Vandrerhjem i Sønderjylland
I 1930, samme år som Dansk Vandrerlaug blev stiftet, blev også det første vandrerhjem i Sønderjylland grundlagt af Johanne Hansen i Vollerup på Als. Det skulle være et dansk modstykke til de tyske Jugendherberge, og dette nationalpolitiske aspekt lå også bag de tre næste sønderjyske vandrerhjem, der blev etableret af Det Unge Grænseværn 1934-37. De bestod af Grænsehjemmet i Kollund (det senere Fakkelgaarden), vandrer- og lejrskolehjemmene i Rudbøl og Jyndevad. De to sidstnævnte lå i områder, hvor det tyske mindretal stod stærkt, og de skulle derfor også tjene som samlingssteder for dansksindede. 1920-grænsen var herved dækket med vandrerhjem, og inspiration udgik herfra til nye vandrerhjem i det øvrige Sønderjylland, hvor der blev anlagt 10 mere i de næste to årtier.
Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur:
Knud Fanø m.fl.: Det unge Grænseværn DUG. 1983.
Johanne Hansen: Abildgården et livsværk. Vollerup Vandrerhjems historie gennem 50 år. 1980.