Cour, Vilhelm la, 1883-1974, historiker
Vilhelm la Cour var født i Lyngby. Han fik tidligt stor interesse for historie og tog magisterkonferens i historie i 1909 med en lovende museumskarriere foran sig. La Cour fik i sin ungdom stor interesse for nationale spørgsmål og udgav allerede i 1906 pjecen "Dansk Selvfølelse". De nationale spørgsmål optog ham mere og mere, og han opgav museumsvejen for at blive lærer og forfatter inden for nationalpolitiske emner. Han havde et konservativt og nationalt historiesyn, hvilket bragte ham på kollisionskurs med andre historikere.
I oktober 1918 påbegyndte han udgivelsen af tidsskriftet Grænsevagten og blev i perioden derefter en af hovedkræfterne i bestræbelsen på at sikre en grænse syd om Flensborg (Flensborgbevægelsen). La Cour tog samtidig kraftigt afstand fra Dannevirkebevægelsens forsøg på at få grænsen flyttet helt ned til Slien og Danevirke. Da disse kredse var medinitiativtager til Grænseforeningen i 1920, blev la Cour på grund af sin afstandtagen til Dannevirkebevægelsens synspunkter holdt uden for indflydelse, men indtrådte dog i 1933 i Grænseforeningens hovedstyrelse.
I 1941 udgav la Cour pjecen "Om at sige Ja - og Nej" på Dansk Samlings forlag. Pjecen argumenterede for at udnævne en regering uden bindinger til Rigsdagen, hvor politikerne var styret af besættelsesmagten. Pjecen blev forsøgt beslaglagt, og la Cour blev kort efter presset til at indstille udgivelsen af Grænsevagten. Men la Cour fortsatte sin agitation mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken ved at udgive pjecer som "Ord til os i Dag" (1941), som gav la Cour 80 dages hæfte.
Da la Cour fortsatte sin agitation, greb besættelsesmagten i 1942 direkte ind og forlangte ham fængslet. Efter løsladelsen blev han interneret på Vallø, men han fik ophævet interneringen og fortsatte sin agitation og skrev artikler til illegale blade, indtil han i 1944 flygtede til Sverige. Herfra vendte han hjem ved Befrielsen sammen med den danske brigade.
I Sverige udgav han i februar 1945 pjecen "Et dansk Fredsmaal", hvori han kommenterede den i Sydslesvig-aktivistiske kredse udbredte forventning om internationalisering af Kielerkanalen og dermed en sammenhængende frigørelse af området mellem kanalen og den danske grænse fra tysk overhøjhed. Tanken var, at Danmark så burde overtage overhøjheden over området som mandat.
Efter Befrielsen blev la Cour en ledende kraft i Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945, der netop i mandattanken fandt et grundlag, som formåede at samle de indbyrdes splittede Sydslesvig-aktivister.
Vilhelm la Cour ejede og redigerede Grænsevagten helt frem til 1970.
Litteratur:
Dansk Biografisk Leksikon, J.H. Schultz Forlag, 1936.
Axel Johnsen: Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition i Danmark 1920-1940. Udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 2005.
Gads Leksikon. Hvem var hvem 1940-1945.
Vilhelm la Cour. Udateret fotografi.
Nationalmuseet.