Kronik: Tillykke til den 100-årige, der lever i bedste velgående

Af formand Peter Skov-Jakobsen og generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen

I dag fylder Grænseforeningen 100 år – og det kommer desværre til at gå stille af. Det burde det egentlig ikke, når man tænker på foreningens historie, herunder størrelse og betydning for det danske mindretal, men også brydninger undervejs og ikke mindst tilpasninger til en nutid under konstant forandring. Coronapandemien umuliggør desværre den store festligholdelse, vores tusindvis af frivillige kræfter i hele landet fortjener. 100 år efter Grænseforeningens dannelse arbejder de utrætteligt for at oplyse om danskheden i Grænselandet og støtte det danske mindretal syd for grænsen. Sammen med det frisiske mindretal og det tyske mindretal i Sønderjylland minder de resten af Danmark om, at kulturmøder og vejen til fredelig sameksistens kræver en indsats fra alle parter. Grænseforeningens arbejde er kun lige begyndt, og vi fortsætter arbejdet for en åben danskhed.

Foreningens historie er grundigt beskrevet i Axel Johnsens bog ”Grænsen, folket og staten”, der udkom i 2019 og beskriver hele udviklingen fra dannelsen af de første sønderjyske foreninger i 1880’erne, efter at håbet om en snarlig folkeafstemning blev slukket med sletningen af Pragfredens § 5. Der var ikke meget hjælp fra staternes side til de dansksindede sønderjyders kamp. Civilsamfundet måtte træde til.

Grænseforeningens historie er et enestående lærestykke i, hvad civilsamfund kan udrette over for en fodslæbende og nervøs Rigsdag, der måtte tage realpolitiske hensyn og derfor ikke kunne udfordre den store nabo Tyskland. Foreningsdanmark og civilsamfundet havde ikke samme forsigtighed og tog fra 1880 fat på den enorme folkelige opgave at få Sønderjylland tilbage til Danmark.

Dette arbejde var på mange måder definerende for nationalstaten Danmark. Man kan sige, at danskernes fælles dna udvikledes i lyset af den uretfærdighed, nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland føltes som. Det politiske projekt i slutningen af 1800-tallet var at skabe demokratiske stater, båret af et lighedstegn mellem på den ene side sprog, folk og kultur – og stat på den anden side. Nationalstaten Danmark blev skabt den 18. april 1864, da alt tysk forsvandt med tabet af Sønderjylland og hertugdømmerne Lauenborg og Holsten.

Men de dansksindede sønderjyder røg med og måtte i de følgende årtier leve i et nyt, samlet og ambitiøst Tyskland under Bismarcks ledelse – og uden for det lighedstegn, alle drømte om. Og de dansksindede sønderjyder kom til at betale en høj pris, først undertrykt af kejserrigets forsøg på at germanisere sønderjyderne, hvilket naturligvis fik det stik modsatte resultat, og senere under 1. Verdenskrig, hvor over 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet.

Tysklands nederlag og fredsaftalen i Versailles førte under den amerikanske præsident Wilsons overskrift ”Folkenes selvbestemmelsesret” (som er det samme som drømmen om lighedstegnet) til den afgørende folkeafstemning, som med genforeningen i 1920 forfinede det lighedstegn, der var blevet sat i 1864. Nu var folkegrupperne uden for lighedstegnet, det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig, minimeret mest muligt og den danske statsminister Neergaard kunne i 1920 på Dybbøl Banke love, at de dansksindede sydslesvigere ikke skulle blive glemt.

Det var i denne situation, Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 med det formål at styrke danskheden især syd for den nye grænse og oplyse om grænselandets forhold. Der var stadig betydningsfulde grupper både nord og syd for grænsen, som ikke ville stille sig tilfreds med afstemningsresultatet, men tyede til historiske argumenter for en anden grænsedragning - uden hensyn til sindelag. Senere, da Hitler i 1933 havde taget magten i Tyskland, henvendte det tyske mindretal sig til ham i håb om en grænseflytning, og da Nazityskland brød sammen i 1945 rejste genforeningshåbet sig i Sydslesvig. Men Hitler ønskede ikke at ændre på noget i 1933, og danske politikere stod fast, da mange danskere i 1945 og årene efter ønskede en grænseflytning.   

En stor del af Grænseforeningens medlemmer stod bag ønsket om en grænserevision efter 2. Verdenskrig, og det har ikke været nemt for Grænseforeningens daværende formand Holger Andersen at holde sammen på sine 200.000 medlemmer, som i realiteten var delt mellem de to synspunkter. Men det lykkedes, og kræfterne blev i stedet kanaliseret over i støtte til de mange, som efter krigen meldte sig ind i det danske mindretal. Nye skoler, forsamlingshuse, biblioteker osv. blev bygget med store tilskud fra de mange indsamlinger, Grænseforeningen stod for.

Efterhånden faldt der ro over grænsen og Grænseforeningen, især efter 1955, da Danmark inden for NATO blev allieret med Vesttyskland. Ja, der blev så roligt, at vi 25 år senere kunne konstatere, at hele historien om nederlaget i 1864 og Genforeningen i 1920 stort set var glemt samtidig med, at Grænseforeningens medlemstal bevægede sig konstant tilbage, år for år.

Omkring årtusindskiftet diskuterede foreningen med sig selv, om man skulle tage stikket hjem, erklære sejren for vundet og nedlægge sig selv, eller om man skulle forsøge at nytænke foreningen ud fra nutiden. Det danske dna, grundlagt med nederlaget i 1864, næret af modsætning og afgrænsning til det tyske og båret frem af det tyske fjendebillede, var alvorligt udfordret. Kunne danskhed defineres anderledes end modsætning til det tyske? Grænseforeningens vigende medlemstal siden 1955 mere end antydede, at medlemstallet var omvendt proportionalt med modsætningen til Tyskland. Stærk modsætning = flere medlemmer = mere artikuleret danskhed. Ingen modsætning = få medlemmer = mindre artikuleret danskhed.

I dag på 100-års dagen har Grænseforeningen ca. 10.000 medlemmer fordelt på 55 lokalforeninger. Forholdet til det danske mindretal syd for grænsen er på mange måder ændret. Staten har overtaget de økonomiske opgaver og støtter generøst dansk kulturelt arbejde i Sydslesvig. Det har givet Grænseforeningen kræfter til at fokusere på oplysningsopgaven, som er afgørende for, at den danske skatteborger vil støtte mindretallet. Men oplysningen sker nu med udgangspunkt i ”En åben danskhed”, altså en danskhed som trives i mødet, dialogen og samarbejdet med vores tyske nabo. Ideen hertil er hentet i netop Sydslesvig, hvor danskheden ikke kan forstås på anden måde, end at mindretallet er dansk i mødet, dialogen og samarbejdet med den tyske flertalsbefolkning.

Samme åbne danskhed ser vi udfolde sig i Nordslesvig, hvor årtiers modsætning til det tyske mindretal nu blødes op. Vi er endnu ikke så langt, at sønderjyske borgmestre ligefrem vil vise områdets to-kulturelle historie og nutid frem med tosprogede byskilte, men der er gensidig respekt mellem det tyske mindretal og den danske flertalsbefolkning.

Grænseforeningens oplysning om grænselandets forhold er oplysningen om en lang rejse fra modsætning til fredelig sameksistens, fra mod hinanden til med hinanden. Det er også fortællingen om mindretallenes rejse fra en enten-eller tilgang til identitet til en både-og tilgang. Og det er fortællingen om et grænsebegreb under forandring fra en linje på et landkort til et 150 km bredt bælte mellem Kongeåen og Ejderen, hvor sprog og kulturer mødes og finder fælles løsninger på fælles udfordringer.

Men det er fremfor alt fortællingen om, hvordan man i grænselandet både kan være klart forskellige fra hinanden og samtidig fælles med hinanden. Dialogen og samarbejdet med det tyske er ikke at opgive sin danskhed, ligesom dialogen med det danske ikke er at opgive sin tyskhed. Tværtimod styrker mødet med og spejlingen i det tyske den nationale identitet. Det er lykkedes at komme så langt, endda i en solid demokratisk ramme, som markant adskiller sig fra foruroligende udviklingstendenser andre steder i Europa. I lyset af, at vi i Danmark har mange kulturelle grænselande, hvor sprog og kulturer møder hinanden og resulterer i ophedede debatter om f.eks. ghettoer og svinekød i børnehaver, er der megen viden og erfaring at hente netop i det dansk-tyske grænseland.

Grænseforeningen, den 100-årige, lever i bedste velgående og er på vej ind i en lige så vigtig arbejdsmark som for 100 år siden, da vi danske måtte rykke tættere og tættere sammen for at finde den fælles fremtid. Nu ligger fremtiden i at finde vej sammen med og i respekt for de andre.

Tillykke, du gamle!