Gå til leksikonoversigt

Thomsen, Detlef, 1880-1954, sydslesvigsk politiker

Personer

Detlef Thomsen stammede fra landsbyen Vinnert syd for Husum i Sydslesvig, hvor han blev født i 1880. Han tilhørte en gammel dansksindet slægt og drømte i årene efter 1. Verdenskrig om dansk flertal ved en afstemning i 3. zone, hvilket var helt urealistisk. Detlef Thomsen var medlem af den forfatningsgivende nationalforsamling i Weimar og lagde dermed navn til den nye demokratiske forfatning for Tyskland efter 1. Verdenskrig. Hans grundholdning var antipreussisk. Derfor gik han oprindeligt ind for en slesvig-holstensk separatisme, men da han ikke lykkedes med det, skiftede han til en slesvigsk separatisme, men kun ganske få fulgte ham. På grund af hans danske sympatier og rejser til Danmark blev han hårdt kritiseret af tyskorienterede slesvigere og nedlagde som en konsekvens heraf sit mandat i nationalforsamlingen. 

Han gik klart ind for en tilknytning til Danmark, men han blev så skuffet over resultatet af afstemningen i 2. zone, at han for en tid rejste til Sydamerika. Efter 2. Verdenskrig var han medlem af Sydslesvigsk Forenings hovedstyrelse og Husum amtsråd.

Detlef Thomsen er portrætteret af Harald Slott-Møller. Billedet hænger i klubværelset på Flensborghus.

Detlef Thomsen fortæller i bogen "Sydslesvigske Skæbner" (Sydslesvig Forlag, 1948) nedenstående om sig selv. Artiklen er dateret den 27. juli 1947 og giver et billede af holdningerne i det danske mindretal på det tidspunkt:

"Jeg kan paavise, at mine forfædre siden 1678 har været bønder i Vinnert. Ogsaa min mors forfædre - hun selv kom fra Brekendorf i Slesvig amt - har paaviseligt været bosat som bønder i hendes egn i aarhundreder.

Jeg er født den 8. juni 1880 i Vinnert og har gået i skole i landsbyskolen her. Min mor døde tidligt fra os 6 børn, og de økonomiske forhold krævede, at vi allerede som børn i skoleaarene maatte arbejde med.

Min far, der var en dygtig bonde efter tidens forhold, havde intet tilovers for teoretisk uddannelæse og lod os ikke komme paa landbrugsskole. Fra 1898 til 1901 aftjente jeg min værnepligt ved det 16. husarregiment i Slesvig,. I 1906 giftede jeg mig, og jeg delte min fars gaard, som dengang var paa 40 ha, med min næstældste bror. Til de overetagne 20 ha købte jeg gentagne gange jord, saa at gaarden nu er på 58 ha. i 1914 ombyggede jeg den gamle bygning (et dansk langhus) og lod et nyt vaaningshus opføre. Saa brød krigen ud, og jeg blev soldat i Rusland.

Efter krigen var jeg i 1918 medstifter af bondeforbundet sammen med Koch-Mandberg, C. Petersen o.a. Af de demokratisk indstillede bønder og landarbejdere blev jeg i 1919 valgt til medlem af nationalforsamlingen i Weimar. Da jeg saa som rigsdagsmand ikke vilde agere mod Nordslesvigs adskillelse, blev jeg skældt ud som landsforræder, og jeg nedlagde mit mandat. Det staar fast, at landraaden i Husum endnu i 1924 indberettede til overpræsidenten i Kiel, at jeg, Daniel Petersen og C. Petersen havde afholdt et møde, der havde til maal at knytte Sydslesvig til Danmark. I samme skrivelse meddeler samme landraad, at han havde befalet, at der skulde holdes opsyn med mig og min post skulde undersøges. 

Jeg var opdraget i slesvig-holstensk aand uden kendskab til vor hjemstavns sande historie. Dog havde jeg efter 1920 lært Slesvigs historie at kende fra et dansk synspunkt, og fra den tid ved jeg, at rejsningen i 1848 var en stor svindel, som af augustenborgeren Christian August og hans bror Prinsen af Nør behændigt blev benyttet til at gennemføre deres uretfærdige krav. At Bismarck senere bemægtigede sig hertugdømmerne i strid med retten, gjorde kun hele oprørsledelsen til bedragne  bedragere. Jeg er overbevist om, at hvis Uwe Jens Lornsen, Beseler, Rewentlow, Theodor Storm o.a. dengang havde anet, hvilken skæbne deres foretagende førte vor hjemstavn ud i, hvor meget blod vort folk maatte ofre for den prøjsiske erobrer, da var der ikke kommet en revolution i 1848.

Efter krigen 1914-18, der kostede saa mange Sydslesvigere livet, regnede mange Sydslesvigere med, at Danmark vilde fordre Sydslesvig til Ejderen. Men Danmark afslog at tage Sydslesvig! Saa kom kriseaarene og derpaa Hitler-folkenes propaganda. Jeg har aldrig været medlem af partiet og aldrig stemt paa det, men mange Sydslesvigere sluttede sig godtroende til dette parti, som lovede alt, uden at ane, hvad der senere vilde komme ud af det. Nu, da den hele tragedie er aabenbar, hænger partimedlemskabet dem som en klods om foden, saa at de ikke maa blive optaget i SSV! Saadan blev det befalet af den engelske militærregering.

Efter at nu den anden verdenskrig, som vi har maattet opleve, er forbi - min yngste søn faldt foran Leningrad - og vort land i utaalelig grad er fyldt med flygtninge, hvortil endnu kommer, at hele embedsmandsapparatet med faa undtagelser bestaar af personer, som er fremmede for vort folk og vort land, og paa den anden side mange Sydslesvigere i mellemtiden har faaet oplysning om Slesvigs tidligere historie, saa er det kun naturligt og forstaaeligt, at Sydslesvigerne kræver: bort fra Holsten og bort fra Tyskland. Det har intet med konjunktur at gøre at drage denne sidste konsekvens, og tallet af medlemmer i SSV viser tydeligt, at det overvejende flertal af Sydslesvigerne har truffet deres valg. Er det ikke beskæmmende, naar endog kirken og synoden med deres ordførere ikke undser sig for at paavirke de virkelig hjemstavnstro Sydslesvigere for alligevel at lænke dem til Holsten og Tyskland. Der er endnu mange bønder her, som ved, at de er af dansk afstamning og hører til norden, men som er blevet skræmt af den tyske propaganda og frygter at blive ruineret ved Sydslesvigs tilknytning til Danmark (konjunktur). 

Betænk dog: alle de ofre paa liv og gods, al sorg og bekymring, alle de to verdenskriges krigsinvalider, alle de ødelagte eksistenser og nu de væsensfremmede flygtningemasser giver os ikke noget valg længere med hensyn til, hvad vi skylder vor familie og dens fremtid, hvad vi skylder vor hjemstavn: Bort fra Holsten og Kiel! Kiel er med dets universitet en fjende af vort Slesvig. Vi hører til norden! Vort slægtled har pligt til at gøre fejlen fra 1848 og 1864 god igen og igen knytte vore hjemstavn Sydslesvig til det gamle land. Hertil beder vi om og venter den størst mulige hjælp fra Danmark."

Vinnert, den 27. juli 1947
Detlef Thomsen (sign.)

 

Litteratur:
Troels Fink: "Da Sønderjylland blev delt 1918-1920, bind I, II og III." Institut for Grænseregionsforskning, 1979.
"Sydslesvigske Skæbner". S. 23-26. Sydslesvig Forlag, Sønderborg, 1948