Petersen, Cornelius, 1882-1935, frisisk bonde
Cornelius Petersen var dansk-frisisk bondeleder i Sønderjylland. Han kom fra Eiderstedt i Sydslesvig, men købte senere gården Vester Anflod ved Møgeltønder. I 1919 sluttede han sig til Dannevirkebevægelsen. Hans agitation rettede sig først og fremmest imod den tyske centraladministration, "embedsmandstyranniet" og skattetrykket. For Dannevirkebevægelsen var denne agitation imidlertid kun nyttig, så længe den underbyggede kravet om hele Sydslesvigs løsrivelse fra Tyskland.
Efter Genforeningen i 1920, hvor Cornelius Petersens gård kom til at ligge i Danmark, fortsatte han i samme spor, nu blot med vreden vendt imod Christiansborg. Gradvis gled Cornelius Petersen ud af Dannevirkebevægelsen. Det første skridt tog Cornelius Petersen, da han i 1924 gik ind i De jyske Separatister.
I 1925 stod han bag protestbevægelsen Bondens Selvstyre, også kaldet Selvstyrebevægelsen, med krav om vidtgående selvstyre.
Cornelius Petersen er portrætteret af Harald Slott-Møller. Billedet hænger i Klubværelset på Flensborghus.