Hvad har dansk-tyske Sophie, dansk-palæstinensiske Mohammed og dansk-estisk-fransk-polske Etienne tilfælles? De er alle vokset op med flere sprog og kulturer og oplever selv deres flerkulturelle baggrund som en fordel. Men de har også kæmpet med at finde deres identitet i en dansk sammenhæng, hvor flertallet ofte stiller spørgsmålstegn ved deres identitet og tilhørsforhold.

I en ny bog ‘Danskerne findes i mange modeller’ fortæller 15 unge med bindestregsidentitet om at vokse op med flere kulturer og finde sig selv og sin identitet. De unge er eller har været en del af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører – et korps af unge, som besøger uddannelsesinstitutioner og virksomheder og fortæller deres livshistorier. Formålet er at skabe forståelse for mindretal og debat om danskhed og national og kulturel identitet.

Der er tale om unge med bl.a. dansk-somalisk, dansk-grønlandsk, dansk-afghansk, dansk-syrisk-kurdisk, dansk-irakisk, dansk-vietnamesisk og dansk-ghanesisk baggrund. Nogle er født i Danmark, mens andre er kommet til Danmark som børn eller unge. Men på tværs af den store forskellighed er der slående ligheder, som blandt andet handler om, at andres blik på ens baggrund er afgørende for, hvordan man opfatter sig selv.

Her bringes et uddrag af bogen ‘Danskerne findes i mange modeller’, som udkommer på forlaget Frydenlund den 21. maj.

"I min familie har vi ingen klar grænse mellem dansk og tysk"

“Da jeg var barn, var der ikke rigtig nogen danske traditioner hjemme i familien. Men der er kommet lidt til efterhånden. Vi begyndte f.eks. at bruge jule- og påskepynt, som man kender det i Danmark, f.eks. nisser og sådan noget til jul. Vi laver også pebernødder. Men vi fejrer også Skt. Nikolaus Dag, sådan som man gør overalt i Tyskland. Så får alle børn en sok med noget slik og måske en gave. I min familie trækker vi ikke nogen klar grænse mellem danske og tyske traditioner og kultur, men der er nogle ting, vi har valgt bevidst til fra det danske. For et par år siden købte vi f.eks. vores første dannebrog og fik en flagstang i baghaven. Det føles naturligt for os at flage med det danske flag, for nu har jeg jo været en del af det danske system og danske institutioner i 13-14 år, så vi har fået en følelse af tilknytning til det danske. Og ikke mindst nu, hvor jeg er flyttet til Danmark, synes mine forældre, at det er rart at have et synligt dansk symbol derhjemme.

Jeg kendte ikke ret mange danskere, før jeg kom til Odense. Men her på studiet har jeg selvfølgelig lært mange danskere at kende, og jeg har mødt flere med minoritetsbaggrund. Jeg kan godt genkende den der følelse af splittelse; man føler sig hjemme i Danmark, men savner også det andet, fordi det er en del af en.”

"Diskrimination har ingen grænser"

“Mine oplevelser med Kulturmødeambassadørerne har givet mig meget håb. Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland viser, at det kan blive bedre. Der har været perioder med diskrimination og fjendskab, men det er blevet helt anderledes. Umiddelbart kan man tænke, at det ikke kan sammenlignes, for danskere og tyskere er jo stort set ens; der er ingen etniske forskelle. Men ved at være en del af Grænseforeningen og møde Kulturmødeambassadører fra det dansk-tyske mindretal har jeg virkelig fået indsigt i, at diskrimination ikke har nogen grænser – det strækker sig langt videre end til det, man kan se. Udseendet kan være en årsag til diskrimination, men diskrimination opstår på baggrund af alt, der kan skille os ad. Alt, der kan gøre os forskellige, kan være kilde til diskrimination – om du er brun blandt hvide eller dansk eller tysk mindretal. Når jeg har hørt deres fortællinger, har jeg virkelig kunnet relatere til dem. Men de har også givet mig håb, fordi deres fortællinger har vist, at tingene kan blive langt bedre.”

"Det tyske er en kæmpe styrke for mig"

“Jeg tror ikke, at jeg får min kæreste til at flytte til Sønderjylland; han er vokset op på Østerbro i København og vil gerne bo i en storby. Og jeg er superked af, at jeg nok ikke kommer til at give det sønderjyske sprog videre til vores kommende børn. Jeg tænker, at det bliver for svært at lære dem både dansk, tysk og sønderjysk, hvis vi ikke bor i Sønderjylland. Og skal jeg vælge, må det blive det tyske, jeg giver videre. Det tyske er en kæmpe styrke og ressource for mig, og det sønderjyske er bare en stor del af, hvem jeg er. Selvom der var ting i min barndom og skolegang, der var lidt svære, så ville jeg ikke have været det foruden, for hvis mine forældre ikke havde gjort noget for det, havde jeg mistet det tyske. Vi havde det også godt i vores boble; det var bare godt at komme ud i verden på et tidspunkt – med alt det i bagagen, som jeg havde fået i mindretalsboblen.”

"Som teenager ville jeg bare gerne passe ind"

“Jeg savnede min mor og min halvsøster, da jeg flyttede fra Chile til Danmark, men jeg savnede ikke mine venner eller skolen, for det hele var så godt og spændende i Danmark. Det eneste, der virkelig irriterede mig, var, at jeg i begyndelsen ofte blev mødt af spørgsmålet: ‘Hvor kommer du fra?’. I starten svarede jeg ‘Chile’, efterfulgt af ‘min far er dansker’. Da jeg i løbet af kort tid var blevet god til dansk, havde fået danske venner og følte mig dansk, begyndte spørgsmålet at irritere mig. Jeg følte mig dansk og tænkte, at det var jeg også, for jeg var jo født i Danmark og havde en dansk far. Derfor følte jeg, at spørgsmålet ‘hvor kommer du fra?’ lagde op til, at jeg skulle retfærdiggøre og forklare, hvorfor jeg var i Danmark. Det fik mig til at føle, at jeg ikke hørte til her, selv om jeg selv syntes, at jeg var dansk. Men efter to år i Danmark begyndte folk, der fandt ud af, at jeg var fra Chile, at sige, at de ikke kunne høre, at jeg ikke var vokset op her. Jeg havde ikke længere accent. Der var færre og færre, der spurgte til min baggrund. Men nogle spurgte på grund af mit udseende, og det blev jeg rigtig træt af. Det var omkring teenageårene, hvor jeg gerne bare ville passe ind og være lige som de andre.”

"Man kan ikke undgå at se sig selv gennem andres øjne"

“Jeg er meget glad for Danmark og føler mig helt hjemme i København. Men jeg tror ikke, at jeg kan føle mig helt dansk, så længe andre ikke synes, at man kan være dansk, når man ikke er født i Danmark. Man kan ikke undgå også at se sig selv gennem andres øjne, og det kan være medvirkende til, at man ikke føler sig dansk. Jeg vil gerne tage min speciallægeuddannelse i Danmark og måske også skrive ph.d. Jeg betragter mig stadig som franskmand, men i Danmark kan jeg fortsætte med at føle mig fransk uden at savne Frankrig. Jeg er også rigtig glad for den danske arbejdskultur, som giver plads til både fritid og familie. Jeg føler mig tryg i det danske samfund og sætter pris på alle de muligheder, jeg har. Men jeg er også glad for, at min uddannelse giver mig mulighed for at flytte til et andet land, hvis jeg får lyst til det. Jeg har ikke konkrete planer om det, men jeg kan godt lide, at jeg har muligheden. Det ville være angstprovokerende for mig, hvis jeg følte mig låst fast uden mulighed for at tage ud og opleve verden.”