Friserne

Friserne er et nordvestgermansk folk. Nordfriserne bor i den yderste nordvestlige del af Forbundsrepublikken Tyskland på øer og halliger og på kyststrækningen mellem Vidå i nord og Ejderen i syd. 

Frisere er omtalt af de antikke kilder omkring Kristi fødsel. Omkring år 700 udgjorde de et selvstændigt rige, men blev snart indlemmet i Frankerriget. Friserne er indvandret til Nordfrisland i to bølger. Fra år 700 bosatte de sig på øerne Sild, Før og Amrum og formodentlig i den vestlige del af Eiderstedt samt på øen Helgoland. Selve marsken blev først taget i besiddelse i den anden indvandringsbølge omkring år 1000. 

Politisk stod nordfriserne først under den danske konges overhøjhed. I middelalderen tog friserne del i de mange stridigheder om hertugdømmet Slesvig. Ved hertugdømmernes deling i 1544 fik nordfriserne tre forskellige herskere: Nørre Goes Herred omkring Bredsted hørte under den danske konge i hans egenskab af hertug, Vesterland-Før, Amrum og List på Sild var dele af kongeriget Danmark, mens de øvrige dele blev underlagt den gottorpske hertug. I 1721 blev situationen mere enkel, da de gottorpske dele blev forenet med de kongelige. Fra da af hørte hele Nordfrisland til den danske helstat.

Efter krigen i 1864 blev Nordfrisland for første gang i historien del af en tysk statsdannelse. Siden 1867 var det en del af den preussiske provins, fra 1946 en del af delstaten Slesvig-Holsten.

Nordfrisland har aldrig været en selvstændig politisk enhed, ligesom der aldrig har eksisteret en nordfrisisk statsdannelse. Kun to gange dukkede tanken om en nordfrisisk stat ganske kort op i den politiske diskussion: I 1848 hos den nordfrisiske forfatter og revolutionære Harro Harring (1798-1870), og i 1919-20 hos bondepolitikeren Cornelius Petersen, men ingen af dem vandt genklang i befolkningen. Op gennem historien har friseren først og fremmest identificeret sig med sit herred (forvaltnings- og retsdistrikt), med sin hjemegn eller sin ø, så godt som aldrig med Nordfrisland som helhed. De politisk overordnede forhold har altid været styret udefra, først og fremmest fra København og Gottorp/Slesvig og siden fra Berlin, Bonn og nu Berlin igen.

Den frisiske historie har været - og er stadig - stærkt knyttet til havet. Landvinding og landtab har været mere afgørende for Nordfrislands udvikling end politiske og militære afgørelser. På grund af stigende vandstand begyndte friserne i løbet af 1200-tallet at bygge diger. I ly af dem kunne landbruget blomstre på den frugtbare marskjord. Ud over landbruget var udvinding af frisersalt en vigtig indtægtskilde. Disse opblomstringsperioder blev dog flere gange blevet afbrudt ved ødelæggende stormfloder. Den store Manddrukning i 1362, da bl.a. den sagnomspundne handelsby Rungholt forsvandt, og i 1634, da et nordfrisisk kerneområde forsvandt med øen Strand, er de mest skæbnesvange katastrofer.

1800-tallet var overalt i Europa en tid med national opvågnen hos folkene med en ny interesse for folkenes sprog og historie. Denne udvikling kom også til at præge Nordfrisland. Der udkom bøger med emner fra den nordfrisiske historie, og flere nordfrisere beskæftigede sig indgående med deres sprog. Den nordfrisiske dialektforsker Bende Bendsen (1787-1875) fra Risum skabte en stor ordsamling og sproglære for Bøkingherreds mål, som blev trykt i 1860.

Se også artiklerne om frisisk sprog, frisisk lov, det frisiske mindretal og Friisk Foriining.

Litteratur: 

Thomas Steensen: "Friserne i Slesvig-Holsten". Udgivet af Foriining for nationale Friiske, Nordfriisk Instituut, Bräist/Bredsted, 1997.