Jens Jessen: Vor Sag

Der gives Lande, hvor en Befolkning er udsat for værre Forfølgelser end dem, der rammer de danske Slesvigere. Men man skal lede længe om et oplyst Land, hvor en lovlydig Befolkning maa taale et Tvangsregimente som det, der nu raader i Nordslesvig.

Det Spørgsmaal kunde rejses eller er blevet rejst, om ikke vi Danske ved en anden Holdning end hidtil kunde skaffe os en mere skaansom Behandling og mere lidelige Kaar. Fra tysk Side paastaas, at det danske Skolesprogs Udryddelse ved Anordningen af 18. December 1888¹ var en ligefrem Følge af Udæskninger i den danske Presse. Ogsaa nu vil man give os selv Skylden for, hvad ondt vi maa døje. Det Spørgsmaal kunde da tænkes at komme frem: Skal vi forandre Signalerne?

Noget for noget. Vi maa vide, hvad man forlanger af os, og hvad vi kan opnaa, hvis vi falder til Føje.

De mest maadeholdne blandt vore Modstandere kræver, at vi skal opgive Haabet om Genforeningen med Danmark, og at vi efterhaanden skal lade os vinde for en endelig og inderlig Tilslutning til den prøjsiske Stat og det tyske Rige.

De mere yderliggaaende udtrykker deres Opfattelse nogenlunde paa følgende Maade: Saa længe der i Slesvig endnu er nogen, som pønser paa at komme tilbage til Danmark, saa længe skal der ved­ blivende øves Tvang, saa længe skal Forfølgelserne ikke standse.

Lad os tænke os, at vi fulgte Tyskernes Raad og opgav Tanken om Genforeningen: Hvad kunde vi saa opnaa derved?

Vi vilde faa Lov til at lade os vinde af Prøjseriet, at opsuges af Tyskheden. Uden det Hold og den Styrkelse, som Haabet om Genforeningen giver, vilde vi staa næsten værgeløse over for Paavirkning af alle det tyske Riges Magt- og Kulturmidler. Den tiltalende Udsigt, man byder os, er en lempelig fremskridende Tilintetgørelse som Folk, en hemmelig Hensygnen, en taalelig Tæring, en stilfærdig Svindsot.

Enden viIde bIive en hæderIøs Straadød².

Det kan vi vel let blive enige om:  Vi vil ikke have Tæring, vi vil ikke dø Straadøden.

Man kunde maaske mene, at vi uden at opgive vore Ønsker burde skjule og fordølge eller dog tilsløre dem. Saaledes gør man jo andre Steder.

I Elsas og Lotringen fører man ikke længere den skarpe Protest; der tales ikke højt om Genforening med Frankrig. I det hele nøjes man med at kræve Selvstændighed og Selvstyre, først og fremmest Ophævelse af Diktaturet, Indførelse af lovbetryggede Tilstande.

Polakkerne i Prøjsen gaar endnu videre i deres Forsonlighed. De slaar paa, at de med Glæde stemmer for store Bevillinger til den tyske Hær og Flaade. De roser sig af, at de polske Soldater kæmpede tappert for Tyskerne i 1870. Man skulde tro, de var de bedste Prøjsere.

Men vi er stillede anderledes end Elsas-Lotringere og Polakker. Ingen af dem har Løfte om at udløses af det tyske Rige. Det kan næppe ske paa fredelig Maade. Evropa kan komme i Brand, og der kan foregaa store Forandringer. Men uden en Verdenskrig vinder Frankrig næppe frem til Rhinen, og uden Prøjsens Opløsning kan man næppe vente nogen Oprettelse af et polsk Rige. Ja, selv om den prøjsiske Stat led et uhyre Nederlag over for Rusland, vilde Følgen, saa vidt man nu kan se, kun være den, at de prøjsiske Polakker kom under den østlige Nabostat, og de vilde vel sige: Om Ravnen eller Kragen tager os, kan være os lige meget.

I Modsætning til Elsas-Lotringere og Polakker kan vi danske Slesvigere nære Haab om at komme tilbage til Danmark ad fredelig Vej, og vi har i Pragfredens Artikel 5³ et lovligt GrundIag for vort ønske. Ingen vil nægte, at Prøjsen og Tyskland kan bestaa lige saa trygt, hvis den prøjsiske Stat opgiver det danske Slesvig, som hvis den beholder det. Opfyldelsen af Artikel 5 og Genafstaaelsen af Nordslesvig kan ikke i mindste Maade virke til Skade for den prøjsiske Stats og det tyske Riges Tilværelse.

Det er derfor ikke umuligt at forudsætte, at der kan indtræde Tidsstrømninger, som vilde gøre Prøjsen tilbøjeligt til at opfylde den Forpligtelse, det i Pragfreden har indgaaet over for Danmark og over for den nordslesvigske Befolkning. Den prøjsiske Stat kunde høste Gavn af det gode Indtryk, en saadan Traktattroskab vilde gøre i Evropa. Der kan komme Tider, da det vilde være af Betydning for Prøjsen at betrygge sig en Dækning imod Nord. Vi kan for Tiden intet sikkert vide derom, men Muligheden er der.

Skulde vi nu slippe vort faste Standpunkt og give at forstaa, at vi ombytter det med Udsigt til en fejg Selvopgivelse?

Ikke engang nogen øjeblikkelig Fordel af Betydning vilde vi vinde derved. Vilde monstro saa vort Modersmaal og vort Folkeliv faa Fred og gode Kaar? Man vil paastaa, at med nogen Forsonlighed havde vi kunnet undgaa Sprogforordningen af 1888. Men hvorledes er det da gaaet de forsonlige Polakker? Har de beholdt det polske Sprog i Skolerne?  Skønt de staar med den mægtige katolske Kirke i Ryggen, bliver endog deres Religionsundervisning fortysket. Og Elsas-Lotringerne, der holder sig saa stille og ter sig saa fredelige, skønt de har den Afstivning, som den mægtige Nabostat kan give, dem lader man for hele Evropas Øjne sidde paa enogtredivte Aar under Diktaturet, under en vedvarende Belejringstilstand.

Ved Tilsløring og Hykleri, ja ved den dybeste Underkastelse vilde vi intet have vundet, intet, ikke engang Udsigten til en smertefri Hensygnen, en blid Svindsot.

Lad os da ikke lege Skjul med vore Ønsker. Lad os ikke fremhykle noget, vi ikke mener.

Vi har ikke ringeste Grund til at fravige vort gamle Standpunkt, vort lovlige Fodfæste i Artikel 5. Derfor hævder vi vedblivende:

Vi er Danske, vi viI vedbIive at være Danske, vi vil behandles som Danske efter Folkerettens Forskrifter. 

Men om vi end aabent vil hævde vor lovlige Ret, saa er det ingenlunde Meningen, at vi vil fremkalde Forfølgelser imod os ved ørkesløse Udæskninger i vort Forhold til Tyskland.

Der er intet, der tirrer den mægtige saa meget, som naar den svage hoverer. Selv om vi mener, vi kan staa os ret godt i Kampen, saa har vi ingen Grund til at tale store Ord derom. Vi skal heller ikke true med vore Trumfer, hvis vi tror, vi har nogle. Vi fører vort Forsvar i al Jævnhed og Stilfærdighed. Kommer der saa uden vor Skyld Forfølgelser over os, Forfølgelser, som vi anser for Overgreb, saa kan vi endda være frimodige og trøste os med det gode Ord, at det er bedre at lide Uret end at gøre Uret. 

Hvem der kender Fortyskningspressen og den hele Fortysknings-Agitation, vil vide, at i den staar alt dansk under Fortielsens eller Forhaanelsens Tegn. Der er ingen Godkendelse af noget, ingen hæderlig Omtale, kun ringeagtende Tavshed eller ondskabsfuld Bespyelse af alt, hvad der bærer det danske Navn.

Tyv tænker, Hvermand stjæler. Det er de samme Folk, der sigter os Danske for, at vi hader og nedsætter alt, hvad der er tysk.

Det paastaar man om os, der i vor Presse har Mod til at meddele de udførligste Redegørelser fra tysk Side, lange Artikler om vore Forhold i de store tyske Blade, ja endog i vore hjemlige Fortyskningsaviser, stadige Beretninger fra den tyske Rigsdag, ja ordrette Gengivelser af tyske Amtsforstandertaler, tyske Landraadstaler, tyske Overpræsidenttaler, tyske Ministertaler, tyske Rigskanslertaler, tyske Kejsertaler, -  alt.

Man siger, vi viser Uvilje mod Tyskheden og Prøjseriet.  Ja, det har vi gjort, det skal vi ærlig og redelig vedgaa. Bismarck⁴ overførte 1864 vort Fædreland med Krig; det skete, sagde Tyskerne, for at værne vor Ret, vor Frihed, vor Selvstændighed. Ja, Gud bedre det. Senere var Bismarck saa frimodig at udtale, at den prøjsiske Grund til Krigen kunde udtrykkes kort og godt saaledes:  Det maa vi ha' -  "Dat mott vi hebben".  Vi vil da ogsaa være saa frimodige at tilstaa: Vi har ikke elsket Bismarck.

Da i sin Tid Moltke⁵ som dansk Løjtnant rejste til Udlandet, skrev han til vor Konge, at han haabede under sin Fraværelse at indsamle Erfaringer, der kunde blive til Gavn for hans danske Fædreland. Under Krigen 1864 gjorde han alt, hvad han formaaede, for at knuse dette Land, som han havde lovet at gavne; han lagde Planen til at ramme Danmark i Hjertet ved et Overfald paa Hovedstaden. Prøjserne vil vel paastaa, det var hans Pligt. Men jeg veed noget, som ikke var hans Pligt. Paa vor sørgeligste Dag, den 29. Juni 1864⁶, da Als som den sidste Rest af Sønderjyllands Jordbund faldt i Fjendens Vold, da kunde der have rørt sig en Følelse af Vemod og Deltagelse i Hjertet hos en Mand, der havde haft den Ære at være Officer i den trofaste danske Hær. Dengang tolkede Moltke i et privat Brev sin Fryd over at se "Hannemann"⁷ løbe! Vi har ikke elsket Moltke.

Over for alle, der med Glæde gik med til at sønderlemme vort Fædreland, nærer vi kun een Følelse: en uslukkelig Uvilje.

Men paa hvilken Person i det tyske Rige skulde vi nu kaste vor Uvilje? Jeg kender ingen.

Vi gaar videre endnu: Vi vil unde Tyskerne alt muligt godt, det tyske Rige og den prøjsiske Stat al Frem­gang og Blomstring,  naar  man kun lader os faa vor Ret.

Lige saa aabent vil vi udtale os om vor Stilling tiI Kongeriget.

Vore Modstandere søger undertiden at give det Udseende af, at vi danske Slesvigere sammen med vore gamle Landsmænd laver politiske Sammensværgelser imod Prøjsen og Tyskland.

En slig Paastand er uretfærdig.

Vi indrømmer gerne, at vi ved Forsvaret af vort Modersmaal, og vort Aandsliv maa søge et Rygstød hos hele det danske Folk. Ingen kan formene os det. Ingen kan med Rette forarges derover. 

Tyskerne sender Hjælpemidler til deres Landsmænd i Amerika. Den tyske Gustav Adolfs-Forening støtter Protestantismen og Tyskheden i Østerrig. Den tyske Skoleforening gør det samme. Den tyske Regering og de tyske Bevillingsmyndigheder giver Penge til tyske Skoler i Udlandet. Latinskoler, Universiteter og Fagskoler aabner sig for Udlændinge, selv om de ikke tilhører den tyske Folke­ stamme. Fra tysk Side gør man Brug af sin Frihed til at fremme tysk Sprog og tysk Kultur alle Vegne ogsaa uden for Tyskland. Det er der ikke noget at sige til.

Men Danmark kan gøre Krav paa den samme Frihed. Naar man fra Kongeriget tilbyder os Bøger og Blade og andre Midler til Udbredelse af dansk Oplysning, da tager vi derimod uden Betænkning og med Glæde. Og naar kongerigske Efterskoler og Folkehøjskoler vil byde vore unge nogen Lettelse og saaledes række den nordslesvigske Skoleforening en hjælpende Haand, saa siger vi Tak derfor.

Noget andet er det med politiske Bestræbelser. Her er vi henviste til os selv. Vi Nordslesvigere kan frejdigt fastholde Paragraf 5 og aabent vedkende os, at vi ønsker at komme tilbage til Danmark. Men i dette Stykke kan den danske Stat og det danske Folk ikke vise nogen Tilslutning.

Selvfølgelig bør enhver Dansk i sit Hjerte ønske Genforeningen. En Fædrelandsven kan ikke kaste et Øje paa Danmarks Kort uden ved første Blik at se, at det er et lemlæstet Land, der trænger til at faa en naturligere Grænse. Men den danske Stat har ingen Magtmidler til at hidføre eller fremskynde Helbredelsen. Danmark maa sidde stille i Venten. Magtesløse Klager eller tomme Demonstrationer kan ikke gavne.

Hvor højt end vi sætter vort Haab om Genforeningen, saa er der dog noget, som maa staa endnu høiere for os; det er Hensynet til vort gamle Fædrelands Tryghed. Vi kan ikke ønske at Danmark for vor Skyld gør noget som helst, der kunde skade dets Stilling. 

Vel kan vi ikke se, at der truer nogen stor Fare for det danske Riges Bestaaen. Store Bælt er Nøglen til Østersøen. Ingen af de nordlige evropæiske Stormagter ønsker denne Nøgle i en anden Stormagts Hænder. Naar Danmark ved et nogenlunde udviklet Forsvar har betrygget sig mod en Overrumpling, saa vil, selv under farefulde Omstændigheder, dels Tilværelse kunne anses for sikret.

Alligevel bør en lille Stat vise megen Forsigtighed. Vi ser, hvorledes det mægtige Tyskland tier til Tyskernes Klager i de russiske Østersøprovinser. Der sker fra rigstysk Side ikke nogen officiel Indblanding i Løs-fra-Rom-Bevægelsen og den altyske⁸ Agitation i Østerrig. De østerrigske Altyskere faar ikke Lov til at holde Skandalemøder i Prøjsen. Af Hensyn til England blev det forment Boerernes Overhoved, den gamle Præsident Krüger⁹, at holde Triumfrejse i Tyskland. Naar der laves Rabalder over, at den engelske Minister Chamberlain har kaldt den engelske Krig i Afrika for mere menneskelig end Tyskernes Færd i Frankrig 1870 og 1871, saa gives der fra Berlin Tegn til, at Bevægelsen skal dysses ned. Endog til Frankrig, der endnu for faa Aar siden var "Arvefjenden", vanker der mange Høfligheder fra tysk Side. Saa hensynsfuldt stiller de styrende i Tyskland sig for at gavne deres Land.

Danmark kan være bekendt at vise en lignende Klogskab.  Det er ikke uværdigt for en lille Stat, naar den af Varsomhed tager de samme Hensyn, som en stor Stat viser af Beregning.

Det falder ikke os danske Slesvigere ind at ville friste den danske Regering eller det danske Folk ud af denne kloge værdige Holdning. Vi veed, at vi maa gøre vort politiske Arbejde selv. Alle tyske Paa stande om, at vi i vor Politik staar under kongerigsk Formynderskab, viser vi tilbage som tomme Fabler.

Af det politiske Arbejde tilfalder en Del de Tillidsmænd, som Befolkningen kaarer. Naar de danske Nordslesvigere kan vælge een Rigsdagsmand og to Landdagsmænd til deres Talsmænd i Berlin, saa veed de dog alle sammen, at til Jævnshold¹⁰ er der ikke store Ting at udrette dernede. Vi kan minde om vor Tilværelse og engang i Ny og Næ, tilmed vanskeligt nok, faa Lejlighed til at paatale de Overgreb, vi mener os udsatte for. Det er ikke meget. Der kan komme parlamentariske Afstemninger, som det ikke helt er uden Betydning at tage Del i, og der kan være Tilfælde, hvor vi kan søge at virke underhaanden. Men store Forventninger tør vi vel ikke nære.

Hovedarbejdet ligger herhjemme, og det paahviler ikke enkelte, men os alle.

Dette Arbejde er ikke udelukkende politisk, ja det er det næppe i Hovedsagen.  Der er Tider, t. E. ved Valgene, da Politikken træder i Forgrunden. Til daglig Brug er der andre Sider af vor Samfundsgerning, som mere paakalder vor Virkeevne. Skulde vi leve i et stadigt og anstrengende politisk Røre, vilde det tære for stærkt paa vore Kræfter, kunde virke opslidende. Efter et politisk Bølgebjerg kommer der naturligt en Bølgedal, og den maa udfyldes med noget andet.

Det er godt at have flere Strenge paa sin Bue, hver med sin særegne Klang.

Vi maa arbejde for at styrke, fæstne og opdyrke vort Modersmaal, for at oplære vor Ungdom, for at udbrede god og sand Kundskab til vore egne Forhold, til Folk og Land, og modarbejde al den Usandfærdighed, der vil tilsløre og forvanske vor Fortid og vor Slægtsarv; vi maa fremme en fast og frugtbringende folkeoplysning; vi maa forbedre vore Livsvilkaar; vi maa virke for vore materielle Tarv, vort Landbrug, vort folkeliv, hele vor Samfundsudvikling.

Den dygtige Mand vejer mere i Samfundet end den udygtige; den, der forstaar at klare sig materielt, mere end den økonomisk afhængige. Det materielle har en stor Betydning i folkelivet. Vi maa derfor i Fællesskab arbejde paa at højne vort økonomiske Grundlag som vor hele Udvikling.

Lykkes det os at hævde os som en velstillet, oplyst, udviklet og selvstændig Befolkning, saa tør vi ogsaa haabe at kunne holde ud i Kampen for Tilværelsen, Forsvaret for os selv og vort eget.

En saadan Befolkning lader sig hverken lokke eller true til at vige bort fra sin gode Gerning i Selvopholdelsens, Sandhedens og Rettens Tjeneste.

Ordforklaringer:

(1) Anordningen af 18.12.1888 vedrørende undervisning i de nordslesvigske folkeskoler, se teksten her:

(2) det at svinde langsomt hen uden at blive til noget

(3) Pragerfreden med paragraf 5 blev vedtaget i 1866.

(4) Otto von Bismarck, preussisk statsmand

(5) Helmuth von Moltke, tysk militærstrateg

(6) Overgangen til Als

(7) slesvigholstensk spottenavn på danskere

(8) medlem af Det Altyske Forbund, der ønskede at styrke Tysklands stormagtsposition.

(9) Paul Kruger (1825-1904), sydafrikansk politiker, præsident for Transvaal 1883-1900.

(10) som regel

Kildehenvisning:

Redaktør Jessen i Tale og Skrift i Udvalg ved Marie Jessen, f. Fibiger. Flensborg Avis’s Forlag, Padborg 1921, s. 1-7.