Amrum

Ø i det frisiske vadehav; 21 km², 10.960 indbyggere sammen med Før i 2010. Færgeforbindelse fra Dagebøl.

Nogle forskere mener at genfinde navnet Amrum i ambronerne, den germanske folkestamme, som sammen med kimbrerne og teutonerne i 2. århundrede før vor tidsregning rystede romerriget. Ambronerne hævdede selv at være blevet drevet væk fra deres hjemstavn af voldsomme oversvømmelser.

Amrum er en af de vestligste øer i Vadehavet ud for Sydslesvig med et areal på ca. 30 km2, hvoraf de 10 km2 på vestsiden, Kniepsand, er en højsande, der ligger umiddelbart i forlængelse af sandstranden. Øen har derudover fire landskabsformer: I nord og syd er der vader. Mod øst er der marsk, dannet naturligt af tidevandet i læ for vestenvinden og havstrømmene. Inden for ligger resterne af en bakkeø fra Saale-istiden (se Landskabsformer i Sønderjylland), der sammen med en klitrække ud mod stranden udgør øens geest. Nordspidsen er en odde, der er fredet som fuglereservat. Det meste af øen er underlagt naturbeskyttelsesbestemmelser, og hele øen indgår i den slesvig-holstenske Nationalpark Vadehavet. Øens højeste punkt er 31 m. Stendysser vidner om, at øen allerede var beboet i forhistorisk tid. Siden midten af 1300-tallet hørte øen under Ribe Stift, og den var kongerigsk enklave indtil 1864. I 16-1700-tallet var mange af øens mænd hvalfangere. 

Amrum er den mindste af de nordfrisiske øer - og den mindst turistprægede. Ved lavvande kan man gå mellem Amrum og Før, men det bør kun gøres i selskab med stedkendte, fordi tidevandet kan komme voldsomt og hurtigt.

Nebel ("det nye bøl eller by") er øens gamle kirkeby. Kirken er viet til Sankt Clemens, som i 1100-tallet var en af de mest populære helgener i det danske rige. På kirkegården vidner et stort antal gravsten fra 1600- og 1700-tallet om øens navnkundige søfolk, som sammen med søfolk fra Fanø, Rømø, Sild og Før og Halligerne har været regnet for overordentlig dygtige søfolk.

Særlig bemærkelsesværdige er de tre gravsten, som fortæller om søfarende amringer, der faldt i tyrkisk fangenskab. Skipper Oluf Jensen og hans søn og to nevøer sad fangne i 12 år. Knut Ercksens gravskrift fortæller at han var fange i 14 år, men den mærkeligste skæbne findes fortalt på stenen over Harck Olufs. Stenen er prydet med en krone, sværd, bue, kogger og fane, fordi Harck Olof i fangenskabet blev en stor mand - han blev både krigshøvding og skatmester i Algier inden han efter 12 år kunne vende hjem til sin fødeø.

Den østlige del af øen udgøres af marsk, som også rummer talrige oldtidsminder i form af gravhøje. Turisme er øens hovederhverv. Havnebyen Wittdün (med søbad, grundlagt i 1890) er hovedbyen. Øen hørte i perioden 1407-1536 under Ribe bispestol og herefter indtil 1864 under Ribe Amt som en kongerigsk enklave. I 1600-1700-tallet var søfart og hvalfangst øens dominerende erhverv.

Kilde:
Niels Petersen-Høkkelbjerg og Poul Kürstein: Ture i Nord- og Sydslesvig. Politikens Forlag.