Magasinet Grænsen har bedt mindretalsforsker Jørgen Kühl, honorar-professor ved Europa Universität Flensburg, om at svare på en række spørgsmål om de nationale mindretal i Ukraine i forbindelse med den russiske præsident Vladimir Putins invasion af Ukraine, der blev iværksat 24. februar i år.

Der findes mange nationale mindretal i Ukraine. Hvorfor er der så mange?

“Ukraine er oldøstslavisk og betyder ‘grænselandet’. Som i alle grænselande er der tale om et kompliceret billede, hvor befolkningssammensætning, sprog og religion er blandet. Akkurat som vi kender det i det dansk-tyske grænseland, selv om det er i mindre skala. Historisk har Ukraine været delt mellem en østlig del, der var tæt på Rusland sprogligt og kulturelt, og en vestlig del, der var tæt på Europa, blandt andet fordi dele af Vestukraine frem til 1918 var en del af Det Habsburgske Rige og siden Polen. Den spænding er blevet yderligere forstærket siden Sovjetunionens fald og Ukraines uafhængighed i 1991. Ind i den opdeling kommer så de mange krige og grænsedragninger gennem tiden, der har ført til, at der i området findes 130 forskellige nationaliteter ifølge Folketællingen fra 2001, som er den seneste folketælling, der er lavet i Ukraine.”

Hvem er det russiske mindretal i Ukraine?

“Russerne i Ukraine kan inddeles i tre grupper: De etniske russere. De russisksprogede. Og de russisk-ortodokse.”

“Ved Folketællingen i 2001 var der 8,3 millioner, der definerede sig som etniske russere. Det svarer til 17,3 procent af den ukrainske befolkning, der i 2001 var på 48,5 millioner. De fleste etniske russere bor i den sydlige og sydøstlige del af Ukraine, som siden den russiske erobring af Krim-halvøen fra Det Osmanniske Rige i 1783 har været underlagt først Rusland og siden Sovjetunionen og i 1954 blev en del af den ukrainske sovjetrepublik. Da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, erklærede Luhansk og Donetsk i det sydøstlige Ukraine sig som uafhængige folkerepublikker, og den nuværende krig skal ses i forlængelse heraf.”

“Hvor mange, der er russisksprogede i Ukraine, er svært at sige, men måske 30 procent af befolkningen. Det vigtige er at forstå, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem sprog og identitet i Ukraine. 15 procent af dem, der definerede sig som ukrainere i 2001, sagde, at de havde russisk som modersmål. For eksempel er Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der tilhører et af de i alt fem jødiske mindretal i Ukraine, opvokset med russisk som modersmål, men har senere valgt ukrainsk. 83 procent af de ca. 100.000 jøder i Ukraine har oplyst, at de har russisk som modersmål.”

“Når det gælder de russisk-ortodokse, er billedet endnu mere komplekst. Ortodoksien i Ukraine er splittet mellem tre forskellige kirker: Den russisk-ortodokse kirke, der er afhængig af patriarken i Moskva, er russisksproget. Den national-ortodokse, der blev etableret i 1991 ved staten Ukraines oprettelse, er ukrainsksproget. Og den katolsk-ortodokse, der er knyttet til pavestolen i Rom, er forankret i Vestukraine, hvor ukrainsk er det dominerende sprog.”

“Så konklusionen må være, at det russiske mindretal i Ukraine er en blandet størrelse, hvor der ikke er direkte overensstemmelse mellem etniske russere, russisksprogede og russisk-ortodokse. Russere og ukrainere har jo ikke levet i separate verdener. Der er en udstrakt grad af blandede ægteskaber og dermed familierelationer på kryds og tværs, og langt de fleste ukrainere taler og forstår russisk.”

Præsident Vladimir Putin har begrundet invasionen af Ukraine med, at der er blevet begået folkedrab og sket diskrimination af det russiske mindretal i Ukraine. Hvad mener du om den del af begrundelsen, der handler om folkedrab?

“Der har været internationalt tilsyn i Ukraine gennem Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde (OSCE). Deres observatører har tidligere været i Donetsk og Luhansk. Observatørerne har fastslået, at der intet som helst er, der tyder på folkedrab fra ukrainsk side. Så den del af Putins begrundelse er fri fantasi.”

Hvad mener du om Putins påstand om, at der skulle være sket ydmygelse og overgreb mod det russiske mindretal i Ukraine?

“Overordnet set er der ikke sket nogen former for ydmygelse eller overgreb i Ukraine, der på nogen måde skulle legitimere en krig. Man kan snarere tale om, at Putin anvender det russiske mindretal i Ukraine som et påskud for at gå i krig.” 

“Men blandt de tre russiske mindretalsgrupperinger er der da helt sikkert nogen, der føler, de har været udsat for ydmygelse og overgreb fra de ukrainske myndigheders side gennem tiden.”

“Processen med at fremme det ukrainske sprog har stået på siden 1991, da Ukraine blev uafhængig og ønskede at skabe en stærk national identitet med et fælles sprog. Det er et forståeligt ønske, når man skal skabe en ny nation. Men det gælder naturligvis om at finde en balance mellem, at alle kan tale ukrainsk, og at mindretallene har retten til at tale deres mindretalssprog.”

“Sproglovgivningen i Ukraine er lidt af en kampplads. Efter Krim-halvøen blev annekteret af Rusland i 2014, og Luhansk og Donetsk erklærede sig som uafhængige folkerepublikker, kom der en række nye lovgivningstiltag i Ukraine.”

“Eksempelvis blev der i 2017 vedtaget en uddannelseslov, der skulle gøre ukrainsk obligatorisk fra 5. klassetrin. Uddannelsesloven udløste heftige protester fra det russiske mindretals side, men også fra de ungarske, rumænske, moldaviske og polske mindretal i Ukraine. Uddannelsesloven virkede bastant og førte også til spændinger med Ukraines nabolande. Især Ungarn, men også Rumænien, Bulgarien, Polen og Grækenland gik i rette med Ukraine på vegne af ‘deres’ mindretal i landet.”

“I 2019 vedtog det ukrainske parlament en ny sproglov, der skulle sikre, at ukrainsk blev statssprog. Så sent som i januar i år udtrykte Human Rights Watch bekymring over sproglovens indvirkning på mindretalssprog i Ukraine, herunder russisk, og Europarådets Venedigkommission udtrykte, at lovgivningen ikke fandt den rette balance mellem at fremme det ukrainske sprog og varetage mindretallenes sproglige rettigheder.”

Kan erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland anvendes i forbindelse med krigen i Ukraine?

“Det er blevet foreslået nogle gange op til denne krig, at man skulle gøre brug af folkeafstemning, sådan som det skete i det dansk-

tyske grænseland forud for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Der blev jo gennemført en folkeafstemning i Ukraine i 1991, da den ukrainske befolkning med overvældende flertal stemte ja til en uafhængighedserklæring. I 2014, da Rusland annekterede Krim, gennemførte man en pseudoafstemning, og man gjorde noget tilsvarende i Luhansk og Donetsk. Men det kan på ingen måde sammenlignes med den dansk-tyske erfaring.”

“Hvis man skulle gennemføre en folkeafstemning i Ukraine omkring grænsedragning, ville man åbne for Pandoras æske. Årsagen til, at man ikke har gennemført folkeafstemninger i Europa efter Murens fald i 1989, er jo, at nye konflikter ville opstå. Man kan med rette spørge: Hvorfor blev der ikke gennemført en folkestemning i Narva-regionen i Estland i 1991? Regionen er overvejende russisksproget. Og tænk hvis det kom til folkeafstemninger i Slovakiet, Rumænien eller Serbien om grænsen til Ungarn? Det ville give nogle helt uoverskuelige følger.”

“I det dansk-tyske grænseland var der også kræfter på begge sider af grænsen, der ønskede at flytte grænsen efter Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Grænsen blev kun endeligt anerkendt som en konsekvens af Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Og årsagen til, at Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland kunne blive så gode venner, var, at der var et interessefælleskab efter Anden Verdenskrig og et økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde i lyset af truslen fra Sovjetunionen. Sådan er det ikke mellem Ukraine og Rusland, og jeg ser desværre ikke folkeafstemninger som et instrument i Ukraine i en overskuelig fremtid.”