Lehmann, Orla , 1810-1870, politiker
Orla Lehmanns far stammede fra Holsten og hjemmet var knyttet til den tyske menighed og skole omkring Petri Kirke i København. Som 14-årig kom han på Borgerdydsskolen i København, hvorfra han blev student i 1827. I 1833 tog han eksamen som cand. jur., hvorefter han rejste rundt i det nordlige Tyskland og boede også i Berlin, hvor han studerede ved universitetet.
Allerede i sommeren 1832 gjorde han sig bemærket som en fremragende taler og organisator i forbindelse med et fakkeltog, der støttede professor H.N. Clausen, som var blevet forbigået som rektor ved Københavns Universitet. Her talte Lehmann den borgerlige intelligens' sag og fremhævede at "den danske nations kerne bestaar af en oplyst og agtværdig Middelstand, som i sig har optaget alle de højere Stænder og derved arver disses aandelige og politiske Fortrin".
Han forstod frem for nogen betydningen af at opnå folkelig opbakning til støtte for sit liberale program. Ved Trykkefrihedsselskabets generalforsamling i 1836 foreslog han at selskabet skulle udvide sin virksomhed til den dansktalende del af Slesvig og dermed støtte det danske sprogs placering i hertugdømmet. Forslaget beror på hans erkendelse af, at folkelige og sproglige modsætninger ville blive tydeligere med stænderforsamlingernes indførelse i 1835. Samme linje lå i hans tale ved 50-års festen på Bellevue for Stavnsbåndets opløsning. Her talte Lehmann bondevennernes sag og hævdede, at bondesagen først var løst når hver bonde og hver husmand ejede sin jord og sit sted.
Ved Frederik 6.'s død i 1839 gjorde Lehmann sig til fortaler for, at Christian 8. skulle indføre en fri forfatning, som det var sket i Norge. Orla Lehmann var nu blevet den mest fremtrædende liberale politiker. Han blev i 1840 valgt til Københavns Borgerrepræsentation og til Stænderforsamlingen i Roskilde, hvor han arbejdede for bondesagen og i 1846 foreslog en fællesforfatning for Danmark og Slesvig.
Efter en tale i 1841 i Nykøbing Falster, hvor Lehmann søgte at dokumentere, at Enevælden ikke havde været til nytte for bondestanden og at den næppe heller ville være det i fremtiden, blev han idømt en fængselsstraf på tre måneder. Efter sin løsladelse i maj 1842 blev Orla Lehmann fejret som en frihedshelt. Det var på dette tidspunkt og samtidig med Peter Hiort Lorenzens optræden i Stænderforsamlingen i Slesvig at han første gang formulerede slagordet "Danmark til Ejderen" og Ejderpolitikken. Hermed var den danske liberale bevægelse blevet nationalliberal.
I sommeren 1844 var Lehmann en af hovedtalerne på det store Skamlingsbankemøde. Han var nu stærkt optaget af det slesvigske spørgsmål og samtidig af de nordiske folks enhed, som blev formuleret i skandinavismen.
Ved Christian 8.'s død i januar 1848 var Orla Lehmann på rejse i Frankrig og Italien. Han hastede hjem og blev en af de centrale personligheder i revolutionen. Han talte ved det første Casino-møde den 11. marts 1848 og på Hippodrommødet dagen efter, og det var Orla Lehmann, der den 20. marts på det andet Casino-møde på få minutter udformede borgerrepræsentationens henvendelse til Frederik 7. om en fri forfatning. Se uddrag af Orla Lehmanns tale på Casino-mødet den 20. marts 1848.
Han blev den 22. marts 1848 optaget i Martsministeriet som minister uden portfølje. Som minister forfattede han ministeriets svar til den slesvig-holstenske deputation, som krævede en fri forfatning for hertugdømmerne. Umiddelbart herefter drog han på en diplomatisk mission til Berlin, Bruxelles og London.
Orla Lehmann fik stor indflydelse på det af D.G. Monrad udarbejdede grundlovsudkast, men han fik ikke sæde i Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Martsministeriet måtte træde tilbage i november 1848, da hverken Ejderpolitikken eller den af De Nationalliberale accepterede deling af Slesvig kunne gennemføres.
Lehmann var medlem af Folketinget 1851-53 og De Nationalliberales leder i Landstinget fra 1854 til sin død i 1870.
1848-61 var han amtmand i Vejle Amt. Da Ejderpolitikken ikke mindst pga. Lehmanns agitation fik fornyet popularitet i 1861, optog C.C. Hall ham i regeringen som indenrigsminister. Lehmann skrev udkastet til Novemberforfatningen af 1863, som udløste krigen i 1864. Ministeriet Hall trådte tilbage i december 1863, i øvrigt efter et urealistisk forsøg på at virkeliggøre skandinavismen gennem en dansk-svensk union.
Efter 1848 kølnedes Lehmanns forhold til Bondevennerne, som han mente misbrugte den almindelige valgret til at føre interessepolitik. I en tale i Vejle i 1860 lagde han yderligere afstand ved at hævde, at magten tilkom “de begavede, de dannede og de rige”, og i tråd hermed støttede han den godsejervenlige reviderede grundlov af 1866. Efter nederlaget i 1864 var Lehmanns indflydelse dog begrænset.
Orla Lehmann døde den 13. september 1870 og ligger begravet på Holmens Kirkegård i København.
