"Grænser er med til at samle mennesker", skriver Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen, i en leder.
Grænser er så mange slags. Nogle går man over. Andre træder man end ikke tæt på. Som 14-årig stod jeg ved DDR’s grænse i 1973. Den var uigennemtrængelig. En skoleklasse formåede, at et leben med hunde og geværer pludselig udfoldede sig. Sidenhen lærte jeg “lingoet”: Jeg var klassefjenden, og grænsen var den antifascistiske beskyttelsesmur.
Noget gik op for mig. Der fødtes en afsky for det autoritære og det totalitære. Hvor jeg end går og står, vælder der en foragt og en rædsel frem, når åndsfrihedens og demokratiets grænser overskrides. Pludselig mærker jeg, at jeg er barn af dette land, hvor der er frihed for Loke og for Thor. Ordet er frit, og det må gerne befri meninger.
Hvad nu, hvis der ingen grænser var? Jeg tror, at de fleste vil nå frem til, at grænser er med til at samle mennesker. Vi samler kulturer, sprog, erfaringer, historie bag ved grænser, og der bliver skabt en hjemstavn; et sted på jorden, hvor man i særlig grad er hjemme.
I disse år taler vi meget om danske værdier. I andre lande taler man også om værdier. Ofte ligner de hinanden. Sprog, landskaber, natur, vejrlig, kultur er med til at forme os, og vi udtrykker os på en særlig måde. Grænser er med til at ordne verden og holde kaos på afstand.
"Pludselig mærker jeg, at jeg er barn af dette land, hvor der er frihed for Loke og for Thor"
Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen
Når man nærmer sig et grænseland, sker det særlige, at kulturer, lande, sprog væver sig ind i hinanden.
Et grænselands historie er dramatisk. Her er en åndelig kamp og en kamp, der handler om jord og besiddelse. Slesvigs historie er fyldt med kamp og modsætninger.
Årene efter Genforeningen i 1920 kaldte to mindretal frem nord og syd for grænsen. Der var vist også et tredje standpunkt, der forsøgte at forene to sprog og kulturer og ligeligt bragte det ind i hverdagen, men det standpunkt var der ikke så meget plads til. Det nationale krævede afgørelse.
Nu er mindretallene en del af skønheden i vores nationalstater. De er brohoveder mod et andet land, og i nationalstaterne kan vi lære noget af vores mindretal om en anden kultur, som er tæt på.
Grænser kan lukkes. Vi har mærket, hvor klaustrofobisk det er. Vi afskærmer os fra verdens store problemer med grænser. Der findes mennesker, der nærer en dyb tillid til vores menneskelighed, og ikke kan få sig til at tro, at vi vil lade dem dø, hvis vi ser dem og deres nød og hører deres fortællinger om forfølgelse. Lykken har grænser.
Grænser kan være brutale. Jeg håber, at fremtidens grænser vil rumme åbenhed for medmennesket i nød. Jeg håber at nysgerrigheden fortsat vil hente mig over grænser.
