Carl Ploug: De sønderjydske Kvinder

De sønderjydske Kvinder

I ædle Kvinder, I, hvis Lod

Er vorden Trælles Lag,

Med Sorgens Byrde, Harmens Braad,

Med Længselssuk og Savnets Graad,

Hvis Hjerters frie, stolte Slag

Dog vored Dag for Dag, -

O, Tak for Alt, hvad I har lidt

Og stridt i Lys og Løn!

Kun Gud alene veed, hvor tidt

Jer Tanke leded Mandens Skridt;

Hvor ofte Eders Raab og Bøn

Har født en Gjerning skjøn.

Og I har giemt vort Modersmaal

Paa Hjertets Kistebund,

Og skuret Rusten af dets Staal,

Og gnedet blankt dets gyldne Skaal,

Saa højt og fuldt i Folkets Mund

Det klinger denne Stund.

I baaret har den danske Sang

Paa Læbe from og blød,

Saa den, til Trods for Vold og Tvang,

Blev Tolk for Folkets dybe Trang,

Blev Trøst i Eders Sjælenød,

Og tændte Viliens Glød.

I lagde nys en Gave god

For Kongebrudens Fod;

Men dyrere end Ædelsten

Er Eders Attraa, stærk og ren,

Og mere værd end rødest Guld

Er Eders Tro og Huld.

Ordforklaringer:

Kildehenvisning:

Sangen om Sønderjylland – samlet ved Genforeningen med Danmark. Samlet af Vilhelm la Cour. 1919, side 48-49.