Når nogen har spurgt mig, hvad der helt nøjagtig gjorde mig dansk, er svaret altid blevet omfattende, og jeg er ikke sikker på, at norske, svenske, finske, tyske og engelske ikke kunne karakterisere sig selv på samme måde – altså lige bortset fra sproget.

Jamen er det så ikke sproget, der bestemmer den nationale følelse. Der skal mere til. Der er mange nationer, hvor der tales mere end et sprog, og dog opfatter man sig som en del af den samme nationalitet. Finland er et af disse lande med sprogene, finsk og svensk, samisk (flere sproglige traditioner), karelsk.

De ni år jeg boede i Storbritannien, var jeg tjenstligt forpligtet over for norske, svenske og finske. Det fornemmedes helt naturligt og som den nærmeste familie. Derhjemme var der store forskelle. På den anden side af Nordsøen var det helt naturligt at udvide sin verden med deres geografi, litteratur, historie, musik, sange.

Første gang jeg var i Skotland og i Wales, kom jeg med mine egne fordomme. England, Wales og Skotland er den samme ø, og derfor er det vel også den samme nation! Men du godeste! Man begår kun fejlen en gang at kalde en skotte eller en waliser engelsk. Meget kan man beskylde dem for, men ikke det!

Tyskland har i det 19. og 20. århundrede været en modpol til det danske. Vi så os som modsætninger pga. historien og krigene. De sidste 70 år har bragt os et bedre sted hen.

At være tysk er ikke så lige til. Den tyske identitet finder først et samlet udtryk fra 1871, og så skal jeg love for, at det er en dramatisk historie, der udfolder sig fra kejserrige over Weimarrepublik til Tredje Rige – Forbundsrepublik – DDR og nu en samlet Forbundsrepublik.

Frygtelige forbrydelser mod menneskeheden har taget sit udgangspunkt i Tyskland – en kolossal menneskelig, kunstnerisk, videnskabelig, musikalsk storhed har udfoldet sig på det samme sprog og i det samme kulturområde, der var plaget af fanatiske politiske ideer, der spredte menneskeforagt ikke blot i sit eget land men på hele det europæiske kontinent og i verden.

Den dramatiske historie har kaldet en politisk og kulturel vilje frem, der måske også har rykket tanken om det nationale. Indtil partiet AfD, Alternative für Deutschland, har man i Forbundsrepublikken politisk og kulturelt været optaget af at plante det tyske sammen med det europæiske. Har man mon været med til at skabe en ny national følelse, en anden måde at tænke det nationale på? Her tænkes der ikke i modsætninger, men i det lille ord ‘og’.

Det nationale tænkes ind i en anden større sammenhæng. Følelsen bliver ikke mindre, og med den som udgangspunkt bliver der adgang til andre nationale traditioner. Lige nu ser det ud som om vi er gået tilbage til at tænke nationalitet som modsætningsforhold – men mon ikke udfordringen af demokratiet, vores fælles udfordringer i forhold til klima, krige og flygtninge vil gøre det klart for os, at den nationale følelse må kombineres med et ‘og’? Hvis vi ikke gør det, står vi i hvert sit ringhjørne og råber ad hinanden og overlader verden til uro og krig.