Gå til leksikonoversigt

Ejderpolitik

Begreber

Politisk grænsepolitik, der krævede, at Danmarks sydgrænse skulle gå ved Ejderen. Den var de national-liberales grænsepolitik, som voksede frem efter Peter Hiort Lorenzens tale i den slesvigske stænderforsamling i 1842 parallelt med, at de nationale spændinger mellem dansk og tysk tog til i Sønderjylland. Ejderpolitikkens målsætning var at udskille hertugdømmet Holsten fra Helstaten og indlemme hertugdømmet Slesvig i kongeriget Danmark, således at floden Ejderen ville blive Danmarks sydgrænse.

Synspunktet tog ikke hensyn til, at tysk sprog og kultur efterhånden var blevet dominerende i den sydlige del af hertugdømmet Slesvig.

Ejderpolitikens fortalere var bl.a. Orla Lehmann, der i 1842 proklamerede "Danmark til Ejderen", Christian Flor, Peter Hiort Lorenzen, Carl Ploug og Laurids Skau.

Efter den danske sejr i Treårskrigen 1848-50 forsøgte man at gennemtrumfe en Ejdergrænse, men da de europæiske stormagter modsatte sig, kunne det ikke gennemføres.

Den danske regering genoptog Ejderpolitiken i marts 1863, hvilket førte til vedtagelse af Novemberforfatningen senere på året. Denne førte imidlertid til krigen i 1864 og efterfølgende tab af Hertugdømmerne.