I 1950’erne gennemgår dansk litteratur en rivende udvikling. De mørke krigsår er forbi, og en række spirende forfattere, der i dag er blandt Danmarks mest anerkendte, markerer sig med væsentlige udgivelser. Karen Blixen udgiver ‘Babettes gæstebud’, Tove Ditlevsen skriver ‘Kvindesind’ og Leif Panduro og Klaus Rifbjerg debuterer med hhv. ‘Rend mig i traditionerne’ og ‘Den kroniske uskyld’. Også Tom Kristensen, Peter Seeberg og Tage Skou-Hansen udkommer med store værker i det første efterkrigsårti.

I 1959 er det dog en helt anden – og for de fleste i dag helt ukendt – forfatter, der løber med opmærksomheden, da den store litteraturpris ‘De Gyldne Laurbær’ skal uddeles. Willi-August Linnemann, en sydslesvigsk forfatter, der er vokset op i en forstad til Flensborg, vinder for udgivelsen ‘Døden maa have en aarsag’. Året forinden har han som den første modtaget ‘Søren Gyldendal-prisen’, og med ‘De Gyldne Laurbær’ oveni er han for alvor blevet anerkendt af det litterære parnas i Danmark.

“Det er en gåde, at man aldrig har tænkt mere over at markere ham i Sydslesvig. Det har vi så nu fået rådet bod på”, siger Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), der står bag en ny mindeplade, der hylder Linnemann.

Mindepladen blev afsløret den 9. februar af Jens A. Christiansen sammen med Annegret Friedrichsen på Flensborghus.

“Linnemann opfattede sig som sydslesviger, men også som en europæisk grænselandsfortæller. Han lader sine fortællinger udspille sig i et flersproget og flerkulturelt område, fordi det gør byen og området interessant, også for de eksistentielle overvejelser, han gør sig”, siger Annegret Friedrichsen, der er medforfatter til bogen ‘Lys over Linnemann’ fra 2014.

Willy-August Linnemann fik sit gennembrud som 44-årig med ‘Bogen om det skjulte ansigt’ fra 1958, der er første bind i hovedværket ‘Europafortællinger’ (1958-66), hvor også ‘Døden maa have en aarsag’ indgår.