Danevirke

Danevirke eller Dannevirke er betegnelsen for en række volde tværs over Sønderjylland, fra Hedeby Nor i øst til Hollingsted ved floden Trenen i vest. Moserne mod vest og syd og skovene mod øst dannede sammen med Danevirke en naturlig grænse mod syd. Den ældste del af Danevirke er Hovedvolden og dele af Nordvolden dateres til perioden omkring 650. Dog er der i 2013 gjort nye arkæologiske fund ved det sted, hvor Hærvejen krydser Danevirke, som dokumenterer, at de første voldanlæg er yderligere 150 år ældre. Danevirke kan dermed føres tilbage til folkevandringstidens slutning omkring år 500. En del af Danevirke-anlægget kaldes Østervold og har til formål at beskytte halvøen Svans. Endelig er der vest for Mysunde på Sliens nordbred et 1.100 meter langt træfundament til et palisadeværk eller en mole. Fundamentet står på grund af vandstandsstigning under vand.

I de følgende århundreder blev voldene forlængede og forbedrede, bl.a. med en forbindelsesvold og Halvkredsvolden omkring Hedeby (slutningen af 900-tallet) og en kampestensmur. Også det såkaldte Kovirke et par kilometer syd for Danevirke hører med til forsvarsværket. Ud fra konstruktionen vurderer arkæologerne, at Kovirke er bygget samtidig med de store ringborge Fyrkat og Trelleborg, altså i slutningen af 900-tallet.

Valdemar den Store udbedrede Danevirke ca. 1170 til 1180 med en teglstensmur, den såkaldte Valdemarsmur, et af Danmarks første bygningsværker i tegl. Der er fundet teglstensovne i omegnen, mens mørtelen er blevet sejlet fra Grenåkanten på Djursland til Slesvig, og derefter i oksekærre transporteret ud til Danevirke. Danevirke-anlægget er så stort et bygningsværk og bygget så tidligt, at man kan sige, at det er det første danskerne byggede i fællesskab.

I de følgende århundreder mistede Danevirke sin militære betydning på grund af delingen af Sønderjylland. Først i 1863, da den danske regering med Novemberforfatningen søgte at knytte Sønderjylland tættere til kongeriget og opgive forbindelsen med Holsten, fik Danevirke atter strategisk betydning. Befæstningen blev udbygget med nye skanseanlæg i årene 1861-1863 på den 70 km. lange strækning fra Østersøen i øst til Vadehavet i vest , idet der anlagdes dæmninger i Trene- og Rheide Å dalen, så den helt kunne oversvømmes. I marsken ved Frederiksstad anlagdes 15 skanser. En enkelt af skanserne fra 1864, den såkaldte Skanse 14 ved Danevirke Museum, blev genopbygget i 2001 i et samarbejdsprojekt mellem danske og tyske ingeniør-tropper.

I januar 1864 blev stillingen under yderst vanskelige vilkår gjort kampklar. Samtidig med at befæstningen blev nødtørftigt udbygget fik Danevirke, understøttet af både medier, officerer og politikere nærmest mytologisk betydning. Forsvarsanlægget fik på denne måde en dominerende plads i forsvaret, der slet ikke svarede til anlæggets militære værdi. Hele strækningen fra Maasholm i øst til Frederiksstad i vest var på 85 km., men der var kun ca. 35.000 mand til forsvaret i 1864, mest alvorligt: Der var ingen reserver. Ved krigsudbruddet den 1. februar var moserne foran Danevirke frosset til, ligeledes Slien og de vestlige åer; flankespærringerne var derfor værdiløse og hele den danske hær var truet af en total omringning. 

Det lykkedes hæren under ledelse af general de Meza at gennemføre et tilbagetog fra Danevirke natten mellem den 5. og 6. februar, dels til Nørrejylland, dels til flankestillingen ved Dybbøl.

Igen under 2. Verdenskrig fik Danevirke strategisk betydning. Hitlertyskland frygtede ved krigens slutning en allieret invasion på den jyske vestkyst, og man gik derfor i gang med at omdanne oldtidsanlægget til en nordvendt kampvognsspærring. Projektet blev dog standset, fordi den oldtidsinteresserede SørenTelling, som boede på Danevirke, havde gode kontakter til den ligeledes oldtidsinteresserede nazileder Heinrich Himmler, der fik stoppet ødelæggelsen af den gamle vold.

I dag kan Danevirke fint besigtiges syd for Slesvig by ved Danevirke Museum og ved Museum Haddeby.

Se Danmark dejligst vang og vænge.

Litteratur:
H. Hellmuth Andersen: Jyllands vold. Wormianum 1977.
Jørgen Kühl og Nis Hardt: Danevirke. Nordens største fortidsminde. Poul Kristensens Forlag
Dannewerke: Museet ved Danevirke, Danevirkegården, 1999.
H. Hellmuth Andersen: Danevirke og Kovirke: arkæologiske undersøgelser 1861-1993. Jysk Arkæologisk Selskab, 1998.