Genforeningen
Det tyske kejserriges nederlag i 1.Verdenskrig åbnede for en ny grænsedragning, en deling af Slesvig og dermed Nordslesvigs indlemmelse Danmark. Straks efter våbenstilstanden i november 1918 lovede den nye tyske udenrigsminister i revolutionsregeringen (efter at Kejser Wilhelm 2. var trådt tilbage), at det nordslesvigske spørgsmål skulle løses på grundlag af befolkningens selvbestemmelsesret. På et møde i Aabenraa den 17. november 1918 vedtog Vælgerforeningen for Nordslesvig en resolution om afstemningen, hvis vigtigste punker var: 1) Nordslesvig skulle opfattes som én helhed, hvis befolkning ved et ja eller nej tilkendegav, om de ville genforenes med Danmark. 2) Nordslesvig skulle afgrænses syd om Tønder og nord om Flensborg. 3) De tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejste krav, ville få ret til en særskilt afstemning.
Resolutionens krav ses tydeligt genspejlet i bestemmelserne i Versailles-fredstraktaten af 28. juni 1919 vedrørende afstemningerne i Slesvig.
I henhold til Versailles-fredstraktatens artikel 109 skulle forvaltningen af det sønderjyske område i perioden fra offentliggørelse af traktaten i juni 1919 til der var truffet en afgørelse overgå til Den internationale Kommission (CIS).
En større kreds både i Danmark og Nordslesvig ønskede Flensborg henlagt til Zone I, og under perioden frem til og lige efter afstemningen stod modsætningerne skarpt. I håb om snarlig genforening optog mange bønder dansk prioritetsgæld i deres gårde. Før genforeningen blev en realitet, var den tyske mark devalueret så meget, at mange kom i hård, økonomisk klemme.
Ved afstemningen i Zone I den 10. februar 1920 var der ca. 75.000 danske stemmer og 25.000 tyske stemmer. I købstæderne bortset fra Haderslev var der tysk flertal. I Zone II var der afstemning 14. marts 1920, og her var ca. 52.000 tyske stemmer og 13.000 danske. Zone II forblev derfor tysk. I Flensborg var der ca. 25 % danske stemmer.
Den 5. maj 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i 1. zone og overtog den militære magt i området. Kort efter blev dansk postvæsen indført og fra den 20. maj blev jernbanedriften overtaget fra dansk side.
Den 15. juni 1920 (Genforeningsdag) overtog den danske regering styret i Nordslesvig, den 9. juli underskrev Christian 10. traktaten om den nye grænsedragning, hvilket blev markeret med klokkeringning og takkegudstjenester over hele landet.
Den 10. juli 1920 kl. 9.00 markeredes Genforeningen ved kongens ridt på den hvide hest over den gamle grænse ved Taps. Se øjenvidneskildring af begivenheden.
Den 11. juli 1920 afholdtes den store Genforeningsfest i Dybbøl Skanser, hvor statsminister Niels Neergaard udtalte de berømte ord: "De skal ikke blive glemt" (se hele Neergaards tale), som siden har været grundlaget for dansk statstilskud til det danske mindretal i Sydslesvig.
Den 12. juli 1920 undervejs til Tønder mødte Christian 10. de skuffede sydslesvigere i Kruså, som ikke blev genforenet. I sin tale til dem gentog kongen statsministerens ord, men nu i direkte form: "I skal ikke blive glemt". I Tønder blev kongen modtaget af byens tysksindede borgmester Oluf P. Olufsen og opnåede således at hilse på begge mindretal på den samme dag. I dagene frem til den 15. juli besøgte kongen med sit følge en række flækker og mindre byer i Sønderjylland, bl.a. Skærbæk, Brøns, Døstrup, Bredebro, Løgumkloster, Toftlund, Højrup, Arnum, Gram og Agerskov ligesom han aflagde besøg i Skibelund Krat. Overalt var der modtagelseskomiteer med taler og sang, og der var pyntet op med bøgegrene, guirlander og flag.
Efter Genforeningen gennemførtes den 6. september 1920 en folkesafstemning om ændring af grundloven i konsekvens af den nye grænsedragning. Den nye grundlov blev godkendt med 47,54 % ja-stemmer. Med blot 33.000 færre stemmer ville forslaget være faldet.
Efter Genforeningen igangsatte den danske stat store investeringer i Sønderjylland, for at bringe området på niveau med det øvrige Danmark. Investeringerne omfattede bl.a. dybdepløjning af hedearealer, dræning, bygning af nye institutioner (bl.a. genforeningskirkerne i Vojens, Rinkenæs, Genner og Sønderborg) med mere. Tre nye højskoler blev for private midler oprettet i Sønderjylland umiddelbart efter Genforeningen, nemlig Hoptrup, Danebod og Rønshoved Højskole. En del af de store investeringer blev finansieret med indtægten fra salget af De vestindiske Øer til USA i 1917.
