Roon, Albrecht von, 1803-1879, preussisk krigsminister

Albrecht von Roon, hvis far havde været officer i den preussiske hær, påbegyndte en militær uddannelse på kadetskolen i Culm og fortsatte senere uddannelsen i Berlin. I 1824 påbegyndte han en uddannelse ved det preussiske militærakademi i Berlin, som han afsluttede i 1826 for derefter at blive lærer ved den militære kadetskole i Berlin.

I 1832 offentliggjorde han trebinds-værket Grundlage der Erd-, Völker und Staaten-Kunde, som blev solgt i over 40.000 eksemplarer de følgende år, senere fulgte andre værker. Parallelt hermed gjorde han karriere i den preussiske hær og blev i 1842 udnævnt til major. Han fik efterhånden et grundigt indblik i den preussiske hærs ineffektive organisation og begyndte at arbejde med en plan om reorganisering af hæren.

Under revolutionerne i 1848 gjorde Albrecht von Roon tjeneste under kronprins Wilhelm (senere kejser Wilhelm 1.) og udnyttede muligheden for at præsentere kronprinsen for sine reformplaner for hæren. Samme år  blev han udnævnt til oberstløjtnant og i 1851 til oberst.

Efter at Wilhelm i 1857 overtog tronen, udnævnte han i 1859 Roon til leder af en kommission, som skulle stå for reorganiseringen af den preussiske hær. Senere samme år blev von Roon udnævnt til krigsminister og i 1861 til marineminister. Hærens reorganisering førte til kraftige skatteforhøjelser i Preussen, som især bønderne vendte sig kraftigt imod. Samtidig blev værnepligten forlænget til tre år, hvilket resulterede i yderligere uro og en forfatningskrise.

I hærreformen indgik bl.a., at det såkaldte Landwehr fik en mindre rolle. Dette vakte kraftig modstand fra liberale kredse i den preussiske landdag, fordi soldaterne i Landwehr ifølge den nationale mytologi havde spillet en afgørende rolle i frihedskrigen i 1813.  De politiske konflikter om hæren og hærreformen førte til, at Wilhelm 1. overvejede at abdicere, men i 1861 foreslog von Roon, at hans ven, diplomaten Otto von Bismarck blev kaldt hjem fra Paris. Wilhelm fulgte rådet og udnævnte i 1862 Bismarck til ministerpræsident og kort efter også til udenrigsminister.

Få måneder senere var Albrecht von Roon, Otto von Bismarck og Helmuth Moltke de reelle ledere af Preussen, samtidig med at de var de mest upopulære, hvilket ændrede sig efter Preussens succesfulde krig mod Danmark i krigen i 1864. Sejren gav de tre ledere det rygstød, der konsoliderede deres position.

Ved indledningen til krigen mellem Østrig og Preussen i 1866 blev von Roon udnævnt til general ved infanteriet. På samme tid blev hans hærsystem indført i hele den nordtyske konføderation. Under Den Fransk-tyske Krig 1870-1871 blev han udnævnt til ministerpræsident (under rigskansler Bismarck). I 1872 måtte han trække sig tilbage på grund af sygdom. Kort før sin død blev han udnævnt til feltmarskal.