Oldenborgerne

Fyrstehus. De kendes som grever af Oldenburg (vest for Bremen) fra 1000-tallet. I 1448 blev grevesønnen Christian af Oldenburg valgt som dansk konge, Christian 1., og i 1460 blev han tillige valgt som hertug af Slesvig og greve af Holsten. Fra ham nedstammer alle senere danske konger og hertuger af Slesvig og Holsten. Slægten delte sig i 1500- og i 1600-tallet i flere linjer: den kongelige, den gottorpske og de forskellige sønderborgske, herunder også Augustenborgerne og de yngre Glücksborgere. 

l midten af 1800-tallet blev det klart, at den kongelige mandslinje ville dø ud i nær fremtid, og det rejste spørgsmålet om arvefølgen. I kongeriget Danmark var kvindelinjerne arveberettigede, mens de fleste mente, at mandslinjerne gik forud i Slesvig-Holsten, dvs. enten til Augustenborgerne som nærmest beslægtede mandslinje eller Gottorperne, som i mellemtiden sad dels som zarer af Rusland, dels som storhertuger af Oldenburg. Arvefølgespørgsmålet blev løst i 1852 med Londontraktaten af 1852, hvor det blev den Yngre Glückborgske Linje (Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, yngre Linje), der blev tronarvinger. 

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Carsten Porskrog Rasmussen m.fl. (red.): De slesvigske hertuger. 2008.