Hartmut Koschyk, der er den tyske regerings kommitterede for nationale mindretal, har besøgt København. Han talte for et tættere dansk-tysk samarbejde, både når det gælder regeringens Tysklandsstrategi, mindretallene og markeringen af 100-året for grænsedragningen i 2020. Og så tog han initiativ til at invitere kulturminister Mette Bock (LA) til Berlin.
Der var ikke kun tale om en høflighedsvisit, da Hartmut Koschyk (CSU), der er den tyske regerings mindretalsansvarlige, aflagde besøg i København kort før nytår. Hartmut Koschyk fik i løbet af det to dage lange besøg, taget initiativ til, at kulturminister Mette Bock (LA), bliver inviteret til Berlin for at mødes med bl.a. den politisk udnævnte departementschef for kultur og medier, Monika Grütters (CDU), og afgivet løfte om, at han vil gøre en indsats for, at den tyske regering engagerer sig i markeringen af 100-året for grænsedragningen i 2020.
Hartmut Koschyks besøg var arrangeret af Sydslesvigsk Forening (SSF), og Hartmut Koschyk havde blandt andet møder med Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF), departementschef Christian Kettel Thomsen, Statsministeriet, direktør Reiner Perau, Dansk-Tysk Handelskammer, og medlemmer af Folketinget. Han mødtes også med Jens Andresen og Knud-Erik Therkelsen, henholdsvis formand og generalsekretær i Grænseforeningen, hvor interviewet fandt sted.
Hartmut Koschyk, De har haft møder med danske politikere og embedsmænd for blandt andet at tale om den danske regerings Tysklandsstrategi og det danske mindretals situation i Sydslesvig og det tyske mindretals situation i Sønderjylland. Hvilket indtryk har De af Danmarks bestræbelser på at knytte bånd til Tyskland?
Jeg er under mit besøg blevet meget imponeret over, hvor meget man fra dansk side satser på at udvikle de dansk-tyske forhold via den danske regerings Tysklandsstrategi, herunder dynamiske handelsforbindelser. Jeg er også glad for, at mindretallene er inddraget, og at man fra dansk side har fokus på det tyske sprog. Når det gælder handel, er det også i tysk interesse, at Danmark ikke kun handler med Nordtyskland, men at man også får øjnene op for Bayern og Baden-Württemberg. Jeg ser frem til, at også det sydlige Tyskland, som jeg jo selv stammer fra, intensiverer samarbejdet med Danmark.
Hvordan ser De mindretallenes rolle i forbindelse med den danske regerings Tysklandsstrategi?
Normalt siger vi, at mindretallene bygger bro mellem Danmark og Tyskland. Men da jeg mødtes med departementschef i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen, sagde han, at mindretallene udgør en krumtap i forholdet mellem Danmark og Tyskland. Det udtryk kan jeg godt lide, for det formidler, at mindretallene også bidrager med en dynamik.
Når det gælder bilaterale forbindelser, er der ikke noget værre, end hvis man læner sig afslappet tilbage og tænker, at tingene udvikler sig af sig selv. Mindretallene minder os hele tiden om, at det dansk-tysk forhold er et forhold mellem levende mennesker.
Mindretallene spiller en rolle i stort set enhver slags udveksling mellem vore to lande, også når det gælder kulturen. Derfor er jeg også glad for at have haft lejlighed til at foreslå, at kulturminister Mette Bock, der jo er tidligere formand for Grænseforeningen, kommer til Berlin, så vi kan tale om ikke alene mindretalsspørgsmål, men også kultur i bred forstand. Jeg håber, at Mette Bock kan mødes med Monika Grütters, fordi hun som ansvarlig for kultur og medier har en vigtig understøttende funktion for de autoktone mindretal (de oprindeligt hjemmehørende mindretal, red.) i Tyskland.
Hvordan er Deres vurdering af situationen for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland?
Det forekommer mig, at begge mindretal er vældig godt organiseret, og at både det danske og det tyske mindretal opfylder alle de krav, man med nogen ret kan stille til et nationalt mindretal i en globaliseret verden, når det gælder fastholdelse af egen identitet, sprog, kultur og religion. Ikke alene arbejder de to mindretal godt sammen, de bidrager også til det grænseoverskridende samarbejde generelt og til samarbejdet i Europa. Hvis ikke det havde været for de to mindretals aktive indsats, havde vi ikke haft mindretalsorganisationen FUEN i dag. FUEN nyder stor respekt hos EU-Kommissionen og Europarådet. Også Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål, ECMI, der har sit kontor i Flensborg, har spillet en stor rolle.
I 2020 skal det markeres, at det er 100 år siden, at grænsen mellem Danmark og Tyskland blev fastlagt efter folkeafstemning. I Danmark taler man om begivenheden dengang som ”Genforeningen”. I Tyskland taler man om ”Slesvigs deling”. Hvordan skal man efter Deres mening håndtere denne forskel, der afspejler et gammelt modsætningsforhold?
Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke prøver at udjævne denne grundlæggende forskel. Det drejer sig jo om historiske erfaringer, der er forskellige i vore to lande. Hvis man lever uden historisk erindring, bliver man ude af stand til at træffe de rigtige beslutninger fremadrettet. Men selv om vi vurderer afstemningen dengang forskelligt, så har vi i dag en fælles opfattelse: Selv om grænsen eksisterer, så adskiller den os ikke. På begge sider af grænsen er der i dag en bevidsthed om, at vi er forskellige, men at dette er en berigelse.
Der lever i dag ca. 1 million mennesker, der alle tilhører et tysk mindretal, i de tidligere Øst- og Sydeuropa og i det tidligere Sovjetunionen. Mange af dem er børn af tyske udvandrere. Andre, for eksempel i Polen, er blevet i deres hjemegn efter Anden Verdenskrigs ophør. Hvordan er forholdene for disse mennesker?
Det er meget forskelligt. Nogle af dem har det udmærket, og andre har det svært. I Polen har man slet ikke villet anerkende, at der eksisterer et tysk mindretal. I Rumænien derimod er der sket en positiv udvikling gennem de seneste 25 år. Der er dog ingen tyske mindretal, der er fundamentalt truet på deres eksistens.
I Bautzen, Oberlausitz i Sachsen, lever sorberne, der udgør et af de nationale mindretal i Tyskland. Sorberne, men også flygtninge, har i den senere tid været udsat for overfald af højreekstremister og på Facebook er der oprettet grupper imod ”den slaviske urbefolkning i Lausitz”. Hvad kan politikerne gøre for at standse denne negative udvikling?
Vi må bruge alle retsstatens midler til at bekæmpe den slags forfærdelige tendenser. Lige meget om det går ud over nationale mindretal eller flygtninge, må vores reaktion være den samme: At gå imod alle opfordringer til had og vold mod mennesker, der har en anden kultur, sprog, hudfarve, eller religion. Jeg tror også, vi har brug for mere oplysning og politisk dannelse, når det gælder mennesker, der kommer fra en anden kultur.”
”Jeg har for nylig haft et møde med det tyske mindretalsråd, der repræsenterer de fire nationale mindretal i Tyskland, det danske mindretal, friserne, de tyske roma og sinti og sorberne. Jeg har også talt med Thomas Krüger, der er præsident for Bundeszentrale für politische Bildung i Bonn (Forbundscentralen for politisk dannelse). Vi er alle optaget af, hvordan man kan modvirke denne negative udvikling i det tyske samfund. Jeg forventer flere initiativer i den forbindelse, også i de tyske skoler.
Hvordan ser De fremtiden for Europas nationale mindretal?
Jeg tror, at vi i Europa må arbejde yderligere på at sikre et ordentligt retsgrundlag for beskyttelse af mindretallene på europæisk niveau. Der er brug for, at EU engagerer sig mere i mindretalsbeskyttelse, så det ikke kun er et anliggende for Europarådet.
Når vi taler mindretalsbeskyttelse, mener jeg, man skal være forsigtig med at blande det sammen med beskyttelse af flygtninge og indvandrere, der kommer til Tyskland udefra med en anden etnisk og religiøs baggrund. Man kan givetvis bruge erfaringerne fra mindretallene i integration af indvandrere, men man må fastholde, at der er tale om to meget forskellige grupper af mennesker. Det er vi i Tyskland meget opmærksomme på at forsikre de nationale mindretal i Tyskland om, og jeg har også indtryk af, at det er den tilgang, man har i den danske regering.
De blev valgt ind i Den tyske Forbundsdag, da de var 31 år gammel og har været den tyske regerings kommitterede for nationale mindretal siden 2014. De stiller ikke op til efterårets forbundsdagsvalg. Hvad skal De lave fremadrettet, og skal det have noget med mindretal at gøre?
Jeg skal tage mig af min familie. Men jeg mener da også, at jeg uden et politisk mandat kan beskæftige mig med mindretal, identitet, kultur og sprog. De emner vil også optage mig i fremtiden. Min familie stammer fra Schlesien, og jeg har stadig familiemedlemmer, der tilhører det tyske mindretal der. Derfor ved jeg også af personlig erfaring, hvor afhængig man er af, at flertallet respekterer mindretallets sprog, kultur og religion.
