Lindberg, Jac. Chr. 1797-1857, præst og filolog
Jac. Chr. Lindberg blev født i Ribe, hvorfra han i 1815 blev student. Som ganske unge hørte han Grundtvig prædike, og dermed var Lindbergs livsbane bestemt, idet han blev stærkt optaget af Grundtvigs lutherske bibelsyn og klare afstandtagen til samtidens rationalisme.
Lindberg tog i 1822 teologisk embedseksamen og blev lærer ved Metropolitanskolen i København, hvor han underviste i hebraisk, i hvilket fag han også udgav en række lærebøger. Han kom ved at tage parti for Grundtvig i kirkekampen (1825-32) mod rationalismen i et livslangt modsætningsforhold til universitetsprofessorerne og de lærde. Kirkekampen handlede om frihed fra statslig styring i kirkelige spørgsmål og lægfolks ret til selv at vælge sin præst ud fra det grundsyn, man havde, og til at søge sognebåndsløsning, hvis man var uenig i præstens forkyndelse.
Han blev sognepræst i Tingsted på Falster i 1844 og fra 1857 i Lille Lyngby ved Frederiksværk. Fra 1853 var han medlem af Folketinget indtil sin død.
En mindesten i Skibelund Krat blev opsat i 1869. Mindestenen var oprindelig tiltænkt Lindbergs fødeby Ribe, men da man her ikke var interesseret i at mindes det kontroversielle bysbarn, blev stenen ved Ludvig Schrøders mellemkomst opsat i Skibelund.
Jac.Chr. Lindberg. Udateret stik.
Det Kgl. Bibliotek.