Det danske mindretal rykker ind på Mors
Der er X Factor, hygge og grænselandskrimier på programmet, når det danske mindretal i Sydslesvig igen i år deltager på Kulturmødet Mors fra den 21.-23. august.

Bibliotekar Mette Laustsen fra Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig stod for højtlæsningen ved bogbussen på Kulturmødet Mors i 2024.
Foto: Per Bille
Af Alexander Leicht Rygaard
Det danske mindretal i Sydslesvig er igen i år repræsenteret, når Kulturmødet Mors finder sted fra den 21.-23. august.
Det er Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, der står i spidsen for indsatsen, og bibliotekschef Jens M. Henriksen ser frem til et par gode dage i den nordlige del af Danmark.
”Kulturmødet Mors er et rigtig godt sted til at fortælle om det danske mindretal og høre, hvad der foregår i Danmark. Det har en størrelse, som skaber en stemning af, at man har mere tid og ro til at snakke sammen. Der er god tid til fordybelse og forundring”, siger han.
Igen er det Dansk Centralbibliotek for Sydslesvigs karakteristiske grønne bogbus, der danner ramme om indsatsen. Af udseende ligner bogbussen en stor autocamper, og den fylder godt i billedet på Kulturmødets hovedgade, Gasværksvej i Nykøbing Mors, som til lejligheden omdøbes til Kulturvejen.
”Bogbussen har jo både dannebrogsflag påmalet og kører på tyske nummerplader, og det plejer at være noget, folk lægger mærke til. Det er et godt udgangspunkt for en samtale, er vores erfaring”, siger Jens M. Henriksen.
I forlængelse af bogbussen er der en scene, hvor et varieret program vil udspille sig. Bl.a. giver den sydslesvigske X Factor-vinder, Helene Frank, koncert fredag aften kl. 20. Der er også debat om forholdet mellem Danmark og Tyskland under overskriften ’Hygge muss sein!’. Her deltager Grænseforeningens formand, Mirco Reimer-Elster, sammen med bibliotekschef Jens M. Henriksen og Danmarks generalkonsul i Flensborg, Annette Lind.
Programmet byder desuden på højtlæsning, fællessang, snapsesmagning, quiz og foredrag, bl.a. med krimiforfatter Pernille Schou.
”Det vigtige for os er ikke, hvor mange der deltager, men snarere, at vi får nogle gode samtaler ud af det”, siger Jens M. Henriksen.
Det bliver en helt varm bogbus, der står klar, når Kulturmødet Mors åbner torsdag den 21. august. Den kommer nemlig direkte fra H.C. Andersen Festival i Odense, der begyndte den 14. august.
”Der er efterhånden mange festivaler og folkemøder, så vi forsøger at være til stede, hvor det giver mening. I næste uge skal jeg f.eks. til Klimafolkemødet i Middelfart, men det bliver så uden bogbussen. Den skal jo også have mulighed for at køre rundt i Sydslesvig, som er dens primære opgave”, siger Jens M. Henriksen.
Bogbussen leverer til daglig dansk kultur til medlemmer af det danske mindretal, som har langt til et dansk bibliotek i Sydslesvig. Indvendigt gemmer den på et helt univers af bøger om både Sydslesvig og grænselandet i det hele taget samt mere generelle biblioteksgenrer som krimier, historiske værker og kogebøger.
”Vi kører normalt med omkring seks ton, så det er mange bøger. Og de er alle på dansk. Man kan låne alle bøger og så aflevere dem hos sit lokale bibliotek”, fortalte den nu tidligere bogbuschauffør og bibliotekar Karl Fischer, der gik på pension tidligere på året, til Grænseforeningen under Kulturmødet Mors i 2024.
Kulturmødet Mors fandt sted første gang i 2013. Ifølge Kulturmødets hjemmeside deltog mere end 35.000 gæster i 2024, hvor et stormvejr ellers sørgede for flere aflysninger om fredagen.
Udover Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig deltager også Sydslesvigsk Forening (SSF) og Dansk Kirke i Sydslesvig i årets udgave.
Flere nyheder: