Tilbage til nyhedsliste

Redningskrans til Museum Sønderjylland

24. april 2024

Regeringens forslag til en ny museumsreform rummer et permanent økonomisk løft for statsanerkendte museer. Forhandlingerne om reformen ventes afsluttet inden sommer.

Brundlund Slot drives af Museum Sønderjylland. I øjeblikket viser museet udstillingen 'En collage', der belyser den sønderjyske verdenskunstner Franciska Clausens liv og værker.

Brundlund Slot i Aabenraa drives af Museum Sønderjylland. I øjeblikket viser museet udstillingen 'En collage', der belyser den sønderjyske verdenskunstner Franciska Clausens liv og værker.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Museum Sønderjylland er kommet i klemme i et udspil til en museumsreform. 

Udspillet indeholder tre beregningsmodeller, og de fører alle til voldsomme nedskæringer i det statslige tilskud til Museum Sønderjylland.

I værste fald reduceres tilskuddet med 78 procent, i bedste fald med 56 procent, hvis beregningsmodellerne føres ud i livet.

Nu er der kastet en redningskrans ud til de museer, der rammes hårdest af beregningsmodellerne i udspillet. En række medier har citeret Ritzaus Bureau for en nyhed om, at finansieringen af landets statsanerkendte museer skal have et permanent økonomisk løft på yderligere 75 millioner kroner om året.

Sådan lyder det i regeringens forslag til en ny museumsreform. Og det vil ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) føre til, at den samlede finansiering af statsanerkendte museer overstiger en halv milliard kroner om året.

”Vi har som aldrig før behov for at passe på vores kultur og de steder, der fortæller os noget om os selv og vores historie. Det er årsagen til, at jeg som kulturminister sammen med mine kolleger i regeringen har truffet beslutningen om at løfte finansieringen”, siger kulturministeren ifølge TV2 til Ritzau.

Der foreligger ikke noget om, hvad løftet i finansieringen vil betyde for Museum Sønderjylland, som er et statsanerkendt museum, der blev etableret 1. januar 2006 som en fusion mellem hidtil selvstændige, statsanerkendte museer (Tønder Museum, Sønderjyllands Kunstmuseum, Midtsønderjyllands Museum, Haderslev Museum, Aabenraa Museum, Institut for Sønderjysk Lokalhistorie, Kunstmuseet på Brundlund Slot og Museet på Sønderborg Slot). 

En væsentlig del af disse blev drevet af Sønderjyllands Amt frem til kommunalreformen i 2007, som opløste de hidtidige amter.

Hvis statstilskuddet til Museum Sønderjylland reduceres, som der var lagt op til, indtil kulturministeren fandt de ekstra 75 millioner kroner, vil det få alvorlige konsekvenser.

”Det vil gå ud over landsdelens identitet med en særlig sønderjysk historie, og landsdelen vil miste attraktivitet for turister. Oplevelsesøkonomien vil lide stor skade af det”, siger historiker Hans Schultz Hansen, som er arkivar i Rigsarkivet og formand for Historisk Samfund Sønderjylland. 

”Hvis det, der ligger i planen, gennemføres, så kan Museum Sønderjylland ikke driftes. Så der er noget grundlæggende forkert i præmissen”, siger Jørgen Popp Petersen, der er borgmester i Tønder for Slesvigsk Parti. 

Regeringen og kulturministeren skal nu sammen med Folketingets partier forhandle en række principper som en del af udspillet. Foruden det økonomiske løft lægger regeringen op til en todelt finansiering: et såkaldt differentieret grundtilskud og et variabelt tilskud.

Grundtilskuddet skal give museerne et fast tilskud, der blandt andet gives ud fra, hvilken opgave museet varetager, og hvor mange lokationer museet strækker sig over. Det variable tilskud gives ud fra blandt andet antallet af besøgende samt museets økonomi.

”En tilskudsmodel bør være skruet sådan sammen, at man også prioriterer, at museer kan løfte store ansvarsområder. Det kræver museer af en vis volumen at gøre det. Og de museer kan ikke allesammen ligge i storbyer. Nogle af dem bør ligge i områder, som ikke er storbyer, for eksempel i Sønderjylland, hvor man også skal fortælle grænselandet historie, som er af national interesse”, siger direktør for Museum Sønderjylland, Axel Johnsen. 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt forventer ifølge Ritzau, at museumsreformen vil ligge klar inden sommer.