Christian 9.s åbne brev til den danske befolkning
Ved Wienerfreden indgået den 30. oktober efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrsherrerne Preussen og Østrig. Christian 9. udsendte den 16. november et åbent brev til den danske befolkning, hvori han redegør for situation og hans sorg over at måtte slutte Wienerfreden. Men til sidst udtrykkes også et fremtidens håb.
Kongen sendte også et åbent brev til indbyggerne i de afståede områder, se kilden her.
Under 16de November har Hans Majestæt Kongen igjennem Conseilspræsidiet udstedet følgende allerhøieste Aabent Brev:
Aabent Brev til Vore kjære og troe Undersaatter i Kongeriget Danmark, paa Island og Færøerne, samt i vore Vestindiske og Grønlandske Kolonier:
Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gjøre vitterligt: Det Aar, som er forløbet, siden Vi besteg Danmarks Trone, har været opfyldt af de tungeste Prøvelser for Os og Eder. Haabløs maatte Kampen fra første Færd vise sig, naar ikke fremmed Bistand opveiede den Overmagt, som Tallet og Krigsmidlerne gave Vore Modstandere. Denne Bistand blev Os ikke tildeel, og under disse Omstændigheder vilde enhver yderligere Fortsættelse af Kampen kun have tjent til at undergrave, om ikke tilintetgjøre Landets Fremtid. Det var ikke Mangel paa Redebonhed1 til at bringe endnu større Offre for Fædrelandet, som tilraadede Freden; men I følte med Os det Ansvar, som den nuværende Slægt har mod Efterkommerne,
Saaledes blev det Vor tunge Lod at slutte en Fred, som tilintetgjør de skjønne Forhaabninger, med hvilke Vi havde modtaget Kronen for at bevare den heel og uforkrænket, saaledes som den i Aarhundreder har været baaren af den Danske Kongeslægt. Det blev Vor sørgelige Skjæbne at see Monarkiet deelt og det Land skilt fra Os, som fra Oldtiden havde været en Deel af det gamle Danske Rige, og som tusindaarige Kampe ei havde formaaet at løsrive derfra. Men haardest af Alt har det været Os, at Dele af selve Kongeriget og den største Deel af den Befolkning i Slesvig, som med Hjerte og Tunge tilhører Danmark, have maattet see sig adskilte fra Moderlandet og Stammen.
Til Eder, hvis Vel fremdeles er Os anbetroet, lyder Vort Kongelige Ord om Fremtidens Haab og om tillidsfuld Virksomhed i Fædrelandets Tjeneste. I ville mindes, at Enighed giver de Svage Styrke, og selv i Ulykken er der en mægtig Kraft til at forene og knytte fastere. I ville eendrægtigen slutte Eder om Os til Udførelsen af den Gjerning, som Freden mere end nogensinde før gjør nødvendig. Med Os ville I arbeide paa Landets Udvikling ved vise Love og ved Benyttelse og Fremme af de rige Hjælpekilder, som Naturen har givet vort Fædreland. Meget er tabt, men dog ikke Haabet; og Fremtiden hører dem til, der alvorligt ville. Som Vi stole paa Eders faste Villie til at fremme Danmarks Vel, saaledes ville I ogsaa stole paa, at dette skal være Maalet for alle Vore Bestræbelser.
Gud velsigne vort Fædreland!
Givet i Vor Hoved- og Residentsstad København den 16de November 1864.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
Bluhme2.
Ordforklaringer:
(1) beredvillighed
(2) Premierminister Christian Albrecht Bluhme
Kildehenvisning:
Danmarkshistorien.dk: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/breve-fra-christian-9-til-be… med henvisning til Departementstidende 1864, s. 923-28.