Hvalfangst i Sønderjylland

Fra begyndelsen af 1600-tallet begyndte bl.a. Danmark, Tyskland og Holland at drive hvalfangst i Ishavet, i de første årtier med hvalkogerier på Spitsbergen og Jan Mayen. Senere gik man over til at flænse hvalerne på søen og fragte spækket hjem til udgangshavnen, hvor kogningen fandt sted. Hvalfangstens storhedstid lå i 1700-tallet, hvor flere hundrede skibe sejlede ud fra nordtyske og hollandske havne.

Søfolkene kom i stor udstrækning fra øerne i Vadehavet, herunder Rømø. Ganske mange var skibsførere (kommandører), og en stor del af resten var specialister som styrmænd, harpunerer, spæksnidere og tømmermænd. De forlod hjemmet sidst på vinteren og kom tilbage om efteråret. De var således væk det meste af sommerhalvåret, hvor kvinderne måtte passe landbruget. Mens besætningsmedlemmerne skulle være glade for at tjene til livets ophold, kunne kommandørerne tjene betydelige formuer, bl.a. som partredere, og opføre statelige kommandørgårde. Kommandørerne hjemførte hvalknogler til hegn, portaler og brøndvipper på de træfattige øer. På kirkegårdene på Vadehavsøerne står en del fornemme gravsten, rejst over kommandører. Også Rømø Kirkes inventar er præget af den rigdom, som hvalfangsten medførte.

Af H.E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: H.E. Sørensen: Rømøs historie. 1977. Thade Petersen: Rømø. 1979. Bert Kelm: Rømø – et vesterhavspræget samfund, bd. 1. 1999.