Bogen følger fire mænd som tyske soldater i 2. Verdenskrig, to fra det tyske mindretal i Nordslesvig: Fritz Scheel Petersen og Hans-Egon Nicolai Petersen; og to fra det danske mindretal i Sydslesvig: Hermann Tychsen og Hans Detlef Andresen.

De to tysksindede nordslesvigere meldte sig mere eller mindre frivilligt til hhv. Waffen-SS og Luftwaffe, mens de to dansksindede sydslesvigere blev indkaldt til henholdsvis Værnemagten og Luftwaffe. De fire valgte hører alle til de modvillige, så noget fuldt dækkende billede af krigsdeltagerne fra grænselandet får man ikke.

Forfatteren kæder de fire mænds krigsoplevelser sammen i en kronologisk fremadskridende fortælling. Beretningen skifter frem og tilbage, men hele tiden drives mændene, og dermed også fortællingen, fremad af skæbnen mod det uundgåelige. Det er ganske fermt skruet sammen. Det er dramatiske og gribende historier, både kampene på slagmarken og kampene med samvittigheden. Vi følger hovedpersonerne, når det går hårdest for sig på Øst- og Vestfront; vi er med, når Hans-Detlef i nattens mulm og mørke transporterer V1- og V2-bomber til affyringsramperne; vi er endda med, når Fritz i krigens sidste dage er med til at bære indhyllede lig ud af førerbunkeren for at blive brændt! Men fortællingerne slutter ikke her; vi følger hovedpersonerne til dørs med retsopgøret i Nordslesvig og det store sindelagsskifte i Sydslesvig efter 1945.

Bogens emne er grænselandet mellem et nationalt mindretals statsborgerlige rettigheder og folkelige pligter: Hvilke pligter må man opfylde over for sin herbergstat for at bevare retten til at leve et nationalt liv i sin hjemstavn? Hvilke pligter har man over for folk og hjemstavn? Hvilke pligter har man over for sin samvittighed? Og hvad gør man, når rettigheder, pligter og samvittighed kolliderer med hinanden?

Det er meget vanskelige spørgsmål: Har det danske mindretal pligt til at gå i krig for et forbryderisk regime som det nazistiske? Har det tyske mindretal pligt til at lade være?

Dilemmaet er tæt sammenvævet med den velvalgte titel: Blod og jord. For dette er kernespørgsmålet – eller var det i hvert fald for en generation siden: Det er tilhørsforholdet til folk og hjemstavn (blod og jord), der definerer et mindretalsmedlems identitet og skæbne – og dermed også dets ret og pligt. Den eneste vej ud af denne mindretalsskæbne er at flygte fra sin hjemstavn og sit mindretalstilhørsforhold, således som Fritz faktisk ender med at gøre. De “sidder i saksen”, som forfatteren flere gange påpeger, efterhånden som de fire mænd trækkes dybere og dybere ind i Hitlers krig.

Også som historisk fremstilling befinder bogen sig i et grænseland, nemlig mellem fakta og fiktion. Forfatteren interesserer sig for de fire mænds eksistentielle valg: Hvordan forvalter de hver især deres grænselandsskæbne?  For at besvare disse spørgsmål må forfatteren med kvalificerede gæt fylde hullerne dér, hvor kildematerialet tier.

Historikeren Erik Arup kaldte dette at “digte over kilderne”. Jørn Tranekjær Andresen, der selv er sydslesviger og beslægtet med den ene af hovedpersonerne i bogen, går dog et skridt videre, når han giver sit bud på, hvad hovedpersonerne tænkte og følte i en given situation. Her overskrides grænsen mellem fakta og fiktion. Forfatteren, der er cand.mag. og har arbejdet som tekstforfatter hele sit liv, lægger dog åbent frem, hvornår han bevæger sig på fast grund, og hvornår han griber til kvalificerede antagelser. Og der er ingen tvivl om, at hans fortælleteknik driver fortællingen fremad og giver et dybere perspektiv til persontegningen. Men det er en svaghed, at fortællingen for Fritz Scheel Petersens vedkommende bygger på meget sent fortalte erindringer, hvor enkelte detaljer nok kunne fortjene en efterprøvelse.

Men det er en velskrevet og spændende bog, der trods enkelte småfejl og unøjagtigheder ganske afgjort kan anbefales.

Jørn Tranekjær Andresen: Blod og jord. Soldaterskæbner fra det dansk-tyske grænseland 1938-48. Forlaget Turbine, 496 sider, 349,95 kr.