Afstemningsplakater belyses i ny udstilling og ny bog
I 1920 bejlede danske og tyske afstemningsplakater til vælgernes gunst i folkeafstemningerne i Slesvig, der førte til Genforeningen. Afstemningsplakaterne er nu genstand for en ny udstilling på Dansk Plakatmuseum og en ny bog, der udkommer på afstemningsdagen den 10. februar.

I 1920 bejlede danske og tyske afstemningsplakater til vælgernes gunst i folkeafstemningerne i Slesvig, der førte til Genforeningen. Her ses tre danske plakater af Thor Bøgelund, der skabte 10 af de i alt 15 officielle danske afstemningsplakater. Derudover blev der fremstillet en række uofficielle plakater af foreninger og andre aktører.
Foto: Dansk Plakatmuseum, Den Gamle By, Thor Bøgelund/VISDA
’Grænsen er nået. Afstemningsplakater fra grænselandet 1920’ er titlen på en ny udstilling på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By og en ny bog, der netop er udkommet. Både udstilling og bog sætter fokus på de afstemningsplakater, der i 1920 blev brugt til national agitation på dansk og tysk side op til folkeafstemningerne i Slesvig, der som bekendt førte til Genforeningen i 1920 og den dansk-tyske grænse, vi kender i dag.
”Plakaterne viser tydeligt de argumenter og følelser, der var på spil, og ordene og billedsproget er meget følelsesladet. Det er jo vores land, prøv at tænk hvis nogen prøvede at snuppe Jylland op til Gudenåen”, siger museumsleder Elsebeth Aasted Schanz om den nye udstilling til TV2 Østjylland. Udover at stå for udstillingen er hun forfatter til den nye bog om afstemningsplakaterne sammen med professor Nils Arne Sørensen, Syddansk Universitet.
Udstillingen viser 33 dansksindede og 16 tysksindede plakater, som blev udført i forbindelse med afstemningen om grænsedragningen i Slesvig. Plakaterne fra det dansk-tyske grænseland sættes i perspektiv både historisk og grafisk af, at der også er medtaget 27 plakater fra andre grænsedragninger i Europa efter Første Verdenskrig. Disse plakater, der stammer fra Tyskland, Østrig, Polen, Ungarn og Jugoslavien, er mere blodige og voldsomme i deres tekst og billedsprog. Ifølge museets hjemmeside er det et tegn på, at afstemningerne i det dansk-tyske grænseland var anderledes fredelige.
”For alle plakaterne gælder det, at de er voldsomt ekspressive og i høj grad spiller på følelserne for at påvirke den befolkning, som skal stemme, og det er tydeligt, at der står meget på spil både identitetsmæssigt og økonomisk. Med plakaterne som kilde kommer vi tæt på begivenhederne, argumenterne, bekymringerne og forhåbningerne fra dengang. Vi falder ned i en tidslomme, der bringer os ind på livet af datidens vælgere og deres verdenssyn”, skriver museet om udstillingen på sin hjemmeside.
Udstillingen er tilgængelig for offentligheden fra 11. februar 2020 og kan opleves frem til og med 20. september 2020.
Den rigt illustrerede bog, der udkommer i forbindelse med udstillingen, er blevet til i et samarbejde mellem Gads Forlag og Dansk Plakatmuseum. Den kan købes for 249 kr. hos boghandlere, i Den Gamle Bys museumsbutik.
Flere nyheder: