Gå til leksikonoversigt

Sønderjysk kaffebord

Begreber

Servering bestående af mange forskellige både bløde og hårde kager samt kaffe som blev populær i Sønderjylland i midten af 1800-tallet. Baggrunden var bl.a. at kaffen blev billigere og dermed allemands eje og at man fik mere driftssikre bageovne.

Man starter med syv slags bløde kager, først ’stopkager’ som boller, kringle, pladekager, sandkager og derpå to-tre lagkager, der skal vise værtindens formåen. Der sluttes af med (mindst) syv slags småkager. Traditionen blev udviklet i Sønderjylland fra ca. 1880 og blev praktiseret både i private hjem og forsamlingshuse. Ny blomstring i mellemkrigsårene efter fødevaremanglen under 1. Verdenskrig. Kun enkelte kager, som fx rugbrødslagkagen, var særegne for landsdelen, mens de øvrige kager afspejlede dansk og nordtysk kagetradition.

Det sønderjyske kaffebord har også sat sig litterære spor: I novellesamlingen "En enkelt afbrydelse" af Peter Seeberg (Gyldendal) findes klassikeren "Slaraffenland", der omhandler det sønderjyske kaffebords fortræffeligheder i sammenligning med det franske køkken. Endvidere har forfatteren Siegfried Lenz skrevet novellen "Sønderjysk kaffebord", som i 2007 er blevet oversat af Jacob Jonia og illustreret af Kirsten Reinland ved forlaget Hovedland.

En fornyet blomstring er kommet siden 1990’erne og har sammenhæng med interessen for regionale kosttraditioner.  Museumsinspektør Inge Adriansen har beskrevet skikken indgående i Grænseforeningens årbog 1998. Bogen rummer også opskrifter. Læs årbogen her.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.