Flensborgbevægelsen

Nationalpolitisk bevægelse som i januar 1919 skilte sig ud fra den mere yderligtgående Dannevirkebevægelse, som agiterede for en historisk begrundet grænseføring langs med Danevirke.

Flensborgbevægelsen krævede ved sin oprettelse, at Flensborg kom med i afstemningen i første zone (Nordslesvig som helhed inklusiv Flensborg) og at lokale sønderjyske krav blev imødekommet ved gennemførelse af en kommunevis folkeafstemning i Mellemslesvig. Dette krav blev imødekommet af Den internationale Kommission (CIS), men afstemningsresultatet den 14. marts 1920 gik med det klare tyske flertal mellemslesvigerne imod.

Herefter argumenterede Flensborgbevægelsen for at Flensborg og Mellemslesvig kom under international kontrol med henblik på, at der på et senere tidspunkt kunne gennemføres endnu en folkeafstemning.

Bevægelsens mest fremtrædende talsmænd var historikeren Vilhelm la Cour og redaktør Ernst Christiansen, Flensborg Avis. Også statsminister Niels Neergaard stod bevægelsen nær, men efter afstemningerne respekterede Neergaard resultaterne. Også kunstneren Harald Slott-Møller var dybt engageret i Flensborg-bevægelsens sag. På sit højdepunkt i 1920 var Flensborgbevægelsen både i Danmark og i Sønderjylland en bred folkebevægelse, som efter at det historiske argument havde lidt nederlag, både i forhold til en grænsedragning ved Danevirke, ønsket om at Flensborg kom med i anden zone og en internationalisering af Mellemslesvig, førte til dannelsen af Grænseforeningen.

Litteratur:
L.P. Christensen: Slesvig Delt, 1922Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt, bind 1-3, 1978-79.