Splitflaget med kongekronen i midten vajer i vinden, så ingen, der kører gennem Slotsgaden i Møgeltønder med de idylliske stråtækte huse, kan være i tvivl: Prins Joachim og prinsesse Marie opholder sig på Schackenborg Slot.

Årsagen er, skal det vise sig, at prins Henrik, prinseparrets ældste søn, er fyldt otte år dagen forinden, og fødselaren ønsker hvert år, når det er muligt, at fejre sin fødselsdag den 4. maj på Schackenborg Slot. Den dag, der som bekendt også er Danmarks befrielsesdag, er der traditionen tro lys i vinduerne på slottet om aftenen. Og det elsker han, fortæller prinsesse Marie, da hun og prins Joachim og magasinet Grænsens udsendte har sat sig til rette i ”Sommerstuen” i hovedfløjen ud mod syd, og der er blevet skænket te. Her er lunt og rart i sofahjørnet, mens en forårskold vind blæser uden for gennem slotsparkens rhododendron og magnoliatræer, der er sprunget ud, siden prinseparret og deres to børn, prinsesse Athena, der er fem år, og prins Henrik - og ofte også prins Joachims to ældste sønner, prins Nikolai og prins Felix ­- opholdt sig her sidst.

For Schackenborg Slot, som prins Joachim fik overdraget, da han var ni går gammel i 1978, er ikke familiens faste bolig. Denne sommer er det tre år siden, at prins Joachim besluttede at opgive landmandslivet og overdrage Schackenborg Slot med tilhørende jordbesiddelser til en dengang nystiftet fond, Schackenborg Fonden, og flytte med sin familie til en villa i Klampenborg nord for København.

Den flytning har været meget omtalt i medierne og er blevet udlagt som et brud med kongehusets mangeårige og tætte forbindelse til Sønderjylland og som en faneflugt til fordel for en behagelig tilværelse i storbyen. Prins Joachim har tidligere i år i et interview med Jyllands-Posten sagt, at han ikke kan genkende mangt og meget af det, der har været sagt og skrevet.

Magasinet Grænsen er kommet på besøg på Schackenborg Slot for at interviewe prins Joachim, der er protektor for Grænseforeningen, og prinsesse Marie, om beslutningen om at afhænde Schackenborg dengang og om prinseparrets forhold til Schackenborg, Sønderjylland og grænselandet i det hele taget i dag. Men også om at være en moderne familie, der føler sig hjemme mere end ét sted og har rod i flere kulturer.

Hvordan har De, Prins Joachim, det i dag med beslutningen om at afhænde Schackenborg i 2014?

Prins Joachim: Det var uundgåeligt og nødvendigt. Vi prøvede gennem lang tid at kombinere de officielle pligter med landmandsvirket her på Schackenborg. Det var meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at få til at gå op. Dertil kom den barskeste del: Økonomien. Der var gæld, da jeg fik stedet overdraget, og den gæld blev ved med at tynge. Alt, hvad der blev tjent, gik til at nedbringe gælden. Dertil kom, at et stort slot kræver megen vedligeholdelse, og det gør en stor have også. Så faktisk var der ikke noget tilbage. Jeg ville ikke lade en så stor gældspost gå videre til mine børn og dermed give dem en uretfærdig start på livet. Populært var det ikke, og svært var det for os. Det krævede mange års seriøse overvejelser. Men nu sidder vi her i dag. Vi nyder at være på Schackenborg, og vi kommer gerne og ofte”.

Hvordan vil De beskrive Deres tilknytning til Schackenborg og Sønderjylland i dag?

Prinsesse Marie: ”Vi føler os meget stærkt knyttet hertil. Vi føler os hjemme i Møgeltønder og Sønderjylland. Det er klart, at Prinsen føler sig knyttet hertil, fordi han har boet her på Schackenborg i mere end 20 år. Men det gør jeg også. Vi blev gift i Møgeltønder kirke i 2008, og festen blev holdt her på slottet. Vores børn er blevet født, mens vi har boet her. Det første ord, vores søn, prins Henrik, sagde, da han var omkring et år gammel, var ”Mojn”. At vi skulle flytte herfra har intet at gøre med vores kærlighed til stedet. Vi har også vores gode og nære venner her, som vi glæder os til at se, når vi er her”.

Prins Joachim: ”Jeg kender hver eneste krog her, og Sønderjylland er gennem årene blevet en del af mit dna. Det betyder utrolig meget for mig, at vi som familie kan komme her. Fra jeg var ung engagerede jeg mig på mange forskellige måder i det sønderjyske, bl.a. gennem protektioner. Det lægger jeg stor vægt på at blive ved med. Jeg havde den glæde at holde festtale, da FN-Museet i Frøslevlejren fejrede sit 25 års jubilæum som verdens første FN-Museum den 2. maj i år. Da FN-Museet åbnede i 1992, var det såmænd også med min deltagelse. Den slags giver kontinuitet – også i mit liv. Da Schackenborg Fonden blev oprettet, blev det besluttet, at der måtte flages med kongehusets flag, når vi er her. Det er noget, man er meget opmærksom på, især her i Møgeltønder”.

Kritikken af Deres beslutning om at flytte fra Schackenborg Slot til København ligger tæt op ad den generelle debat om de udfordringer, som landdistrikter og yderområder i Danmark står overfor. Der tales om ”Udkantsdanmark”. Hvordan vurderer De hele denne debat?

Prins Joachim: ”Jeg kan personligt ikke fordrage det udtryk. Jeg mener faktisk også, det er misvisende. Næsten en fjerdedel af Danmarks befolkning bor i København, og de vil ofte have en opfattelse af, at alt hvad der ligger uden for Valby Bakke, er udkant. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke. Tværtimod kan der være tale om meget mere levedygtige initiativer, når man kommer væk fra hovedstadens magnetfelt”.

Vigtigheden af en nær kontakt mellem kongehuset og Sønderjylland er blevet understreget mange gange. Hvorfor er kontakten mellem kongehuset og Sønderjylland noget særligt?

Prins Joachim: ”Siden 1935, da mine bedsteforældre (dronning Ingrid og kong Frederik den Niende, red.) tog sommerophold på Gråsten Slot, har der været et nært bånd. Man ville vise Sønderjylland, at de hørte til efter Genforeningen i 1920. Men dermed naturligvis ikke ment, at det øvrige Danmark ikke bliver besøgt. Den kongelige familie kommer rundt i hele landet. Men det er klart, at der af historiske grunde er et helt særligt bånd mellem kongehuset og Sønderjylland, og det markeres blandt andet ved, at vi kommer her ofte”.

Der er ca. fem kilometer til landegrænsen mellem Danmark og Tyskland her fra Schackenborg. Hvilke tanker gør De dem om at opholde Dem i det dansk-tyske grænseland?

Prinsesse Marie: ”Jeg synes faktisk aldrig, jeg tænker på, at der er en national landegrænse så tæt på. Man møder mange mennesker, der taler tysk, når man eksempelvis er i Tønder, men det indgår så naturligt i byens liv, fordi de fleste taler både dansk og tysk”.

Prins Joachim: ”Nej, det tænker man ikke over. Grænselandet indgår i en slags bi-national symbiose. Det er et område, hvor den kulturelle grænse for længst er udvisket. Grænselandet og de gode vilkår, der hersker for det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal syd for grænsen er jo et eksempel til efterfølgelse i andre grænseregioner i Europa, hvor der måske nok er fred, men stadigvæk uløste problemer. Det er oplagt, at mindretalsorganisationen FUEN har sit hovedkontor netop det sted i Europa, hvor man kan sige: Prøv at se. Sådan skal det gøres. Her i det dansk-tyske grænseland er det lykkedes at leve med to kulturer og to sprog, uden at det volder vanskeligheder. Tværtimod har mindretallene det godt, og flertal og mindretal lever også godt med hinanden”.

Prinsesse Marie, De er født og opvokset i Frankrig og har i dag dansk statsborgerskab. Hvordan har De oplevet at skulle vænne Dem til at leve med to kulturer og to sprog, fransk og dansk?

Prinsesse Marie: ”Jeg kom på kostskole i Schweiz, og allerede da jeg var 17 år, flyttede jeg til USA. Jeg skulle derover i fire måneder for at lære sproget, men endte med at blive der i syv år. Jeg har boet i udlandet i så mange år, så for mig er det helt naturligt at lære et nyt sprog og vænne mig til en ny kultur. Jeg må dog sige, at jeg har haft svært ved at lære dansk. Det er et svært sprog!”

”Jeg elsker min franske familie, og jeg elsker Frankrig, som jeg stammer fra, for den franske kultur er meget stærk, og det er jeg opdraget til. Men jeg tror aldrig, jeg kunne være blevet boende i Frankrig og have giftet mig med en franskmand!”

Prins Joachim: ”Det er jeg da glad for at høre! Jeg tror, at det netop er din nysgerrighed og lyst til at lære nyt, der gør dig stærk”.

Prinsesse Marie: ”Det ved jeg ikke. Jeg tror bare, at det er blevet en del af min personlighed at opsøge nyt”.

Hvordan har De praktiseret at fastholde begge sprog og kulturer over for Deres børn?

Prinsesse Marie: ”Det er et meget vigtigt emne, De der kommer ind på. Vi insisterer på at lære vore børn begge kulturer at kende. Jeg forsøger at tale fransk med børnene. Da Henrik blev født, var det ligetil, for da kunne jeg ikke tale dansk. Det begyndte at være en udfordring, især efter vi fik Athena i 2013, for på det tidspunkt kunne jeg tale dansk. Børn er jo kloge. De fornemmer, at de ikke er tvunget til at tale fransk for at kunne tale med deres mor. Men man skal ikke give op. For det er en kæmpe gave at lære at tale flere sprog, når man er barn. Og så er det væsentligt for mig, at børnene kender deres egen kultur og identitet. Også selv om de siger: ”Nej, mor, vi er i Danmark. Vi er danskere”. Dertil må jeg så bare svare: ”Ja, skat. Du er dansk, men du er også fransk. Du er begge dele, og det er godt”.

 Prins Joachim: ”Jeg er jo tilsvarende vokset op med to kulturer, fransk og dansk. Så for mig er det naturligt, at børnene vokser op og identificerer sig med begge sprog og begge kulturer”.

I dag er der spændinger mellem mennesker, der har forskellige sprog, kulturer og religioner rundt omkring i verden. Har De med Deres erfaring som ”flerkulturel” familie et godt råd til, hvordan man kan leve i fredelig sameksistens med andre kulturer end ens egen?

Prinsesse Marie: ”Jeg tror, man skal forsøge at være åben af sind. Man skal kunne acceptere og respektere forskellighed. Det gælder i ægteskab som i naboskab. Jeg tror, det handler meget om opdragelse og uddannelse. Man kan lære at blive nysgerrig. Jeg har personligt været heldig at gå på en international skole, og det befordrer den nysgerrighed, for de andre var anderledes, end jeg var. Men det er også vigtigt at huske på, at ikke alle mennesker har de samme erfaringer. Jeg tror dog ikke, vi kommer uden om, at alle må stile efter at opelske deres nysgerrighed over for andre”.

Prins Joachim: ”Jeg tror, du har meget ret i, at det handler om opdragelse. Hvis man er opdraget til at suge til sig af indtryk fra den store verden, bliver det naturligt for én at møde verden med åbenhed i stedet for at være navlebeskuende. Verden er global, og det vil den vedblive med at være, selv om der lige nu er en tendens til, at mennesker søger tilbage til deres nationale udgangspunkt. Men det er en bevægelse. Så går det lidt frem. Så går det lidt tilbage. Globaliseringen er kommet for at blive, tror jeg. Det skal vi prøve at få til at fungere og betragte som en berigelse. Men vi skal også have et udgangspunkt. Enhver må spørge sig selv: Hvor kommer jeg fra? Hvad er mine rødder? Når man har det på plads, kan man også bedre være åben over for andre”.

Prinsesse Marie, De siger, at De betragter Frankrig som Deres fædreland, og nu bor De her i Danmark med Deres familie. Kan man godt have rod flere steder?

Prinsesse Marie: ”Det håber jeg, for det har jeg! Når folk spørger mig: Savner du ikke Frankrig? Så må jeg bare svare, at det gør jeg ikke, for jeg har det godt her. Men jeg har stadig Frankrig i mit hjerte. Jeg flyttede til Danmark som 31-årig, og det er klart, at mange ting har sat sig fast i ens sind på det tidspunkt i livet. Men jeg tror, det er en proces. Når min franske familie er på besøg, siger de nogle gange, at jeg er blevet meget dansk”.

Kongehuset fremhæves ofte som et samlende symbol for alle danskere. Hvordan ser De kongehusets rolle i forhold til at være et samlende symbol også for nye danskere?

Prins Joachim: ”Når man kommer fra et andet land og har haft sine rødder der, er det vel naturligt, at kongehuset ikke er det første, man er optaget af. Men når der er gået en generation eller to, vil de også naturligt identificere sig med det, der er dansk. Så får de også deres rødder i Danmark. Og så bliver det også Deres kongehus. Det er sådan, vi må ønske og håbe, det vil være. Kongehuset er en af de konstanter, der findes i det danske samfund, og kongehuset er ikke begrænsende. Det er for alle danske statsborgere”.

Siden 2015 har der været grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse og andre steder i Europa som følge af frygt for terror og flygtningestrømme. Hvilke tanker gør De Dem om den situation, der hersker i Europa i disse år?

Prins Joachim: ”Europa oplevede fred fra 1945 og frem til 1990erne (da krigen i det daværende Jugoslavien brød ud, red.). Nogle steder i Europa, især øst for Jerntæppet, blev freden fastholdt med en jernhånd. Men i vest fik vi både fred og frihed efter 1945. Det er et faktum, at det er den længste periode i Europas historie, hvor der ikke har været krig et eller flere steder i Europa. Nu begynder der at opstå gnidninger og utilfredshed rundt omkring. Det maner til eftertanke. Efter Murens fald i 1989 var der en stemning af, at nu var freden forseglet og garanteret. Man må bare konstatere, at freden aldrig bør tages for givet. Vi har været heldige i vores generation, at vi har kunnet leve i fred og frihed, og vi må bare håbe på, at det kan fortsætte”.

Prinsesse Marie: ”Generationerne før os har arbejdet hårdt for, at der skulle være fred, og at vi skulle tilnærme os hinanden i Europa. Det europæiske samarbejde er fortsat vigtigt. I Frankrig fejres befrielsen den 8. maj, og det er en stor begivenhed. De store byer i Frankrig var så ødelagte, og folk har været så påvirkede af Anden Verdenskrig. Det ligger i generne hos flere generationer. Jeg håber aldrig, det kommer til at ske igen”.

Prins Joachim: ”Netop lysene i vinduerne den 4. maj herhjemme er med til at fastholde erindringen om den tid. Selv om der efterhånden ikke er så mange tilbage, der har levet under de mørke år, må vi fortsætte med at sætte lys i vinduerne. Dels for at ære dem, der faldt. Dels for at erindre os selv om, at den frihed, som de ikke havde, den har vi. Og der er et ansvar, der følger med den frihed.

I 2020 skal 100-året for Genforeningen markeres. Dengang red kong Christian den Tidende, Deres oldefar, over grænsen på sin hvide hest, og kongen fik ved den lejlighed overbragt en kopi af Guldhornene, et af Danmarks største nationalklenodier, der blev fundet i landsbyen Gallehus her tæt ved Schackenborg Slot i 1639 og 1734. Hvilke overvejelser gør De Dem om nationale mindedages og mindesmærkers betydning?

Prins Joachim: ”Jeg er meget optaget af historie, og jeg finder disse nationale mindedage af største betydning. Det er også klart, at nationale mindedage har større betydning i en grænseegn end andre steder. Jeg husker meget tydeligt den dag i 2009, da Istedløven blev flyttet tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg Gamle Kirkegård. Det var meget gribende. Skulpturen af den siddende løve blev oprindeligt fremstillet til minde om slaget på Isted Hede i 1850, hvor den danske hær kæmpede mod en slesvig-holstensk oprørshær. Istedløven stod i mange år skjult på den plads, der i dag hedder Søren Kierkegaards Plads i København. I dag står Istedløven på Flensborg Gamle Kirkegård, der er gravsted for mange af de faldne fra slaget. Den står der som et symbol på venskab mellem Danmark og Tyskland og det grænseoverskridende samarbejde. Nu er historien endelig blevet så tilstrækkeligt bearbejdet, at det kan lade sig gøre. Jeg håber, at markeringen i 2020 vil kunne ske med samme fortegn”.