Christian 2., 1481-1559, dansk-norsk konge
Konge af Danmark, født 1. juli 1481, søn af kong Hans og Christine af Sachsen, gift med Elisabeth af Burgundien (Nederlandene). Elisabeth var som barn blevet undervist af den senere pave Hadrian 6., og hun var søster til kejser Karl V. Christian 2. havde med ægteskabet med hende fået helt uvurderlige forbindelser til Europas magtcentre.
Christian 2.s regerede 1513-23 efter sin far kong Hans. Efter ham overtog Christian 2.'s farbror, hertug Frederik, tronen som Frederik 1. Året efter at Christian besteg tronen giftede han sig med Elizabeth af Burgundien, en søster til kejser Karl 5., som var datidens mest indflydelsesrige europæiske monark. Med hende fik Christian 2. fem børn, men ingen af hans børn efterfulgte Christian 2. som konge.
Samtidig havde Christian et erotisk forhold til den hollandske Dyveke, som han havde mødt i Norge og taget med til Danmark sammen med moderen Sigbrit. Dyveke døde kort efter ankomsten til Danmark under mystiske omstændigheder. Hendes mor formåede at fastholde og udvikle et tæt personligt forhold til Christian og fik meget stor indflydelse på hans regeringsudøvelse, til stor fortrydelse for rigsrådet og adelen.
Christian 2.'s dagsorden var at frigøre tronen fra de bindinger, som adel og rigsråd gennem håndfæstningen pålagde ham og at styrke centralmagten og kongemagten på bekostning af kirke og adel
I 1517 indledte han krig mod Sverige, som havde løsrevet sig fra Danmark. Krigen kulminerede med det stockholmske blodbad i 1520, hvor Christian 2. lod rigsforstander Sten Stures tilhængere, næsten 80 adelige og gejstlige, halshugge. På dette tidspunkt stod han på sin magts tinde, men allerede I 1522 udbrød der igen oprør og uro vendt mod kongen, og året efter udviklede der sig et bondeoprør i Nordjylland.
Hele dette begivenhedsforløb er digterisk beskrevet i Johannes V. Jensens mesterværk "Kongens fald". Særligt kendt er fortællingen om Christian 2.'s tvivlrådighed natten mellem 10. og 11. februar 1523, hvor han over 10 gange sejlede over Lillebælt til Jylland for at tage kampen op mod oprørerne, for straks at blive ramt af tvivl og usikkerhed og returnere tilbage til Fyn. Johannes V. Jensens pointe er, at kongens ubeslutsomhed blev Danmarks skæbne, begyndelsen til den nedgang for dansk storhed, som efter nederlaget i 1864 blev til en kamp for overhovedet at overleve som nation.
Christian opgav at kæmpe for sin kongemagt og flygtede i stedet med sin kone og børn til Nederlandene for at søge hjælp hos sin svigerfamilie. Rigsrådet valgte Christian 2.'s farbror, hertug Frederik på Gottorp, til konge under navnet Frederik 1.
Christian 2. havde vanskeligheder med at få den nødvendige økonomi til en lejehær til et generobringsforsøg af kongerigerne Danmark og Norge, men i 1531 lykkedes det. Inden da var Elizabeth imidlertid død og hendes familie havde fjernet børnene fra Christian 2. for at sikre, at de fik en katolsk opdragelse. Under sit ophold i Nederlandene blev Christian 2. stærkt påvirket at luthersk tankegang.
Generobringsforsøget i 1531-32 mislykkedes, og Christian 2. lod sig lokke i en fælde sat af Frederik den 1. Under påskud om forhandling om en aftrædelsessum og frit lejde kom Christian til København, hvor Frederik 1. havde lovet den danske og holstenske højadel ikke at lade Christian 2. undslippe. Christian 2. blev overført til Sønderborg Slot, hvor han sad som fange i de følgende 17 år. Kun en kok og en dværg i Christian 2.'s følge fik lov at følge med til Sønderborg. Året efter, i 1533, forsøgte Christian 2. at flygte fra Sønderborg, men også dette mislykkedes, og alle hjælpere blev henrettet og bevogtningen skærpet.
Dramaet omkring Christian 2. var også del af en storpolitisk konflikt. Frederik 1. havde tætte relationer til den holstenske adel og Hansaen i Lübeck, der ønskede at fastholde handelsrettigheder i Østersøen, mens Christian 2. med sine tætte relationer til Nederlandene (gennem sin dronning Elizabeth og Mor Sigbrit) støttede deres kamp mod Hansaen. En religiøs konflikt var i 1520'erne under udvikling mellem lutheranere og katolikker, og da Frederik 1. døde i 1533 brød konflikten ud i Grevens Fejde (1534-1536). Man frygtede, at Christian skulle undslippe sit fangenskab i Sønderborg og igen få en politisk rolle, men det skete ikke.
Under sit fængselsophold i Sønderborg og fra 1549 på Kalundborg Slot levede Christian 2. standsmæssigt, især efter at hans fætter Christian 3. i 1533 blev konge. Fængselsopholdet i Sønderborg gav i øvrigt anledning til myten om Christian 2. og det runde bord.
Christian 2. døde som 77-årig den 25. januar 1559. Hans valgsprog var "Således var det af skæbnen bestemt"
Se Museum Sønderjyllands video om Christian 2. og Sønderborg Slot.
Litteratur:
Johannes V. Jensen: Kongens fald.
