Løgum Kloster

Løgum Kloster er et cistercienserkloster i Løgumkloster, hvoraf kirken og det meste af østfløjen er bevaret. Klostret var datterkloster af Herrevad Kloster i Skåne, der igen var datter af Citeaux og blev understøttet økonomisk af bispesædet i Ribe. Cisterciensermunkene overtog først et benediktinerkloster i Seem, men flyttede kort efter til Løgum og grundlagde her et kloster mellem 1171 og 1175. Udgravninger har vist, at munkene i tidlig middelalder opførte en vandmølle, hvis ældste årringedateringer er fra 1100-tallet, men ellers er kendskabet til det tidlige kloster og dets bygninger meget begrænset.

Stilhistorisk dateres kirken til at være opført ca. 1225-1325. Den er en treskibet korskirke med kor af samme bredde som midtskibet og lige østafslutning. Sporene efter kirkens oprindelige brug som klosterkirke ses stadig, tydeligst ved dormitorietrappen i den sydlige korsarm, som fører fra munkenes sovesal ned i kirken og ved processionsdøren, som fører fra søndre sideskib til korsgangen.

Norddøren med den unikke forhal var oprindeligt munkenes dødeport, hvorigennem de afdøde munke blev båret ud på kirkegården. Det fuldt udbyggede klosteranlæg med de fire fløje omkring klostergården har muligvis først stået færdigt engang i senmiddelalderen. Østfløjen er den ældste af klosterfløjene og bevaret næsten i sin helhed. Den er i to etager og rummer nederst sakristi, bibliotek, kapitelsal, dagtrappen op til sovesalen samt et mindre rum bag trappen og et portrum. Syd for portrummet er der udgravet en sal, som har været overhvælvet og er blevet opvarmet af underjordiske varmeanlæg (hypocauster).

De øvrige fløje kendes kun fra udgravninger, som også har vist, at der har ligget bygninger vest og sydøst for selve clausuren, det område, der var forbeholdt munkene.

Der findes bevaret en del middelalderligt kirkeinventar fra Løgum Kloster. Blandt andet opbevares en alterbordsforside fra omkring 1325 i Nationalmuseet. I kirken kan ses et relikvieskab fra 1300-tallet indsat i korets nordmur og lige overfor en celebrantstol fra samme tid. Fra sidealtre stammer flere træfigurer, og der findes ni bevarede munkestole, fremstillet mellem 1502 og 1514. Fra klostrets bibliotek er bevaret en dødebog.

Gennem middelalderen øgedes klostrets rigdom, og kort før 1530 ejede klostret ca. 200 gårde, fire sognekirker, tre vandmøller, flere ejendomme i Ribe samt ret til fiskeri, jagt og skov. Da den sidste abbed døde i 1548, blev klosteret sekulariseredes af hertug Hans den Ældre. At så forholdsvist meget af klosterbygningerne stadig er bevaret, skyldes, at bygningerne fandt anden anvendelse. Fra 1566 var hertugens forvaltning placeret i bygningerne, og en del af klosterbygningerne blev nedrevet. De resterende klosterbygninger og nyopførte bygninger vest for klosterforkanten udgjorde til sammen et slotsanlæg omkring en indre slotsgård. Bygningen i forlængelse af kirken mod vest, opført i 1614, er en rest af anlægget.

I 1739 blev kirken almindelig sognekirke, hvad den stadig er.

Af Tenna R. Kristensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen 2025.

Litteratur:
Niels T. Sterum: Løgumkloster, slot og by. ‘Pionerer i ødemarken’, bd. I-II. 2010.
Olga Bartholdy: Munkeliv i Løgumkloster. 1973. Danmarks Kirker, bd 21.
Vilhelm Lorenzen: De danske cistercienserklostres bygningshistorie. 1941.
Tenna R. Kristensen: En vandmølle ved cistercienserklosteret i Løgumkloster, i: Hikuin nr. 23. 1998.
M. Mackeprang: Løgum Kloster og dets gods, i: Sønderjysk Årbog 1945.