Finnemann, Christian, 1842-1929, lokalpolitiker
Christian Finnemann var født i Tårning nær Christiansfeld. Ved faderens død i 1865 overtog han sin fødegård Tårninggård. I 1866 afgav han en optionserklæring, som dog ikke fik gyldighed, fordi han ikke, som det blev krævet, flyttede til Danmark. I 1867 meldte han sig til preussisk session og havde i de følgende år reelle rettigheder som preussisk statsborger. Han blev valgt til kommuneforstander, og han var en tid medlem af Haderslev kredsdag.
I det nationale arbejde var han en lokal foregangsmand, bl.a. gjorde han en stor indsats ved rejsningen af forsamlingsbygningen "Frej" i Christiansfeld.
I 1902 blev han erklæret optant og udvistes til Danmark, og denne udvisning gav anledning til en voldsom debat i både Danmark og Preussen, og som tvang Christian Finnemann til at forlade sin hjemstavn i over fire år (1902-1907).
Litteratur:
Troels Fink: "Båndene bandt". Institut for Grænseregionsforskning.