Tilbagetoget fra Danevirke 5. februar 1864

Den 3. februar erobrede østrigerne det meste af Danevirkes forterræn og dagen efter overbeviste en inspektion den danske overgeneral de Meza om, at Danevirke ikke kunne holdes.

Han indkaldte samme aften, altså den 4. februar, til et krigsråd i Prinsens Palæ i Slesvig, hvor de 11 ledende officerer under hans kommando besluttede at trække den danske hær tilbage fra Danevirke uden kamp. Der findes intet referat af det fem timer lange krigsråd, men dog en "Krigsraadsprotokol", som blev dikteret af oberst Kauffmann til protokolføreren Rosen. På mødet blev den vigtigste militærpolitiske beslutning i Danmarks nyere historie truffet.

I mødet deltog ud over de Meza generalløjtnant Lüttichau, generalløjtnant Hegermann-Lindencrone, generalmajor Steinmann, generalmajor du Plat, generalmajor Caroc, oberst Kauffmann, oberstløjtnant Dreyer, major Wegener, major Schrøder samt kaptajn Rosen.

Med beslutningen om tilbagetog traf hærledelsen den beslutning, fjenden allermindst ønskede, fordi det fratog ham muligheden for en hurtig afgørelse af krigen og i stedet bragte ham i en temmelig risikabel storpolitisk situation. Den preussiske øverstkommanderende, generalfeltmarskal Wrangel, havde af Bismarck og krigsminister von Roon fået instruktion om at søge den danske hær destrueret, før den kunne nå tilbage til sine flankestillinger (Dybbøl og Fredericia). Se Bismarcks og krigsminister von Roons instruks til den preussiske og østrigske hærledelse.

Alle med militær indsigt er enige om, at general de Meza og hans officerer traf den rette beslutning. Havde de ikke trukket hæren tilbage, ville den på grund af isen på Slien og åerne vest for Danevirke uden tvivl være blevet omsluttet af de preussiske og østrigske hære og taget til fange, hvorved de Meza ikke ville have levet op til den danske regerings instruks om, at hæren under ingen omstændigheder måtte gå tabt.

Efter at beslutningen var truffet den 4. februar om aftenen blev tilbagetoget forberedt i løbet af den 5. februar. Tropperne begyndte at forlade deres stillinger fra kl. 17.30, de sidste fortropper forlod forpostterrænet mellem kl. 23 og 24 om aftenen. Hovedstyrken nåede Flensborg i løbet af formiddagen den 6. februar.

Ved mørkets frembrud og efter at adskillige afdelinger havde påbegyndt tilbagetoget, sendtes telegram herom til kongen og til krigsministeriet. Ordlyden var: "Efter at have sammenkaldt et Krigsraad igaar har Overkommandoen besluttet at opgive Danevirkestillingen, forinden et alvorligt Angreb udføres. Armeen marcherer i nat til Flensborg. Materiellet i Skanserne efterlades." Efter at meddelelsen var sendt, blev telegrafforbindelsen kappet.

På grund af en misforståelse blev jernbanen til Flensborg ikke benyttet, selv om man faktisk havde 7 lokomotiver med dampen oppe og 84 vogne stående. Det betød, at langt størstedelen af fæstningskanonerne (142 af 175 stk.) måtte efterlades, og at soldaterne i en forrygende snestorm måtte gå hele vejen til Flensborg.

På grund af det dårlige vejr opdagede fjenden først tilbagetoget 7 timer senere, hvorved den danske hær fik et værdifuldt forspring. Der var enkelte træfninger mellem den danske bagtrop og østrigsk rytteri i løbet af den 6. februar, men først ved Sankelmark kom det til et reelt slag - Slaget ved Sankelmark. Den danske hovedstyrke nåede frem til Dybbøl og Als i løbet af den 7. februar mens resten fortsatte til Kolding-Vejle området.

På trods af at tilbagetoget var en militær nødvendighed medførte det øjeblikkeligt raseri og anklager om forræderi, især i København, hvor man var langt væk fra begivenhederne, og hvor man havde helt forfejlede opfattelser af Danevirkestillingens styrke midt under en isvinter. Se P.V. Groves følelsesladede beretning til den nationalliberale avis "Dagbladet". General de Meza blev afskediget som hærens øversbefalende den 29. februar og den 1. april året efter blev han afskediget fra hæren.

Også blandt de menige soldater blev ordren om tilbagetrækning mødt med bestyrtelse. En dansk soldat fortæller: "Det var til den sørgeligste, den tungeste gerning, vi blev kaldt... som tyve om natten måtte vi stjæle os bort. Er det danske mænd værdigt? Ja, jeg kunne fristes til at knække min sabel og kaste den langt bort, når jeg berøves retten til at bruge den." En anden soldat beretter: "Lyd og ti er soldatens lod, men det var et sørgeligt øjeblik, da ordren kom. Jeg så officerer og underofficerer græde, da de måtte forlade de skanser, hvortil de havde sat så megen lid."

Tilbagetoget foregik under en voldsom snestorm. Det anslås at 10 danske soldater simpelt hen frøs ihjel undervejs: "Med et hørte jeg en bønlig stemme: "Å - træd ikke på mig". Jeg så ned. Der lå korporal Nielsen af vort kompagni. Han var falden bagover, tornysteret lå under skuldrende, nakken var bøjet tilbage, munden stod åben, og øjnene stirrede opad, som ville de krybe ud af hovedet. Han er færdig, tænkte jeg og ville gerne have skubbet tornysteret højere op, så han kunne have hvilet bedre, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg bukkede mig for at gøre det, ville jeg segne om ved hans side uden at få ham hjulpet, og der lå nok endda."

For de dansksindede i Slesvig var tilbagetoget et chok. Digteren Edvard Lemcke skrev i dagbladet Dannevirke: "Hvad er der sket? Da budskabet kom i lørdags som et lyn fra en klar himmel, ver der kun rum til en eneste følelse i alle danske hjerter: en usigelig harme, en bitter mistillid til alt og alle". Et tilbagetog uden kamp svarede også dårligt til Lembckes sang "Du skønne land med dal og bakker fagre" fra 1859 med løftet "end en dyst tør ved dansken ride".

Kilde: Johannes Nielsen: "1864 da Europa gik af lave". Odense Universitetsforlag, 1987.