Anglere

Germansk folkestamme, omtalt af Tacitus omkring 100 e.Kr. Stammens oprindelse skal dog nok søges i tiden f.Kr. Der er i dag enighed om, at deres hjemstavn var Angel mellem Slien og Flensborg Fjord. Såvel filologiske som arkæologiske kilder viser, at hjemstavnsområdet var større end Angel.

Antageligt var det anglerne, som stod bag den tidligste rigsdannelse i Sydskandinavien. Herom vidner bl.a. Olgerdiget fra midten af 1. årh., de første større ofringer i Thorsberg Mose samt ringborge som Trælbanken og Archsumburg. Angel var kerneområdet, hvorfra anglerne ekspanderede. De anlagde usædvanligt store gravpladser, fx Husby og Sørup. Gravpladserne er opdelt efter køn med et markant indslag af krigergrave på mandsgravpladserne. Den eneste sydslesvigske gravplads fra ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr.) med romersk import er anlagt på Scheersberg, det højeste punkt i Angel.

I 200-tallet flyttede det politiske centrum antagelig mod sydøst til området omkring Neudorf-Bornstein ved Ekernførde. Anglernes rige nåede sin største udbredelse 250 e.Kr, hvor det omfattede området langs Lillebælt fra Christiansfeld til Rødekro og herfra mod vest til udløbet af Brede Å samt Als og Sundeved. Anglernes sydgrænse er noget sværere at fastlægge. Den kan på et tidspunkt have været sammenfaldende med Danevirke, men har også ligget længere mod syd. Riget gik i opløsning i midten af 400-tallet, hvor anglerne udvandrede til England. Det i arkæologien anvendte begreb ”Angulus desertus” (det forladte Angel) dækker over denne udvikling. Kendskabet til anglernes bopladser er endnu mangelfuldt.

Af Peter Ethelberg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.