Da Anna Toftgaard-Hansen var teenager, havde hun svært ved at forstå sin bedstefars ihærdighed. 

Som mindretalsdansker bosat i Flensborg insisterede bedstefaren på at tale og skrive dansk, og det gjaldt også, når han skulle sende breve til bekendte. 

Grænsebyens tyske gadenavne blev på brevkuverterne udskiftet med de historiske danske navne, til stor forvirring for de lokale postbude. 

“Min bedstefars breve kom altid retur med fejlbeskeden om, at modtageradressen var ukendt. Det var det samme hver gang”, fortæller 29-årige Anna Toftgaard-Hansen, der er uddannet modedesigner fra Hochschule Hannover. 

For bedstefaren var det særdeles vigtigt at være dansk, og hvorfor forstår Anna Toftgaard-Hansen først rigtigt i dag.

Som afslutning på sin uddannelse lavede hun i fjor modekollektionen ‘En Ridderkvinde i Sygeplejerkofte’, der er inspireret af ikke bare bedstefaren, men også bedstemoren, der på sin egen måde også gjorde en dyd ud af at være dansk i Nordtyskland.

“Som teenager sagde jeg ofte, at jeg var tysker. For jeg er jo vokset op i Tyskland og har altid været omgivet af tyskere. Men min bedstemor rettede mig altid. “Nej, skat, du er ikke tysker. Du er mindretalsdansker”. Det var jeg for ung til at forstå essensen af. Det rummede en patriotisme, jeg ikke kunne forholde mig til”, siger Anna Toftgaard-Hansen, der mistede sin bedstemor i 2008, mens bedstefaren gik bort i 2019. 

“Da min bedstefar døde, satte det noget i gang i mig. Jeg begyndte at tænke over, hvem han var, og hvad han stod for. Det spirede også en masse tanker om min egen identitet”, forklarer hun.

“Men det var først i arbejdet med kollektionen, at jeg for alvor reflekterede over, hvorfor mine bedsteforældre var så vedholdende i deres syn på identitet. De er jo vokset op i efterkrigstidens Tyskland, hvor nazismen havde sat dybe spor i alle dele af den kollektive hukommelse. Det var noget særligt at være dansk. Det var også en måde at vende sig væk fra de grufulde ting, det nazistiske Tyskland havde stået for, og som Tyskland også den dag i dag stadig forbindes med”, tilføjer Anna Toftgaard-Hansen. 

Magasinet Grænsen møder den sydslesvigske modedesigner over en cappuccino på en kaffebar nær Vesterport Station i København. Det er ikke uvant territorie for Anna Toftgaard-Hansen, for før hun rejste til Hannover, studerede hun et par år på Københavns Erhvervsakademi. 

“Jeg boede i Nordvestkvarteret og læste til designteknolog. Det var en god indgang til faget for mig, men det blev også hurtigt kedeligt. Det var lidt for kommercielt til min smag og handlede meget om at gætte, hvilken farve trøje der ville sælge mest det kommende år”, siger hun.

Det er onsdag morgen, og på den anden side af kaffebarens vinduer vrimler det med cyklister, der pedalerer forbi togstationen og den farverige Palads-biograf for at komme på arbejde i det indre København. Anna Toftgaard-Hansen tager en tår af sin kaffe og rømmer sig lidt. Hun er iklædt en blazer lavet af forskellige stykker blå bomuldsstof.

“Det er faktisk min egen kreation. Jeg går sjældent i tøj, jeg selv har lavet, for jeg synes altid, at det sidder bedre på andre”, siger hun. 

Den blå denimblazer var også i aktion aftenen forinden, da Anna Toftgaard-Hansen stod i spidsen for et mindre modeshow med udgangspunkt i sin kollektion. Det var på galleriet Prospekt Space som en del af udstillingen ‘GRÆNSERUM’.

“Det er altid en sjov oplevelse at se det tøj, man har designet, få et liv og blive båret af rigtige mennesker og ikke bare et par udtryksløse giner. Galleriets rå, betondominerede udtryk var en god kontrast til tøjets mange farver”, fortæller Anna Toftgaard-Hansen, der til modeshowet også fik lejlighed til at fortælle om tankerne bag kollektionen.

“Det var mine bedsteforældres historier, som blev min indgang til projektet, men mit budskab er i høj grad feministisk. Jeg vil gerne sætte fokus på kvinderne i det danske mindretal og deres liv”, tilføjer hun. 

Anna Toftgaard-Hansen har taget udgangspunkt i perioden 1864 til 1945. For det var i denne periode, at en dansk mindretalsidentitet blev udformet, stadfæstet og udfordret på ny. 

“Det er en periode, hvor mændene fylder alt i historiebøgerne. Det var mændene, der var politisk aktive. Og det var mændene, der bestred de vigtigste poster. Kvinderne var nærmest ikkeeksisterende i det offentlige rum. De var kun noget inden for hjemmets fire vægge. Det var den indretning, der var i samfundet dengang”, siger hun. 

“Men det betyder ikke, at kvinderne ikke havde holdninger og meningers mod”, tilføjer Anna Toftgaard-Hansen og refererer til sine bedsteforældre som et eksempel.

“I arbejdet med kollektionen har jeg talt med flere, som kendte mine bedsteforældre. De husker alle min bedstefar som en højlydt person, der ikke var bleg for at sige sin mening i større forsamlinger. Min bedstemor beskriver de derimod som værende mere stille. Det har jeg selv oplevet helt omvendt, når jeg besøgte deres hjem. Her var det min bedstemor, der styrede det hele”, forklarer hun. 

Anna Toftgaard-Hansen pointerer, at kvinderne har været med til at forme de meninger, som mændene så fremførte og argumenterede for i de givne fora. Det er også velkendt, at kvinderne i perioden demonstrerede deres danskhed ved at brodere Dannebrog, Dybbøl Mølle og andre danske nationalsymboler på puder, duge og klokkestrenge. Men hvad har kvinderne tænkt undervejs? Det har Anna Toftgaard-Hansen forsøgt at give et svar på i sin tøjkollektion. 

“Sløjfer er et af de bærende elementer i kollektionen. De symboliserer generelt, at man støtter en sag, og i dette tilfælde er det så den danske sag. Kvinderne var meget dansksindede”, forklarer hun. 

“For mig symboliserer sløjfen også en indskrænkning. Kvinderne er begrænsede i deres ageren. De skal helst opholde sig i hjemmet”, tilføjer hun.

Et andet bærende element er de hvide og blå margueritblomster, der i mangetal pryder flere af tøjkollektionens dele.

“Margueritblomsterne symboliserer kvindernes danske identitet. Det er Danmarks nationalblomst, og det var fra begyndelsen klart for mig, at den blomst skulle være et fremtrædende element”, siger den sydslesvigske modedesigner.

Anna Toftgaard-Hansen pointerer her, at hun med blomsten har valgt at gøre brug af sin kunstneriske frihed og blande fortid og nutid. Margueritten blev nemlig først Danmarks nationalblomst i 1987. Før det var rødkløveren i 1936 blevet udnævnt til dansk nationalblomst. 

“Jeg kan bedst lide margueritten. Den er mere smuk og enkel i sit udtryk”, forklarer hun.

I kollektionen gør Anna Toftgaard-Hansen også brug af tern samt ærmer i pudsige former. Ternene er brugt for at vise, at det er kvinderne i landområderne, det handler om. De helt almindelige kvinder, hvis vigtigste opgave var at få et hjem til at fungere.

“Ærmerne skal så symbolisere, at kvinderne har haft en formende rolle. De har skullet forme børnene og på bedst mulig vis få dem til at være danske”, siger hun.

Anna Toftgaard-Hansen kommer selv fra en familie med rødder i landområdet syd for Flensborg. Hendes tip-tip-oldefar, Jens Nikolai Andresen, var gårdejer, og det var i nærlæsningen af hans historie, at hun fandt på navnet ‘En Ridderkvinde i Sygeplejerkofte’ til kollektionen. 

Tip-tip-oldefaren blev et sted omtalt som en ‘riddersmand i bondekofte’, et udtryk, som den danske nationalliberale politiker Orla Lehmann også brugte om landmand og politiker Laurids Skau. En riddersmand er en person, der uselvisk opfylder en opgave, og det valgte Anna Toftgaard-Hansen så at vende på hovedet kønsmæssigt.

“Det afspejler meget godt, hvordan min proces har været med det her projekt. Mændene fylder ved første øjekast, og så har jeg set det som min opgave at få kvinderne mere frem. Sygeplejerske er også et typisk kvindefag. Min oldemor var sygeplejerske”, forklarer hun. 

Hvis man kan tale om et hovedprodukt i kollektionen, kan det meget vel være den skinnende sølvkofte, der afspejler kollektionens titel. 

“Oprindeligt var det min tanke at lave en abstrahering af en sygeplejeuniform som en ringbrynje. Men det tog alt for lang tid, så jeg er endt med at bruge sølvpailletter. Jeg er meget tilfreds med resultatet”, siger hun. 

Anna Toftgaard-Hansen rykker sig lidt i stolen på den københavnske kaffebar. Hun skal snart hjemad mod Flensborg, hvor hun har boet det seneste år efter at have tilbragt tre år i Hannover. Hendes mand og deres snart etårige søn venter på et hotelværelse ikke langt herfra. 

Hun har været på barsel, siden hun færdiggjorde sin uddannelse. Det har givet hende mulighed for at finpudse et par detaljer i tøjkollektionen, som hun løbende har oplevet en interesse for. I sommer var kollektionen en del af Berlin Fashion Week, hvilket kom i stand, da hun blev udvalgt som én af blot otte fra afgangselever fra uddannelsesstedet i Hannover. 

“Det var en kæmpe oplevelse at se mit tøj på en så stor catwalk. Opsætningen var superprofessionel, og jeg skulle ikke gøre så meget andet end at sende mit tøj til Berlin. Jeg kunne dog ikke selv deltage, fordi jeg lige havde født”, siger hun.

Det var ikke en drøm om de store internationale modescener, der fik Anna Toftgaard-Hansen til at blive modedesigner. Hun har altid været glad for at tegne, især croquis og japanske tegneserier, men efter gymnasiet havde hun egentlig indstillet sig på at læse historie eller arkæologi. Hun var interesseret i Antikken og Romerriget og i forestillinger om samfundet i oldtiden. Et par dage på Arkæologistudiet på Aarhus Universitet fik hende dog på andre tanker. Undervisningen handlede om tøj, og det spirede en ny idé, som måske egentlig altid havde luret under overfladen.

“Jeg har nok altid tænkt, at tøj var spændende. Men ligefrem at arbejde med tøj og mode virkede meget fjernt, da jeg var ung. Det kan det til tider også gøre i dag, for modebranchen fremstår meget lukket og eksklusiv udefra. Det kan meget hurtigt komme til at handle om kendisser og ekstravagante modeshows, men det har altid været tøjet og den historie, det fortæller, som jeg har været optaget af”, siger hun. 

“Tøj handler for mig om personlig identitet. Det er en måde at finde sig selv på. Jeg mener også, det er vigtigt, at tøj ikke er eksklusivt. Tøj er for alle”, tilføjer Anna Toftgaard-Hansen.

Ikke desto mindre er Anna Toftgaard-Hansen blevet en del af en eksklusiv verden. Hun kom igennem nåleøjet og klarede optagelsesprøven til modedesigneruddannelsen i Hannover. Undervejs var hun i praktik i seks måneder i Antwerpen hos Florentina Leitner, der er en østrigsk modedesigner, hvis tøj er blevet båret af kendisser som Lady Gaga og Kylie Jenner. Og så var der det føromtalte modeshow i forbindelse med Berlin Fashion Week. 

“Det er fortsat meget surrealistisk for mig, at jeg har opnået de her ting. Jeg kan stadig tvivle enormt meget på mig selv og på, om jeg overhovedet har nogle evner, der kan bruges til noget”, siger Anna Toftgaard-Hansen, der snart skal finde ud af, hvad næste skridt i karrieren skal være.

“Min barsel slutter snart, og det er lidt skræmmende at tænke på. Men jeg glæder mig også, for det er egentlig ret kedeligt at daske rundt med en barnevogn hele tiden”, tilføjer hun. 

Hun er stadig ved at finde ud af, hvad hun har lyst til. Hun medgiver, at det nok vil være svært at etablere sig som modedesigner med eget tøjmærke i Flensborg, fordi byen trods alt ikke er større. Men det er også med til at skabe en nysgerrighed i hende. For er det egentlig umuligt? 

“Jeg tror meget på, at man bare skal springe ud i ting og ikke tænke så meget. Det er lettere sagt end gjort, for jeg har også haft mange tanker, om jeg er god nok, og hvem vil egentligt købe mit tøj. Men jeg har også lært meget ved bare at gøre ting”, siger Anna Toftgaard-Hansen. 

“Min drøm er at blive selvstændig og lave sceneoutfits til musikere og lignende. Det kender jeg ingen, der gør i Flensborg. Faktisk var det min plan oprindeligt at lave en tøjkollektion baseret på den tyske sangerinde Alli Neumann. Men jeg er glad for, at jeg endte med at tage udgangspunkt i min egen familiehistorie og det danske mindretal, selvom det i sammenligningen kan lyde mere usexet. Jeg føler, at jeg er blevet klogere på mig selv. Jeg er stolt af være fra det danske mindretal. Det er der nogle, som har kæmpet for, det er ikke bare noget, der er der. Det skal man huske”, slutter hun.