Ny tysk regering har lagt en plan
Koalitionsregering mellem CDU, CSU og SPD betyder skattelettelser, grænsekontrol, stram udlændingepolitik og massive investeringer i infrastruktur. SSW er kritisk

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Af Poul Struve Nielsen
Skattelettelser, stram udlændingepolitik, permanent grænsekontrol og massive investeringer. Det er nogle af de brikker, der er faldet på plads i forhandlingerne, som nu har ført til dannelsen af en ny rød-sort tysk regering.
De to konservative unionspartier CDU (den kristeligt demokratiske union) og CSU (den kristeligt sociale union) er blevet enige med socialdemokraterne (SPD) om at danne regering. Sammen fremlagde partilederne regeringsgrundlaget på et pressemøde onsdag den 9. april.
Stefan Seidler, der er medlem af Forbundsdagen i Berlin for det danske og frisiske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW), er kritisk med hensyn til, hvad det ny regeringsgrundlag indebærer for Slesvig-Holsten.
”Der mangler konkrete ideer til grænseoverskridende løsninger og samarbejde”, skriver han på sociale medier.
Regeringsgrundlaget blev fremlagt på et pressemøde med CDU-formand, Friedrich Merz, som bliver den næste forbundskansler i Tyskland, SPD-lederne Lars Klingbeil og Saskia Esken samt Bayerns ministerpræsident Markus Söder fra CSU.
”Regeringsgrundlaget, som nu skal til afstemning i vores partier, har foreligget siden klokken 12 i dag”, sagde Friedrich Merz og understregede dermed, at der er blevet forhandlet til det sidste.
Hverken han eller de nye regeringspartnere lagde skjul på, at den ny regering træder til i en kritisk tid for Tyskland og Europa med krigen, der raser i Ukraine, og den handelspolitiske krise, som USA’s præsident Donald Trump har forårsaget med sin toldkrig.
”Det handler om Tysklands, tyskernes og Europas fremtid”, sagde den kommende forbundskansler.
Permanent grænsekontrol
Der bliver skattelettelser, udlændingestramninger og store investeringer i forsvar og infrastruktur.
”Der kommer en ny kurs i integrationspolitikken. Vi sætter en stopper for irregulær migration. Der bliver indført permanent grænsekontrol. Immigranter bliver afvist ved grænsen, og det bliver sværere for migranter at få tysk statsborgerskab”, sagde Friedrich Merz.
SSW er særdeles kritisk overfor indførelsen af permanent grænsekontrol.
”At der fortsat udføres kontrol ved alle tyske grænser – også grænsen til Danmark – er misforstået national symbolpolitik. Det er mangel på følsomhed over for grænseregionens bekymringer”, lyder det fra Stefan Seidler.
Den permanente grænsekontrol betyder, at situation ved den dansk-tyske grænse er uændret i forhold til den nuværende situation, hvor begge lande har midlertidig grænsekontrol, men at mobiliteten er begrænset i forhold til før, Danmark og Tyskland indførte midlertidig grænsekontrol.
Et klart signal
Friedrich Merz tilføjede, at der investeres massivt i det tyske forsvar, hvor man vil ruste op efter en svensk model med frivillig – og altså ikke tvungen – værnepligt.
”Vi sender et klart signal til vores borgere og til vores partnere i EU: Tyskland har en handlingsorienteret regering, som er klar til at skride til handling”, sagde CDU-lederen.
Han tilføjede, at han ville have foretrukket først at få forhandlet et regeringsgrundlag på plads og dernæst ændre forfatningen.
”Men sådan var omstændighederne ikke”, sagde han med henvisning til, at de nye regeringspartier og De Grønne efter forbundsdagsvalget, men inden den nyvalgte forbundsdag trådte sammen, stemte en forfatningsændring igennem med to tredjedels flertal i parlamentet, så Merz nu kan løfte foden fra den såkaldte gældsbremse og i stedet træde på den finansielle speeder og investere hundredvis af milliarder Euro i forsvar, infrastruktur og grøn omstilling – det sidste var prisen for at få De Grønne med.
Den socialdemokratiske forhandlingsleder Lars Klingbeil understregede, at der var opstået en god kemi og en tillid mellem partnerne under forhandlingerne.
”Vi har haft en fælles erkendelse af betydningen af at løse de opgaver, der ligger foran os. Vi sætter gang i en modernisering af vores land”, sagde han.
Alle partilederne var inde på, at investeringer i en øget digitalisering er en nødvendighed.
Bayerns ministerpræsident, CSU-leder Markus Söder, understregede, at han er glad for, at regeringsgrundlaget betyder mere frihed for den enkelte og mindre bureaukrati.
”Der skal investeres, reformeres og konsolideres”, understregede Markus Söder.
Kritik fra SSW
Det danske og frisiske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW), mener ikke, der er fokus nok på internationalt samarbejde, selvom partilederne nævnte EU mange gange på pressemødet.
Partiets forbundsdagsmedlem Stefan Seidler betegner det på sociale medier som et skridt i den forkerte retning, at der ikke er fokus på samarbejdet i Østersøregionen.
”Der er ingen overvejelser om, hvordan Østersøstaterne kan arbejde bedre sammen om udvikling og sikkerhed i regionen”.
Også med hensyn til infrastruktur er Stefan Seidler kritisk overfor regeringsgrundlaget:
”Når det kommer til transport, nævner koalitionsaftalen kun konkrete projekter i Østeuropa. Der er ingen omtale af korridorerne mod Danmark i nord”, nævner han.
Desuden kritiserer Stefan Seidler, at der ikke er nogen afklaring om det stort tænkte samarbejde mellem landede ed Nordsøen om at lagre brint og CO2 for at omdanne det til energi, der kam anvendes i den tyske industri.
”Atter at tillade CO2 fangst og lagring er ikke i den nordtyske befolknings interesse. Økosystemet på Nordsøkysten er allerede under et betydeligt pres. Det vil være groft uagtsomt og uansvarligt at gå videre med de planer”.
Regering på vej
Nu venter alle spændt på, hvordan ministerierne fordeles mellem partierne, og hvilke nye ministerier, der oprettes. Især regner de fleste kommentatorer med, at der bliver et nyt ministerium for digitalisering. Der bliver syv ministerier til SPD, syv til CDU og tre til CSU.
At der også er uenighed i Tyskland, fremgik af kommentarfeltet på CDU’s Facebook, hvor pressemødet blev transmitteret. En havde skrevet: ”Nu bliver mareridtet til virkelighed”.
CDU svarer på en anden kommentar: ”Vi respekterer, at der er forskellige holdninger, men CDU er et parti, der tager ansvar for Tysklands fremtid”. Og det synes også at være den stemning, der hersker i de to andre regeringspartier.
Flere nyheder: