Sønderjyllands historie 800-1522

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa. 

Rigs- og folkegrænser 800-1100

I 811 mødtes frankiske og danske stormænd ved Ejderen for ved denne flod at slutte fred mellem kejserens og den danske konges riger. Sidstnævntes udstrækning på dette tidspunkt er endnu ukendt. Ejderen forblev sammen med Levensau længst mod øst Det Tysk-romerske Riges nordgrænse helt frem til kejserrigets opløsning i 1806, men da havde den for længst mistet betydning i forhold til andre grænser.

Ejderen gennemløb i 800-tallet et ubeboet landområde. Sydgrænsen for det danske bosættelsesområde gik ved middelalderens begyndelse ud fra stednavnene at dømme langs en linje Vindeby Nor-Hollingstedt-Schwabstedt-Husum. Grænsen var mod syd befæstet med Danevirke, hvis ældste voldsystem formentlig er fra omkring 690, men som siden blev fornyet ad flere omgange frem til slutningen af 1100-tallet. Voldene spærrede med Østervolden ved Kokkendorf for adgangen til halvøen Svans, mens Hovedvolden i midten og Krumvolden længst mod vest dækkede landbroen mellem Slien og floden Trenen. Handelscentret Hedeby blev også beskyttet af volde.

Det danske bosættelsesområde var inddelt i de større sysler og de mindre herreder. Betydningen af den særlige jyske sysselinddeling, der synes foretaget af kongemagten en gang i vikingetiden, er stort set ukendt. Herredsinddelingen, der kendes fra hele Danmark, er formentlig lidt yngre. Fra middelalderen fungerede herrederne først og fremmest som retskredse med hver sit herredsting som centrum for domsafsigelser, ejendomsoverdragelser etc. Området mellem Danevirke og Ejderen – Stapelholm, Kamp og Fræslet - var oprindelig ikke omfattet af herredsinddelingen.

Den sydslesvigske vestkyst var allerede på dette tidspunkt beboet af frisere, hvis sprog klart afveg fra dansk. Øfriserne beboede senest fra omkring år 500 vesterhavsøerne Sild, Før, Amrum og Helgoland, mens strandfriserne formentlig først indvandrede omkring år 1000 og bosatte sig på marskøen Strand (hvis nuværende rester er øerne Nordstrand og Pelworm), i Ejdersted og i marsken langs fastlandkysten mellem Husum og Højer.

Syd for Ejderen adskilte den såkaldte limes saxoniae de germanske saksere og de slaviske abodritter. Limes var aftalt som grænse engang før 818 efter frankernes erobring af Holsten og svarede efter stednavnene at dømme temmelig nøje til vestgrænsen for den slaviske bebyggelse. Limes løb fra Kieler Förde i nord i en nogenlunde lige linje vest om Plöner See ned til Elben vest for Lauenburg. Undervejs fulgte den på delstrækninger flodløbene Schwentine og Trave. Vest for Limes og syd for Ejderen lå de nedertysktalende nordelbiske sakseres område, der var delt i tre gaue: Holsten i midten, Stormarn mod syd ned til Elben og Ditmarsken mod nordvest. ´


Grevskabet Holsten og hertugdømmet Slesvig opstår

Gerret Liebing Schlaber, arkivar ved Landsarkivet for Sønderjylland, ph.d.

Da byen Slesvig lige som oplandet stadigvæk var truet af overfald sydfra, især af de slaviske abodritter, skulle en lokal præfekt organisere det danske riges forsvar mod syd. Omkring 1115 overtog Knud Lavard, kong Erik Ejegods søn, denne opgave. Han kæmpede med succes mod abodritterne og blev i 1127 endog deres fyrste ("knés"), støttede erhvervslivet i byen Slesvig og blev købmandsgildets oldermand. Hans voksende magt førte til konflikter med fætteren Magnus, kong Niels’ søn, som lod ham myrde under et møde ved Haraldsted på Sjælland i 1131. Alligevel forblev Slesvig et politisk og økonomisk centrum, og købmandsgildet, som antog Knuds navn, blev en vigtig magtfaktor, idet det bredte sig ud over hele Østersøområdet.

I 1111 udnævnte hertug Lothar af Sachsen Adolf (1.) af Schauenburg til greve af Holsten og Stormarn, mens Ditmarsken kunne hævde sig som selvstændigt territorium gennem hele middelalderen. Dermed skabtes det grevedynasti, som frem til 1459 beherskede Holsten og Stormarn (efterhånden kun kaldt Holsten), og som skulle få afgørende betydning for fællesskabet mellem Holsten og Slesvig.

En vældig udvidelse af grevemagtens territorium skete med erobringen af det slaviske område øst for Limes og helt frem til Østersøen i 1138-39. I samarbejde med de holstenske stormænd begyndte under hertug Adolf 2. en omfattende kolonisation af dette område. Han anlagde bl.a. i 1143 byen Lübeck, der dog i 1226 blev tysk rigsstad uden for grevernes kontrol. Andre nyanlagte byer i koloniseringens kølvand var Plön, Ratzeburg, Preetz, Lütjenburg, Oldenburg og Kiel. Den oprindelige slaviske (vendiske) befolkning blev underkuet og gennemgik en fortyskningsproces, der blev tilendebragt i løbet af 1300-tallet.

Det øde grænseområde mellem Danevirke og Ejderen blev ligeledes koloniseret fra 1100-tallet. Bønder fra det danske bosættelsesområde bosatte sig flere steder. Først og fremmest var det dog bønder fra syd, fra Holsten, der koloniserede og opdyrkede grænseegnen. Alligevel blev herredsinddelingen efterhånden også indført her.

Efter 25 års borgerkrig blev de danske lande i 1157 forenet under kong Valdemar den Store, Knud Lavards søn. Sønderjylland kom imidlertid til fortsat at spille en selvstændig rolle. Landet havde bl.a. sit eget landsting i Urnehoved vest for Aabenraa. Omkring år 1200 blev den sydlige del af den jyske halvø et hertugdømme. Det bestod af de tre sønderjyske sysler Barved, Ellum og Isted. Under kong Knud 6.s regeringstid 1182-1202 taltes for første gang om et hertugdømme i Slesvig, som blev besat med broderen Valdemar. Da denne efterfulgte Knud i kongeembedet i 1202, beholdt han hertugtitlen. Denne overgik i 1218 til den næstældste søn. Kong Valdemar Sejr førte en meget ekspansiv politik i Østersøområdet, hvorfor han fik sit tilnavn, indtil han i 1223 blev taget til fange af sin tidligere vasal Heinrich af Schwerin. I disse to år brød riget sammen, og Valdemar Sejrs forsøg på at genoprette magten endte med nederlaget ved Bornhöved i Holsten i 1227.

Under Valdemar Sejrs regeringstid udkom den berømte "jordebog", det første topografiske værk, der giver nærmere oplysninger om kongens rettigheder i landet. Også retsforholdene blev organiseret, idet Slesvig og Jylland kom under den nye Jyske Lov, som i Slesvig skulle blive gyldig op til år 1900.

Fra 1232 til 1375 var den yngre danske kongesøn Abel og hans efterkommere hertuger af Sønderjylland. Efter Valdemar Sejrs død i 1241 blev landet ramt af konflikten mellem hans sønner, kong Erik Plovpenning og hertug Abel. Efter mordet på broderen Erik Plovpenning på Slien (1250) blev Abel konge (1252), hans efterkommere regerede hertugdømmet som et meget selvstændigt territorium, og i 1312 blev hertugembedet rent faktisk gjort arveligt.

I anden halvdel af 1200-tallet fik de vigtigste handelspladser ved Østersøkysten købstadsrettigheder efter Slesvigs forbillede, mens Tønder allerede i 1243 blev købstad med lybsk ret. Den økonomiske udvikling skred godt frem op til år  1300.

Hertugdømmets grænser ændredes gennem tiden. Nordgrænsen var Kongeåen, men den vigtige handelsby Ribe hørte næppe nogensinde til hertugens magtområde. Nordfrisland udgjorde ligeledes oprindelig et særligt "utland" under kongen, men med tiden kom større og større dele under hertugen; kongemagten beholdt dog lige indtil 1864 øen Amrum, den vestlige del af øen Før og List på nordspidsen af Sild under sit direkte herredømme.

Vesterhavsøen Helgoland var ligeledes beboet af frisere. Den hørte i 1200-tallet under den danske konge, men kom i 1402 under de slesvigske hertuger.

På østkysten hørte øerne Als, Ærø og Fehmern heller ikke oprindelig til hertugens magtområde, men var allerede fra 1250'erne genstand for strid mellem hertugen og kongen. Als kom endegyldigt i hertugernes besiddelse i 1286, Fehmern i 1326 og Ærø i 1439. Øen Langeland og områder ved Faaborg og Svendborg på Fyn var i kortere perioder af 1200- og 1300-tallet i hertugernes magt og dermed midlertidigt unddraget kongens styre.

I 1407 erhvervede dronning Margrete Trøjborg gods i Vestslesvig og gav det til bispen i Ribe, der i forvejen havde Møgeltønder gods og andet gods i Vestslesvig, bl.a. på Rømø. Disse godser blev lagt under Nørrejylland, dvs. kongeriget, og udgjorde sammen med Amrum, Vesterland-Før og List lige indtil 1864 de såkaldte kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig. Da godserne lå meget spredt, var der ikke tale om nogen skarp territoriel grænse mellem hertugdømmet og kongeriget i Vestslesvig; i mange landsbyer hørte nogle gårde under kongeriget, andre under hertugdømmet.

Fællesskabet mellem Slesvig og Holsten vokser frem

Frank Lubowitz, arkiv- og museumsleder, M.A., Archiv/Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe, Aabenraa og Deutsches Museum, Sønderborg.

Fra 1200-tallet og middelalderen ud voksede et fællesskab mellem grevskabet Holsten og hertugdømmet Slesvig frem. Hertugerne af Abelslægten (1232-1375) stræbte efter at selvstændiggøre deres hertugdømme i forhold til den danske kongemagt. I denne hensigt støttede de sig til de schauenburgske grever, der havde en klar interesse i, at der fandtes en stødpude imellem dem og de danske konger. Det førte snart til en betydelig holstensk indflydelse i det sønderjyske hertugdømme. Området mellem Slien og Ejderen blev i 1260 af hertug Abels enke Mechtilde pantsat til hendes brødre, de holstenske grever, og pantet blev aldrig indløst. De sønderjyske hertugers herredømme her var herefter kun af formel karakter, og reelt blev området med de mange bosatte holstenske bønder en del af Holsten.

Under den danske kongemagts svækkelse i 1300-tallet voksede den holstenske magt i Slesvig yderligere. I 1326 gjorde grev Gerhard 3. sig til "rigsforstander" i Danmark og indsatte den mindreårige hertug Valdemar 5. som dansk konge med sig selv som formynder. Ved den lejlighed måtte Valdemar i sin håndfæstning love, at hertugdømmet Sønderjylland ikke blev forenet med Danmarks rige og krone, således at den samme herskede over begge. Endelig lod Gerhard sig i 1326 arveligt forlene med hertugdømmet Sønderjylland. Selv om Gerhard kun var hertug til 1330, stod det klart, at den holstenske politik ikke længere indskrænkede sig til at dominere landet mellem Ejderen og Danevirke-Sli-linjen, men at gøre hele hertugdømmet Sønderjylland til en stødpude mellem Holsten og Danmark. Efter at Abelslægten uddøde i 1375, satsede greverne på at sætte sig varigt i besiddelse af hertugdømmet, og i 1386 opnåede Gerhard 6. arvelig forlening med Sønderjylland - eller med Slesvig, der nu satte sig definitivt igennem som det officielle navn på hertugdømmet, idet hertugens territorium fik navn efter hans residensby ved Slien. Det lykkedes hverken for den danske dronning Margrete 1. eller kong Erik af Pommern at forhindre den holstenske besiddelse af Slesvig. Ved midten af 1400-tallet eksisterede der reelt en selvstændig slesvig-holstensk stat styret af de holstenske grever og det slesvig-holstenske ridderskab, som bestod af de fornemste adelsslægter i Holsten og Slesvig, hvortil mange holstenske adelsmænd var indvandret.

Da den schauenborgske greveslægts rendsborgske linje uddøde i 1459, valgte ridderskabet i 1460 den danske konge Christian 1. som hertug i Slesvig og greve (fra 1474 hertug) i Holsten. Med Ribebrevet af 5. marts 1460 måtte kongen dog anerkende, at han var blevet valgt "ikke som en konge af Danmark, men på grund af den gunst, som disse landes indbyggere har til vor person". Samtidig gav han ridderskabet løfte om at holde landene Slesvig og Holsten "ewich tosamende ungedelt", evigt udelte sammen. Med Ribebrevet blev Holsten for de næste 400 år knyttet til det danske monarki ved en personalunion, og inden for denne ramme blev Slesvigs og Holstens nære samhørighed i form af en realunion fastslået.

Bønder i sønderjysk middelalder

Af professor, dr.phil. ved Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet Bjørn Poulsen.

Mens man med betegnelsen "bonde" i det danske vikingetidssamfund mente en fuldborger, en krigsdygtig mand, der mødte på tinge og forsvarede sin sag, kom ordet i middelalderen til at dække en jordbruger, der ejede sin egen gård, en selvejer. Med middelalderen kom også en ny type jordbruger - den mand, der for jordleje sad på en gård. Fæstebonden blev hans navn i senmiddelalderen og senere, men i 1200-1300-tallet kaldte man ham for en landbo.

Sønderjylland havde som det øvrige Danmark ikke kun landbrug, dyrket af selvejere og fæstebønder. Middelalderen oplevede gejstlighedens og herremandsstandens fødsel. Disse stænder levede af indtægter fra jordegods, og skønt de ofte valgte at udleje deres jord til netop landboer og fæstere, kunne de bruge deres jord under andre former. Jorden omkring deres hovedgård kunne de få husmænd til at dyrke, folk med småbrug som i perioden 1200-1350 kaldtes gårdsæder, eller de kunne leje løs arbejdskraft. I perioden 1200-1350 blev det også almindeligt for godsejerne at bortforpagte større gårde på andelsbasis. Man kunne sætte en såkaldt bryde på gården, forsyne ham med besætning og redskaber og hvert år dele udbyttet med ham. Brydegårdene stod imidlertid for fald. Deres driftsform med anpartsbrug var knyttet til 1200-tallet, hvor jord ryddedes, og priserne steg, og i 1300-tallet vendte udviklingen.

1300-tallet, navnlig dets anden halvdel, blev præget af krig, stormflod og pest. Stormfloden 1362 oversvømmede store dele af den slesvigske vestkyst, men navnlig pesten, den sorte død, der ramte landet 1349-50, førte til en nedgang i befolkningen. Folketabet skabte store problemer med at drive de store brydegårde. Man kunne helt opgive dem. I Vedsted sogn (Gram herred) lå brydegården Keldholm med tilstødende fiskedamme, som Slesvigbispen købte i 1289, og hvor han med sine folk opholdt sig i 1311. I 1437 var gården øde, og jorden skovbevokset. En klogere måde at gå til sagen på var dog at nedlægge storgårdene og udlægge dens jord til bondebrug. På Sundeved gennemførte Slesvigbispen f.eks. omkring 1460 en samlet regulering på sit gods, hvor større gårde blev delt ud, og de mindre fik jord. Ud af de hidtidige otte gårde blev der på denne måde skabt 11.

Problemerne med arbejdskraft gennemtvang altså forandringer i landbruget. Storgårde, drevet af ejeren eller forpagtet til bryder, forsvandt i stort tal. Familiebruget viste sin kraft i den pressede situation, og det betød, at de folk, der hidtil havde måtte friste en kummerlig tilværelse på småbrugene som gårdsæder og landboer, nu fik mulighed for større gårde. På denne vis kom der til at ske en tilnærmelse til "normalgården" i tiden. Fæstegården blev almindelig og sluttede sig nu størrelsesmæssigt til de selvejergårde, som der fortsat var flest af i Sønderjylland. Først i 1500-tallet kan man ansætte det samlede antal gårde i Sønderjylland, fæstere som selvejere, til i alt 14.500

I 1400-tallet og først i 1500-tallet styrkedes bondens position. Der var ikke mere den store forskel på selvejere og fæstebønder. De samarbejdede om landsbyens dyrkning, og de kunne optræde i fællesskab udadtil. Mange bønder blev også velhavende. Der var penge at tjene på den oksehandel, der blomstrede op efter midten af 1400-tallet. Penge kunne man også tjene på salg af heste og korn samt på pengeudlån. Det bevirkede, at der i landsbyerne opstod en gruppe af rige bønder. En særlig privilegeret gruppe blandt dem betegnes fribønder.

Man kan sige, at mens bondestanden fødtes i middelalderens første århundreder, var det i dens sidste århundreder, at den fik den form, der skulle vare frem mod vor tid.