I dette nummer af magasinet Grænsen skulle der have været et interview med to unge studerende, der bor i Danmark. Den ene er russisk statsborger, og den anden er ukrainsk statsborger. Meningen var, at de to unge, som vi har kontakt til gennem Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, skulle fortælle om deres venskab efter Ruslands invasion af Ukraine. Et venskab, der stadig er fuldt intakt og ikke påvirket af de frygtelige krigshandlinger i Ukraine.

Men læserne kommer aldrig til at høre historien om de to unge. De har til sidst valgt at sige nej tak til at deltage. Heller ikke et forslag om at optræde anonymt kunne få dem til at ændre mening. Ikke fordi de er blevet uvenner. Men fordi de er blevet bange for at stille sig offentligt frem. Bange for repressalier og bange for danske medborgeres reaktioner.

Netop det sidste – danske medborgeres reaktioner – bør få os alle til at standse op et øjeblik. For en ting er, at vi hver især og som verdenssamfund tager skarpt afstand fra Ruslands invasion af Ukraine. En anden ting er, hvordan vi hver især opfører os over for vores medborgere her i Danmark.

Når unge fra Ukraine og Rusland ikke tør stille op til interview i Danmark, når Red Barnet advarer om, at russiske børn i Danmark er i risiko for chikane og mobning, og når der males hagekors på den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København, er der grund til at være på vagt. For hvad er der egentlig på færde i Danmark? Hvordan er det, krigen påvirker vores adfærd over for medborgere med en anden national eller kulturel identitet end vores egen?

I Grænseforeningen har vi i mange år haft fokus på mindretal og identitet i vores folkeoplysende arbejde, hvor vi tager udgangspunkt i det dansk-tyske grænseland, hvor man historisk har levet med både dansk og tysk og gået fra konflikt til fredelig sameksistens. Her er der megen erfaring at hente, når det drejer sig om, hvordan man behandler sine medborgere.

Grænseforeningens Elevambassadører er et team af gymnasieelever fra det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland. De unge kommer på besøg i de ældste klasser i grundskolen og på ungdomsuddannelserne og går i dialog om at være mindretal, og hvad det betyder for den enkeltes kultur og sprog. De unge fortæller deres historie i et nutidigt perspektiv, hvor konflikterne med henholdsvis den tyske flertalsbefolkning og den danske flertalsbefolkning er forsvindende få, men hvor de alligevel ofte mødes med fordomme og nationale kategoriseringer.

Grænseforeningens Kulturmødeambassadører består af et korps af unge mellem 18-30 år, der holder dialogmøder om identitet, nationalitet og medborgerskab på bl.a. højskoler, videregående uddannelser og de ældste klasser i grundskolen. Korpset består af unge fra det dansk-tyske grænseland, men også unge med andre kulturelle baggrunde.  Her er unge med rødder i eksempelvis Asien, Mellemøsten eller Rusland, der også fortæller om at være en del af Danmark og samtidig holde fast i andre sprog, højtider og madvaner. 

Uanset hvilken kulturel baggrund Elevambassadørerne og Kulturmødeambassadørerne kommer med, har de oplevet at blive kategoriseret som nogen, der ikke hører til i Danmark. Gennem dialogarbejdet forsøger de to korps at nedbryde stereotyper og fjendebilleder og skabe nuancer. De forsøger at gøre andre unge opmærksomme på, at man godt kan høre til i Danmark, selv om man også har en anden kulturel baggrund og et andet sprog.

I dette forår mødes et hold unge europæere i alderen 18-35 år på den danske Jaruplund Højskole i Nordtyskland til et tremåneders internationalt kursus Minority Changemaker Programme med fokus på nationale mindretalsspørgsmål i Europa. Det er Jaruplund Højskole, Grænseforeningen og Syddansk Universitet, der står bag med hjælp fra en række internationale mindretals- og forskningsinstitutioner.

Deltagerne har 12 forskellige nationaliteter. Det er ikke lykkedes unge fra Rusland at nå frem til Jaruplund Højskole, men unge fra Ukraine er til stede. Alle unge er blevet modtaget som de mennesker, de er, uden skelen til hvilken nationalitet, der står angivet i deres pas.

Det er folkeoplysningens opgave at give det enkelte menneske redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, vi lever i. Grænseforeningen tager den opgave dybt alvorligt. I den urolige tid, vi lever i netop nu, går opgaven for os at se ud på at sige nej til fjendtlighed over for russere, der bor i Danmark, blot fordi de er russere. Det er en farlig vej at gå, når man kategoriserer mennesker efter national identitet.

Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland, hvor man er gået fra konflikt til fredelig sameksistens, har lært os, at det handler om at behandle alle medborgere ordentligt uanset hvilken nationalitet, de har. Disse erfaringer kan bruges til noget i den aktuelle situation. Og endnu vigtigere: Det bør de.