Gå til leksikonoversigt

Hansen Larsen, Lars, 1890-1970, professor

Personer

Lars Hansen Larsen blev født i Lundby ved Præstø. Han blev uddannet ved landbruget og blev i 1913 landbrugskandidat fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskolen. I 1933 blev han professor samme sted, en stilling, han beklædte til sin pensionering i 1960.

Lars Hansen Larsen blev stærkt optaget af det sydslesvigske spørgsmål efter 2. Verdenskrig, hvilket skaffede ham tilnavnet "Ejderprofessoren". I 1948 blev han næstformand og i 1949 formand for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945, der bl.a. havde til formål at støtte ønsket om, at sydsslesvigerne og landsdelen kunne genforenes med Danmark, såfremt et flertal af landsdelens befolkning ved en folkeafstemning gav udtryk herfor

I 1949 var Lars Hansen Larsen initiativtager til en underskriftindsamling for gennemførelse af en folkeafstemning om Sydslesvigs nationale tilhørsforhold. Der blev indsamlet 800.000 underskrifter i Danmark for en sådan afstemning, og underskrifterne blev afleveret til statsminister Hans Hedtoft på Dybbøldag, den 18. april 1949. Underskrifterne førte på trods af det store antal ikke til ændringer i regeringens sydslesvigpolitik, der fastholdt, at grænsen lå fast.

Nogenlunde samtidig var Sydslesvigsk Udvalg og Lars Hansen Larsen initiativtager til den store Ejderindsamling, der havde til formål at organisere danskheden i området mellem Danevirke og Ejderen ved opførelse af skoler og børnehaver m.m. Den danske stat ønskede ikke at støtte dette formål, hvorfor opførelse og drift af de danske institutioner i området blev finansieret ved indsamling af private midler. Skibsreder A.P. Møller donerede i 1950 500.000 kr. til formålet og gav kort efter tilsagn om at fordoble alle øvrige donationer fra danske virksomheder. A.P. Møllers og Hustru Chastine Mærsk Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gav i indsamlingsperioden over 10 mio. kr. til formålet.

Efter A.P. Møllers død i 1965 meddelte hans søn, Mærsk Mc-Kinney Møller, i 1967 Lars Hansen Larsen, at man ikke længere ønskede at støtte indsamlingen, fordi A.P. Møller efterhånden var blevet alene om at betale driften af skolerne i området. Resultatet blev, at de skoler og børnehaver, som var etableret med midler fra Ejderindsamlingen, blev overdraget til det danske mindretal og dermed kom under statsbevillingen.

Lars Hansen Larsen havde meget skarpe antityske synspunkter. Så sent som i 1961 advarede han under det danske årsmøde i Rendsborg om, at Tyskland sagtens kunne tænkes at ville føre en angrebskrig engang i fremtiden. Han var også modstander af det europæiske samarbejde, især fordi Vesttyskland var en vigtig del af det. Planen var derfor, at Ejderskolerne også skulle være et nationalt forsvarsværk mod Europa. Lars Hansen Larsens mål var klare: Han arbejdede for antityskheden, Europa-modstanden og genforeningshåbet.

Litteratur:
Dansk Biografisk Leksikon
Axel Johnsen: "Tak for sidst, Hans Hedtoft".