Teater lærer unge at fortælle deres historie troværdigt

Af Malene Fenger-Grøndahl



”Mit navn er Ella, jeg elsker solen, jeg hader græshopper.”

”Mit navn er Miyuki, jeg elsker dag, jeg hader hajer.”

”Mit navn er Bente, jeg elsker lyden af havet, jeg hader ensomhed.”

”Mit navn er Patrick, jeg drømmer om at blive færdig med min opgave.”

”Mit navn er Beri, jeg elsker tøj, jeg hader gamle sko, og jeg drømmer om fred.”

En gruppe unge bevæger sig rundt i et lyst lokale i centrum af Aarhus, mens de laver øvelser i tilstedeværelse, improvisation og koncentration. Det er skuespiller og instruktør Brigitte Christensen, der instruerer dem og sætter øvelserne i gang.

De unge er samlet til en workshop arrangeret af Grænseforeningen. De unge er en del af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, der afholder dialogmøder på bl.a. uddannelsesinstitutioner, højskoler og arbejdspladser ud fra deres personlige historier. Det er historier, der handler om at leve med flere kulturer og lægger op til debat om identitet og kulturmøde i grænselandet og i Danmark generelt.

Workshoppen i Aarhus, som efterfølges af en tilsvarende workshop i København, giver de unge flere redskaber til at formidle deres historie og fortælle den på en måde, så den bliver nærværende, stærk og troværdig.

Hvisken og sang på dansk, sønderjysk, tysk og farsi

Workshoppen forløber over to hele weekender fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag, og i løbet af de i alt fire døgn bliver de unge trænet i at bevæge sig på en scene, tale, synge, spille små scener og fortælle historier med krop og sjæl. De går, løber, hvisker, råber og synger – på dansk og indimellem på dari, arabisk, tysk, dansk, sønderjysk, engelsk, farsi og kurdisk. De bruger deres egne og hinandens historier og tager afsæt i temaer som ”engang da jeg følte mig fremmed”, ”døden”, ”drømme”.

De unge fortæller historier om kampen for at blive dansk statsborger efter at have levet hele sit liv i Danmark som en del af det tyske mindretal i Sønderjylland. Om at føle sig fremmed som seksårig flygtningepige, når klassekammeraterne vil mærke på ens hår, fordi de aldrig før har rørt ved så glat, sort hår før. Om en slægtning, der døde i kampen for frihed og demokrati i Iran.

Historierne er personlige, men samtidige universelle, fordi følelser og temaer går igen. Når de unge bliver bedt om at genfortælle hinandens historier, opdager de, at de har erfaringer og følelser i sig, som de kan bruge til at formidle andres historier på en stærk og nærværende måde.

Fra selvcensur til stærke øjeblikke

Det sværeste er at fortælle sin egen historie, opdager de unge. For så kommer selvcensuren og blufærdigheden ind.

Da de unge laver en øvelse, hvor de fortæller en historie fra deres eget liv, som en af de andre fortalte dagen før, bliver det tydeligt for alle, at historierne bliver svagere.

”Det er, som om du undskylder og ikke helt tør fortælle, hvor svært det var. Da historien blev fortalt i går, var den faktisk stærkere,” som en af de unge siger.

Med den erfaring i bagagen øver de sig igen i at fortælle deres egne historier, som om den ikke var deres, eller som om den både var deres og alle andres.

”Det, vi øver nu, kan I bruge, når I skal ud og fortælle, og I ikke har en super god dag, eller der er nogen i publikum, der sætter spørgsmålstegn ved jeres historie eller kommer med en ubehagelig kommentar,” forklarer Brigitte Christensen.

Hun har boet og arbejdet i en række lande og har i mange år arbejdet med såkaldte community plays, hvor almindelige mennesker, der ikke er uddannede skuespillere, fortæller deres egne historier på scenen, iscenesat i en professionel forestilling.

”Community plays er ikke bare amatørteater, men teater på højt professionelt niveau, hvor almindelige mennesker kommer igennem en stærk proces, der som regel forandrer dem for livet. Det kræver mod, men når man overvinder sin usikkerhed og opdager, hvad teatret kan, og hvilken magi og hvilke stærke øjeblikke, man kan skabe i fællesskab. Det bliver en livsforandrende erfaring”, siger Brigitte Christensen.

At stå ved sig selv

Patrick Rix Andersen, der er fra det tyske mindretal i Sønderjylland og studerer kultur, sprog og medier i Flensborg, har været Kulturmødeambassadør siden 2018. Han deltog i workshoppen i Aarhus og var på forhånd især optaget af, om han ville få nogle retoriske trick og kneb med hjem.

”Det fik jeg bestemt, men mest af alt lærte jeg, at jeg skal stå ved den historie, jeg vil fortælle – om det er min egen eller andres. Jeg skal ikke halvvejs undskylde det, jeg vil sige, men stå ved mig selv”, siger Patrick Rix Andersen.