Grænseforeningen møder udfordringer, erkender formanden for lokalforeningen Silkeborg-Hammel, Jette Thorup Nielsen, som godt kan savne det engagement i det frivillige, hun kender fra sin opvækst i Sydslesvig
Den 30. januar 1924 samledes en række gode borgere fra Silkeborg-området på Højskolehjemmet for at stifte Sønderjysk Forening for Silkeborg og Omegn. Lidt mere end 100 år senere, den 28. februar 2024, er en god flok samlet på trapperne i Silkeborg Gymnasiums amfiteaterlignende auditorium.
De lidt gråsprængte medlemmer af Grænseforeningen sidder mellem gymnasiets elever, som fylder auditoriet ud. Det er lokalforeningens 100-års jubilæum, der markeres. Men de unge er der nu for at høre oplægsholderne i det offentlige møde, der holdes i anledning af jubilæet.
På scenen er ordstyrerrollen overladt til den lokale politiker Christian Juhl fra Enhedslisten, som er medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg og også har været medlem af Kontaktudvalget til det tyske mindretal. Debatten står mellem formanden for det danske mindretals kulturorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), Gitte Hougaard-Werner, og formand for det tyske mindretals organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), Hinrich Jürgensen.
De fortæller, hvordan de to mindretal i dag har gode relationer til hinanden. De to har fulgtes ad i bilen fra Sønderjylland.
Det handler om mindretal og det dansk-tyske forhold i nutiden. Der er sket meget, siden den lokale Sønderjysk Forening blev stiftet for 100 år siden.
I 1967 ændrede man navnet til Grænseforeningen for Silkeborg og Omegn og i 2000 til Grænseforeningen for Silkeborg-Hammel og Omegn efter en fusion med Hammel-foreningen. I 1968 indgik foreningen et venskabs-samarbejde med Sydslesvigsk Forening i Dannevirke, og gennem årene har der på skift været arrangeret besøg i henholdsvis Silkeborg og Dannevirke, som er hjemby for Danevirke Museum, som fortæller historien om Danmarks fødselsattest og tilbagetrækningen derfra i 1864, da Danmarks mistede hertugdømmerne.
Formanden for lokalforeningen, Jette Thorup Nielsen, har set frem til arrangementet.
“Jeg har glædet mig til at høre noget om den måde, man behandler hinanden på. Man skal i Tyskland behandle hinanden ordentligt, og nord for grænsen skal vi selvfølgelig behandle vores tyske mindretal ordentligt”, siger hun.
Fra Sydslesvig til Grænseforeningen
Jette Thorup Nielsen har ikke været med i lokalforeningsbestyrelsen i Grænseforeningen i så mange år. Men hun har hele livet kendt til forholdene i grænselandet. Hun er nemlig fra Flensborg og er vokset op i det danske mindretal.
Hendes mor var lærer på Duborg-Skolen, og hendes far var skoledirektør for Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Forældrene har sat Sydslesvig højt og haft et godt liv der. Og Jette Thorup Nielsen har selvfølgelig holdt kontakten med det sydslesvigske vedlige med årene.
“Min mor dør i 2014. Hun har altid været glad for sit arbejde i Sydslesvig, og man har taget sig godt af hende. Så da hun dør, har jeg det sådan, at jeg er nødt til at gøre et eller andet for at vise min taknemmelighed for min opvækst. Jeg føler måske, jeg står lidt i gæld uden rigtigt at gøre det. En tidligere kollega spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at være en del af bestyrelsen i Grænseforeningen. Efter at have været kasserer i et par år, blev jeg formand. Det har jeg været et lille år nu”, fortæller hun.
Jette Thorup Nielsen har taget studentereksamen fra Duborg-Skolen. Begge forældre flyttede derned i 1950’erne og var meget aktive i Sydslesvig i kraft af deres arbejde og deres engagement i foreningslivet.
“Min mor og far satte altid Sydslesvig meget højt. Min far døde i 1992 og var en mere formel mand. Han var tidligere skoledirektør, mor har undervist i matematik på Duborg-Skolen. Mange sydslesvigere har haft hende som lærer”, fortæller Jette Thorup Nielsen.
Hun er uddannet skolelærer, og det var uddannelsen, der førte hende til Silkeborg, hvor hun faldt godt til fra begyndelsen. Hun arbejder som specialklasselærer, og til sommer har hun været lærer i 41 år. Når hun startede på lærerstudiet på T. H. Langs Seminarium, skyldtes det musiklæreren Viggo Kornum.
“Når man er født og opvokset i Sydslesvig, så er der en stor tradition for kor. Vi var på kor-weekender rundt omkring i landet. Viggo Kornum har været nabo til mine forældre og sagde, at hvis jeg skulle på seminaret, skulle jeg endelig komme op til ham. Han har også været lokalformand for Grænseforeningen i en årrække, sådan som jeg er nu, og han har også boet i Sydslesvig”, fortæller Jette Thorup Nielsen, som arbejdede halvandet år i nabobyen Ikast, inden hun fik arbejde i Silkeborg.
Noget af det, hun har haft med sig fra Sydslesvig, er, at hun som ung har spillet en aktiv rolle i foreningslivet.
Født ind i foreningsliv
“Jeg er født ind i et foreningsliv. Man skal være frivillig, man skal være aktiv. Jeg har gået til spejder, kor, gymnastik som ung. Som voksen blev jeg aktiv i et kulturhus i Silkeborg. Derigennem fik jeg en masse kontakter og en god vennekreds. Vi byggede det selv op fra starten. Det begyndte med en lille alternativ biograf, så lavede vi kulturhuset, der hedder Rampelys”.
“Aktiviteterne var det, der gjorde, at jeg blev hængene i Silkeborg i første omgang, siden var det mand og børn”.
Så frivillighed og musik har været en rød tråd i lokalforeningsformandens tilværelse.
“Der er også et godt musikliv i Silkeborg, og jeg har musik som linjefag. Jeg har gået til kor fra femte klasse. Den tidligere lokalformand for Grænseforeningen, Viggo Kornum, havde også sit kor, som jeg sang i, ligesom jeg nu synger i Kragelund Kirkes kor, og jeg har undervist i musik i næsten alle årene”, fortæller Jette Thorup Nielsen, som også har været formand for musiklærerforeningen og kulturhuset i nogle år.
“Det frivillige er en del af den sydslesvigske baggrund. Hvis jeg skulle møde nogle af mine kammerater, var jeg nødt til at gå i en forening eller til spejder eller gymnastik. Der var et fællesskab i de danske foreninger. Når jeg tænker tilbage, var det naturligt, at man deltog i foreningslivet, og jeg oplevede gennem min mor, at sådan var det stadigvæk”.
Hvis vi skal gøre det interessant for unge mennesker, skal de forstå at det, der sker i grænselandet, er helt unikt. At den måde, man lever med hinanden i venskab og fred, er der blevet arbejdet for.
I Danmark kan Jette Thorup Nielsen godt være overrasket over, at folk ikke engagerer sig mere i det frivillige arbejde.
“De sender gladeligt deres børn i foreningerne, men de kommer ikke selv som forældre. Jeg fortsatte som spejder de første år efter jeg flyttede hjemmefra med tæt kontakt til Sydslesvig. Da mine børn havde alderen til at gå til spejder, blev jeg aktiv spejder igen.
Spændende at blive klogere
“Jeg har selvfølgelig taget min del af slæbet, men jeg kunne næsten ikke få nogen til at hjælpe mig. I dag er man i vores spejdergruppe begyndt at gå nye veje og lave familiegrupper. Vi mister de unge mennesker, der kunne være rekrutteret som ledere. Når de tager på efterskole og kommer tilbage for at gå på gymnasiet, er interessen der ikke længere”.
Jette Thorup Nielsen erkender, at det også er svært at skabe fornyelse i Grænseforeningen.
“Nu er jeg jo næsten den yngste, og jeg er over 60. Der er ikke så meget sexappeal over at være medlem af Grænseforeningen. Men vi har arrangementer, der kan vække folks nysgerrighed, og som man kan lære noget nyt af. Vi havde besøg af den tidligere formand for mindretallets parti, SSW, Flemming Meyer, i sidste uge”.
“Tidligere holdt mor mig orienteret om, hvad der foregår i Sydslesvig. Nu er det svært at følge med. Derfor er foredragene i foreningen spændende at blive oplyst og blive klogere af. Vi var i Flensborg, hvor vi var på gåtur med Flensborg Avis’ kulturredaktør Hans Christian Davidsen, hvor han fortalte historier med inspiration fra sin bog ‘Forelsket i Flensborg’. Det var virkelig spændende”.
Jette Thorup Nielsen mener også, Grænseforeningen stadig har en vigtig opgave. For den viden, der er omkring mindretallene, er meget lille, medmindre man bor i Sønderjylland.
“Hvis vi skal gøre det interessant for unge mennesker, skal de forstå at det, der sker i grænselandet, er helt unikt. At den måde man lever med hinanden i venskab og fred er der blevet arbejdet for. De skal forstå, at det er vigtigt, at vi behandler vores mindretal ordentligt. Det er noget med at leve i fredelig sameksistens, at være åben og ikke hele tiden at skulle omvende andre til at mene det samme som en selv”, siger formanden for Grænseforeningen Silkeborg-Hammel.
Sammen med formandskollegaen fra naboforeningen Viborgegnens Grænseforening, Karen Marie Ravn, er man ved at søge om nogle penge til et møde med de to lokalforeningers venskabsforeninger syd for grænsen.
“Vores venskabsforening er Sydslesvigsk Forening i Dannevirke, og Viborg har foreningerne Skovby, Bøgelund og Bredsted. Sydslesvigerne kommer unge familier med børn. Vi kommer med en alderskoefficient på over 60. Så vi lægger op til, at man tager sine børnebørn med. Jeg tror, det er vejen frem, hvis vi skal have de unge med”, slutter Jette Thorup Nielsen, som også finder Grænseforeningen Ungdom (GFU) rigtig interessant.
“Det kunne jeg godt have tænkt mig, der var i sin tid, da jeg flyttede til Danmark,” siger hun.
På jubilæumsdagen er det i hvert fald lykkedes lokalforeningen at bringe aktuel viden om grænselandet videre. Det er fra scenen i et fyldt auditorium, hvor de fleste er gymnasieelever, at hun kan takke oplægsholderne fra de to mindretal og moderatoren fra Sydslesvigudvalget for en god debat.
