Friserne

Historie
Digebygningens historie
Frisisk sprog
Nationale bevægelser i Nordfrisland
Friisk Foriining

Frisernes historie

Nordfriserne bor i den yderste nordvestlige del af Forbundsrepublikken Tyskland på øer og halliger og på kyststrækningen mellem Vidåen i nord og Ejderen i syd. De bebor et enestående landskab, som er præget af Vesterhavet. Vadehavet foran fastlandet hører til jordens største vadeområder og er kendetegnet ved sin mangfoldighed af forland, vader, sandbanker og vadestrømme, de såkaldte priller. Fastlandet består af vidtstrakt inddiget marsk mod vest og den sandede gest (bakkeø) mod øst, hvor der også findes skove og rester af mose- og hedeområder.

Nordfrislands tidligste historie ligger stort set hen i mørke. Historiske, arkæologiske og sprogvidenskabelige undersøgelser viser, at friserne fra deres oprindelige bosættelser mellem Zuiderzee (nu Ijsselmeer) og Weserfloden i to bølger er indvandret til Nordfrisland. I 900-tallet må de have bosat sig på øerne Sild, Før og Amrum og formodentlig i den vestlige del af Ejdersted samt på øen Helgoland. Selve marsken blev først taget i besiddelse i den anden indvandringsbølge omkring år 1000. Antagelig har stridigheder med det ekspanderende frankerrige, vikingetidens urolige forhold og forsøg på at undgå den kristne mission været årsager til at flytte nordpå.

Politisk stod nordfriserne først under den danske konges overhøjhed. I middelalderen tog friserne del i de mange stridigheder om hertugdømmet Slesvig. Ved hertugdømmernes deling i 1544 fik nordfriserne tre forskellige herskere: Nørregoesherred omkring Bredsted hørte under den danske konge i hans egenskab af hertug, Vesterland-Før, Amrum og List på Sild var dele af kongeriget Danmark mens de øvrige dele blev underlagt den gottorpske hertug. I 1721 blev situationen mere enkel, da de gottorpske dele blev forenet med de kongelige. Fra da af hørte hele Nordfrisland til den danske helstat.

Efter krigen i 1864 blev Nordfrisland for første gang i historien del af en tysk statsdannelse. Siden 1867 var det en del af den preussiske provins, fra 1946 en del af delstaten Slesvig-Holsten.

Nordfrisland har aldrig været en selvstændig politisk enhed, ligesom der aldrig har eksisteret en nordfrisisk statsdannelse. Nordfriserne har heller aldrig forsøgt at oprette en sådan. Kun to gange dukkede tanken om en nordfrisisk stat ganske kort op i den politiske diskussion. I 1848 hos den nordfrisiske forfatter og revolutionære Harro Harring (1798-1870), og i 1919-20 hos bondepolitikeren Cornelius Petersen (1882-1935). Men ingen af dem vandt genklang i befolkningen.

Op gennem historien har friseren først og fremmest identificeret sig med sit herred (forvaltnings- og retsdistrikt), med sin hjemegn eller sin ø, så godt som aldrig med Nordfrisland som helhed. De politisk overordnede forhold har altid været styret udefra, først og fremmest fra København og Gottorp/Slesvig, og siden fra Berlin, Bonn og nu Berlin igen.

Digebygning

Det altdominerende element i det frisiske har været og er fortsat havet. Landvinding og landtab har været mere afgørende for Nordfrislands udvikling end politiske og militære afgørelser. På grund af stigende vandstand i havet begyndte friserne i løbet af 1200-tallet at bygge diger. I ly af dem kunne landbruget blomstre på den frugtbare marskjord.

Måske kan den samlede længde af de over 8 m høje havdiger i Nordfrisland give et indtryk af dette bolværks omfang: På fastlandet findes ikke færre end 132 km, på øerne yderligere 92 km havdige; dertil kommer de mange diger, som i tidens løb er rykket ned i anden, tredje eller fjerde række som mellem- eller "sove"-diger. Der findes næppe noget andet bygningsværk i Europa, som kan måle sig i omfang og arbejdsindsats med Nordsøkystens diger.

Digebygningsteknikken og andre færdigheder, som f.eks. udvinding af "frisisk salt" af tørv fra vadeområdernes undergrund, bragte perioder med stor velstand. Disse opblomstringsperioder er dog flere gange blevet afbrudt ved ødelæggende stormfloder. Den store Mandränken i 1362, da bl.a. den sagnomspundne handelsby Rungholt forsvandt, og i 1634, da et nordfrisisk kærneområde forsvandt med øen Strand, er de mest skæbnesvange katastrofer.

Vedligeholdelsen af digerne blev i flere hundrede år klaret af bønderne og er først i vor tid overtaget til staten. Det samme er tilfældet for digebygningens vedkommende. Men især i 1700- og 1800-tallet tog de regerende fyrster initiativet til inddigninger i stor målestok. Ofte overdrog de arbejdet til kapitalstærke interessenter og digebygmestre fra Nederlandene. I det hele taget er kultur- og erhvervslivet i Nordfrisland i historiens løb på mangfoldig vis præget af nederlandsk indflydelse.

Frisisk sprog

Nordfrisland byder på en sproglig mangfoldighed, som der næppe findes mage til i Europa. I amtets nordlige del findes på et meget lille område fem forskellige sprog ved siden af hinanden: foruden rigssprogene højtysk og rigsdansk, folkemålene plattysk, sønderjysk og frisisk.

Frisisk sprog er frisernes vigtigste identitetskendetegn. Det er et selvstændigt vestgermansk sprog, der som oldengelsk (angelsaksisk) og oldsaksisk (forløberen for nutidens nedertysk) stammer fra det "nordsøgermanske" sprogfællesskab. Frisisk består af en nord-, en øst- og en vestfrisisk gren. Der findes ikke nogen fælles normgivende form. Østfrisisk er uddød i sprogets kerneområde; det tales og forstås kun af ca. 2.000 mennesker i det oldenborgske Saterland. I den nederlandske provins Frisland derimod taler omkring 400.000 mennesker det "westerlauwerske frisisk" (vestfrisisk).

Nordfrisisk har haft stor tilbagegang i moderne tid. Halvøen Ejdersted, nabo til det nedertyske sprogområde, gik fra 1600 lidt efter lidt over til nedertysk. Følgerne af stormfloden i 1634 førte også til et sprogskifte på Nordstrand og Pelworm. I det 19. og 20. århundrede blev det frisiske sprogområde yderlige indsnævret sydfra. Det nordfrisiske sprogs "højborge" er i dag den vestlige del af Før. Amrum, Silds østlige del, Helgoland samt på fastlandet Bøkingherred (især Risum-Lindholm). Antallet af frisisk-talende i Nordfrisland anslås i begyndelsen af nyere tid at have være ca. 50.000, i 1855 omkring 30.000, i 1927 ca. 16.000 og i dag ca. 10.000. Passive sprogkundskaber i frisisk findes formentlig hos ca. 20.000 mennesker.

Nordfrisisk har dermed hjemme blandt de mindste sprog i Europa. Alle, som taler frisisk, behersker også højtysk, de fleste derudover plattysk, en del også sønderjysk eller rigsdansk. To-, tre- eller flersprogetheden har gennem århundreder præget Nordfrisland, og først i de senere årtier har en trend til højtysk ensprogethed gjort sig gældende, hvilket i dag beklages af mange.

Nordfrisisk er delt i to dialektområder: ønordfrisisk med tre hoveddialekter og fastlandsnordfrisisk med seks hoveddialekter. Den sproglige samhørighed er dog langt større end forskellene mellem dialekterne.

I mindst et par århundreder har man forudsagt det nordfrisiske sprogs snarlige død. Men det lever trods alt videre, og i dag mødes frisisk med fornyet interesse.

Frisisk er sjældent nået ud over at være lokalt eller regionalt omgangssprog. Nedertysk har siden reformationen været enerådende som forvaltnings-, kirke- og skolesprog, højtysk fra 1600-tallet. For andre europæiske sprog betød reformationen en særlig inspiration til udvikling og fremgang: bibeloversættelser lagde grunden til skriftsprogenes udvikling. I Nordfrisland prædikede reformatorerne på nedertysk, og man begyndte end ikke at oversætte bibelen til frisisk. Først omkring 1600 kom oversættelser af Martin Luthers lille katekismus til Gammel-Nordstrands og Østerland-Førs dialekter. Fra de følgende to århundreder er der kun overleveret ganske enkelte frisiske digte og prosatekster, overvejende med religiøst indhold.

Det første mere omfangsrige stykke nordfrisiske litteratur skabtes i slutningen af 1700-tallet af Jap Peter Hansen (1767-1855) fra øen Sild og udkom i 1809 i bogform. Det var samtidig et vigtigt skridt i retning af et nordfrisisk skriftssprog.

Nationale bevægelser i Nordfrisland

1800-tallet var overalt i Europa en tid med "national opvågnen" hos folkene. I romantikkens tegn opstod der en ny interesse for folkenes sprog og historie. Denne udvikling gik heller ikke sporløst hen over Nordfrisland. Der udkom bøger med emner fra den nordfrisiske historie. I de første årtier i 1900-tallet beskæftigede flere nordfrisere sig indgående med deres sprog. Bende Bendsen (1787-1875) fra Risum skabte i denne tid sin store ordsamling og sproglære for Bøkingherreds mål, som dog først blev trykt i 1860.

Kilde: Thomas Steensen: "Friserne i Slesvig-Holsten". Udgivet af Foriining for nationale Friiske, Nordfriisk Instituut, Bräist/Bredsted, 1997.