Se alle arrangementer

Drama Langs Ishavet – på sporet af den glemte krig i Finnmark.

foredrag ved antropolog Ivan Bæhr

Ilusjin-jagerfly

Fotoet viser Det sovjetiske Ilusjin-jagerfly på Grenselandsmuseet i Kirkenes, som blev skudt ned og nødlandede under kampene i dagene op til befrielsen af Kirkenes 25. oktober.

privatfoto

De dramatiske begivenheder under 2. verdenskrig trækker spor i landskab og mennesker i Finnmark i det nordligste Norge. En voldsom historie, som sikkert de færreste herhjemme kender til, og en historie som gennem årtier blev fortiet i Norge.

Med udgangspunkt i ophold og rejse gennem Norge fra Kirkenes ved grænsen til Rusland i nord til Oslo i syd berettes om kongens flugt, de voldsomme kampe ved Narvik, om Murmansk konvojerne og jagten på Tirpitz, om nordmænd i allieret krigstjeneste og de norske partisaner, om russiske og jugoslaviske krigsfanger i SS-dødslejre, og endelig om nedbrændingen af Finnmark og tvangsevakueringen af Finnmarks befolkning.

Kirkenes blev befriet af den Røde Hær 25. oktober 1944. Under opholdet i området i november 2021 fornemmede man klart det særlige naboforhold i grænselandet. Et forhold, som har lidt ubodelig skade med Ruslands invasion af Ukraine 24 februar 2022.