Sønderjysk krigsdrama får gode anmeldelser
Instruktør Henrik Ruben Genz har filmatiseret Erling Jepsen-romanen ’Erna i krig’, der udspiller sig i det preussiskstyrede Sønderjylland under Første Verdenskrig. Filmen, der havde premiere 29. oktober, er blevet godt modtaget af de danske anmeldere.
'Erna i krig' med Trine Dyrholm i hovedrollen som Erna Jensen havde premiere torsdag den 29. oktober.
Foto: Jo Voets
Instruktør Henrik Ruben Genz har filmatiseret Erling Jepsen-romanen ’Erna i krig’, der med den handlekraftige Erna Jensen i centrum fortæller historien om de 30.000 sønderjyder, som under Første Verdenskrig måtte kæmpe for den tyske hær. Ernas mindre begavede søn, Kalle, bliver i foråret 1918 indkaldt til tysk krigstjeneste, og for at redde sin søn tager Erna med Kalle til Vestfronten forklædt som mand.
Ifølge de danske anmeldere har Henrik Ruben Genz, der selv er fra Sønderjylland, løst opgaven godt.
Mest begejstret er anmelderne Sarah Iben Almbjerg, Berlingske, Per Juul Carlsen, DR P1, og Bo Tao Michaëlis, filmmagasinet Ekko, der alle tildeler filmen fem stjerner. De roser særligt skuespiller Trine Dyrholm for hendes indsats som hovedkarakteren Erna.
”Dette er i høj grad Trine Dyrholms film, og der sker mere i hendes ansigt end på mange storslåede slagmarker. Som mor, der forsøger at skærme sin søn, er hun først forgræmmet, så lettet. Snart lykkelig, senere trist”, skriver Sarah Iben Almbjerg i sin anmeldelse.
Bo Tao Michaëlis roser også instruktør Henrik Ruben Genz og drager endda sammenligner til den milliardindtjenende amerikanske instruktør Steven Spielberg.
”Det hele er instrueret med superb visuel sans og ferm tæft for fortællingens energi, som kendetegner den spændende, men også seriøse og spektakulære filmfortælling, vi for det meste forbinder med Steven Spielberg”, skriver Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse.
Hos Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Kristeligt Dagblad modtager filmen fire stjerner. Det er bl.a. filmens humor, der fremhæves positivt, mens det kritiseres, at filmen vil lidt for meget på for kort tid.
”Erling Jepsens fortælling er i sagens natur litterær, og plottet skruet godt sammen, så alt går op til sidst. Men som visuelt filmisk forløb bliver ’Erna i krig’ for hurtigt afviklet”, skriver Kristeligt Dagblads anmelder Henrik Wivel og tilføjer, at filmens længde på 100 minutter godt kunne have været fordoblet og i stedet lavet til en mini tv-serie.
Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch mener dog, at filmen har et troværdighedsproblem, når det kommer til Ernas forklædning som tysk soldat.
”Selvom historien har diverse mere eller mindre gode forklaringer på, at Erna slipper afsted med svindelnummeret, virker det meget lidt sandsynligt, at hun skulle befinde sig i en trang skyttegrav uden at blive opdaget som kvinde – også selv om hendes egen deling er med på den”, skriver han i sin anmeldelse og kalder det en ”stor kamel”, man som publikum skal sluge.
Politikens anmelder Kim Skotte hæfter sig ved samme detalje. Han kalder ’Erna i krig’ for ”glimrende filmhåndværk”, men uddeler kun tre hjerter til filmen.
”Jeg har sådan set kun ét alvorligt problem med ’Erna i krig’. Jeg har så svært ved at tro på den”, skriver Kim Skotte i sin anmeldelse.
’Erna i krig’ er instruktør Henrik Ruben Genz’ tredje spillefilm baseret på en Erling Jepsen-roman. Han har tidligere filmatiseret bøgerne ’Frygtelig lykkelig’ og ’Undskyld jeg forstyrrer’. ’Erna i krig’ er optaget i løbet af sensommeren 2019 i Danmark, Estland og Belgien.
Flere nyheder: