Den Internationale Kommission: Anordning vedrørende Plakatcenzur og om Straf for Anbringelse af Opslag med ophidsende Indhold o.s.v., 18. februar 1920
Den Internationale Kommission (CIS) stod for forvaltningen af de to slesvigske afstemningszoner og gennemførte folkeafstemningerne i februar og marts. Den 18. februar 1920 kom med følgende anordning vedrørende plakatcensur. Der blev oprettet en særlig domstol, der skulle tage sig af overtrædelser af anordningen.
Afstemningsplakater blev hyppigt brugt, på såvel dansk som tysk side, til at påvirke afstemningsresultatet.
Dagen før, den 17. februar, havde Den Internationale Kommission udgivet ”Anordning angaaende Ophidsning imod den Internationale Kommissions Paabud etc.” , hvori det fremgik, at der ville blive grebet ind over for vold og optøjer
Bekendtgørelser fra Den Internationale Kommission for Slesvig.
Nr. 6, udgivet den 26. Februar 1920
Den Internationale Kommissions Anordning af 18. Februar 1920 vedrørende Plakatcenzur og om Straf for Anbringelse af Opslag med ophidsende Indhold o. s. v.
§ 1
Meningsytringer som angaar Folkeafstemningen og som i trykt Form er bestemt til at slaaes op paa Husvægge, Plankeværk, Vinduer og deslige eller til at uddeles gratis til Publikum maa ikke indeholde noget, som vil kunne virke ophidsende paa Sindsstemningen eller forstyrrende paa den almindelige Orden, eller som er rettet imod den tyske eller danske Regering, imod andre Statsmagter, imod den Internationale Kommission og de denne tilhørende Personer eller imod de Tropper, som er stillede til Kommissionens Raadighed.
Det er kun tilladt at trykke Meningsytringer af omhandlede Art saafremt Indholdet er bleven prøvet og godkendt af et af den Internationale Kommission og i dette Øjemed nedsat Udvalg.
Paa vedkommende Tryksager maa angives Trykkerens og Forlæggerens Navn og Bopæl eller – ved egen Afsætning af det trykte Skrift – Forfatterens eller Udgiverens Navn, samt Dagen, paa hvilken Tryksagerne er bleven trykt. Forfattere, Forlæggere eller Udgivere maa kun være saadanne Personer, som er stemmeberettigede og opholder sig i Afstemningsområdet.
Ligeledes maa Genstande, hvorpaa Meningsytringer af den i det første Afsnit omtalte Art er anbragte, paa anden Maade, ikke indeholde noget, som ifølge Afsnit 1 er forbudt; de maa kun forelægges Offentligheden naar Indholdet er prøvet og godkendt af det i andet Afsnit omtalte Udvalg.
Som Meningsytringer gælder ogsaa billedlige Fremstillinger.
§ 2
Det i den foranstaaende Paragraf nævnte Udvalg vil bestaa af Herr Vice-politidirektør E. Hallgran som Formand og af d’Herrer Sagførere Dr. Christians og Ravn; opstaar der Meningsforskel indenfor Udvalget er Formandens Stemme afgørende.
§ 3
Den som i strid med Bestemmelsen i § 1 uden Udvalgets Tilladelse trykker eller paa anden Maade bringer fremfor Offentligheden Meningsytringer af den anførte Art, straffes med Bøder fra femhundrede indtil titusind Mark eller med Fængsel indtil 6 Maaneder. Hvis der idømmes Pengebøde, træder i Tilfælde af Uformuenhed en Dags Fængsel i stedet for hver 100 Mark Pengebøde.
Tryksagerne eller Genstanden er underkastet Inddragning. Den samme Straf rammer den, som undlader at anbringe paa Tryksager de i Paragraf 1, Afsnit 3 omhandlende Angivelser.
§ 4
Den som slaar op, distribuerer eller for øvrigt udspreder Tryksager af den i § 1 angivne Art, som ikke er forsynede med de i § 1 omhandlede Angivelser eller ikke er bleven prøvet og godkendt af Udvalget, bliver straffet under tilsvarende Anvendelse af Straffebstemmelsernes § 3.
§ 5
Denne Anordning træder i Kraft paa Dagen for dens Bekendtgørelse.
Kildehenvisning:
Danmarkshistorien.dk: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/den-internationale-kommission-anordning-vedroerende-plakatcenzur-og-om-straf-for-anbringelse-af-ops
![Valgplakater Valgplakater](/sites/graenseforeningen.dk/files/styles/article_width_680/public/2025-02/2%20Afstemningsplakater%20N%C3%B8rreport%20%20Flensborg%201920%20Holger%20Damgaard%20Det%20kgl.%20Bib..jpg?itok=t1PnTyc_)
På Nørretorv i Flensborg er der blevet ophængt afstemningsplakater på bygninger og plankeværk. Foto fra 1920.
Det Kgl. Bibliotek. Foto: Holger Damgaard.