INTERVIEW Friserne dukker for første gang op i historiske tekster fra romertiden, og deres historie er omgivet af mystik. Det gælder også i Nordfrisland, hvor man mener, friserne har holdt til i 1.200 år, fortæller historiker Claas Riecken
Friserne er et folk af individualister”, siger historiker Claas Riecken, da magasinet Grænsen sætter ham stævne til et interview om den nordfrisiske historie, kultur og identitet.
Claas Riecken, der er født i 1965, har hele livet beskæftiget sig med friserne. Han har studeret særligt den nordfrisiske historie og kultur og skrevet en doktorafhandling om nordfrisisk sprog. Siden 2014 har han været videnskabelig medarbejder ved Nordfrisisk Institut (Nordfriisk Instituut) i Bredsted, der ligger midt i den nordtyske forvaltningskreds Nordfriesland og på byskiltet præsenteres med både det tyske navn, Bredstedt, og det frisiske, Bräist.
I Nordfrisisk Institut kan besøgende se en stor udstilling, der beretter om den frisiske historie. Her kan man lære om de første romerske kilder om Friesland, der ligger i det nuværende Holland, og om, hvordan friserne bosatte sig på de nordfrisiske øer i folkevandringens tid omkring 800-tallet. I dag skønnes det, at omkring 50.000 personer betragter sig som nordfrisere. Hvor mange der betragter sig som nationale frisere, som udgør ét af de fire anerkendte nationale mindretal i Tyskland, er sværere at sige. Gamle tal antyder, at ca. 8-10.000 taler frisisk i Nordfrisland. Eller rettere sagt, taler de forskellige nordfrisiske dialekter, der er særligt udprægede på de nordfrisiske øer, hvor frisisk ikke hedder frisisk, men er opkaldt efter øernes navne, som Før, Sild og Amrum, forklarer Claas Riecken. For friserne er individualiser, også sprogligt set.
“Betegnelsen ‘frisere’ har man gennem tiden projiceret meget ind i, som man ikke rigtig kan bevise. Særligt Nordfrisland har længe været et perifert område, som man fra Slesvig ikke bare lige kunne tage over til. Friserne boede derude vestpå, omgivet af naturen og særligt af havet. Derved har frisernes historie altid været omgærdet af mystik, og det har sat gang i folks fantasi. Jo tættere man så zoomer ind på dette mystiske billede af det historiske Nordfrisland, jo mere fragmenteret bliver det. For nordfriserne er meget lokalt forankrede, og Nordfrisland er et område af individualister, hvor man ikke har haft noget at gøre med folk uden for sit kog, sin hallig eller ø”, siger Claas Riecken.
Claas Riecken, dr.phil. i frisisk filologi, videnskabelig medarbejder ved Nordfrisisk Institut, ekstern lektor ved Europa-Universität Flensburg.
Foto: Christoph G. Schmidt
Frisisk mentalitet skaber lokalt engagement
I nordfrisernes individualisme ligger der også en stor styrke. For den afspejler ifølge Claas Riecken et dybt engagement i den lokale hjemegn. Historisk har dette givet sig udslag i, at man var fælles om at bygge digerne, der skulle beskytte lokalsamfundene mod stormfloders rasen, eller i de mange ordbøger over frisiske dialekter, der blev nedfældet af lægmænd i 1700-tallet.
“Hvis ikke jeg skriver mit sprog ned, er der ingen, der gør det. Sådan har tanken været. Man har følt sig ansvarlig og engageret sig for sig selv, sin landsby og måske de omkringliggende landsbyer, men der stoppede fællesskabsånden så også. I dag, hvor digebyggeriet siden 1970’erne har påhvilet delstaten Slesvig-Holsten, ses individualismen eksempelvis i, at man i Nordfrisland har forholdsvis mange såkaldte borgervindparker, hvor folk i lokalområdet har fundet sammen om at finansiere vindmølleanlæg”, siger Claas Riecken, der mener, at denne form for individualisme, hvor man føler sig ansvarlig for det nære, er betegnende for den nordfrisiske mentalitet.
“Som friser værner man om det nære og holder sig helst på afstand af dem, der vil regere over en”, siger han.
I Nordfrisisk Institut i Bredsted kan man se en udstilling over frisernes historie. Det frisiskklingende navn Nordfriisk Instituut er egentlig et kompromis mellem forskellige frisiske dialekter og er som sådan ikke frisisk, forklarer Claas Riecken.
Foto: Grænseforeningen
Havets velsignelse og forbandelse
Hvis der er noget, der i tidens løb har regeret over nordfrisernes liv, er det havet. Men havet har for friserne vist sig med et Janusansigt, som Claas Riecken udtrykker det med reference til den romerske gud med de to ansigter. For havet har bragt rigdom gennem agerbrug og søfart, men også undergang. Når man beskæftiger sig med den nordfrisiske historie, kommer man således ikke udenom de store stormfloder i 1362 og 1634, eller ‘Mandränken’ (mandedrukning), som de kaldes på frisisk med henvisning til de tusinder, der druknede. Det var særligt disse stormfloder, som lod store dele af Nordfrisland forsvinde i havet.
“Havet har bragt velsignelse og forbandelse over friserne. Aflejring af havets segmenter har skabt det frodige marsklandskab, der før kunstgødningens tid var en kæmpe indtægtskilde for dem, der dyrkede marsken. Det, der sås på marskbund, vokser helt afsindigt. Og lader man kvæg græsse på marsken, bliver de store og fede, uden at ejeren behøver foretage sig noget. Samtidig er områderne kun beskyttet af diger, og faren for oversvømmelse og pludselig død, lurer altid på den anden side”, siger Claas Riecken.
Friserne bosatte sig ikke kun i marsken, men også i de højereliggende gestområder, hvor faren for oversvømmelser var noget mindre.
“Men marskbønderne var også rigere end gestbønderne”, forklarer Claas Riecken og fortsætter:
“Desuden har vi en tendens til at betragte havet som noget, der adskiller mennesker. Men havet er også et bindeled, og nordfriserne har i århundreder haft handelsforbindelser til både Amsterdam og København, hvor man bl.a. solgte rav og skind.”
I de seneste 50 år har Nordfrisland været nogenlunde forskånet for store katastrofer i forbindelse med stormfloder, og det på trods af, at der fra 1970’erne til 1990’erne var flere stormfloder, der medførte de højeste vandstande, man nogensinde havde målt på egnen.
Marsken er et utrolig frodigt område på grund af havets aflejringer. “Lader man kvæg græsse på marsken, bliver de store og fede”, siger Claas Riecken. I dag er det primært får, der græsser på den salte marsk.
Foto: Grænseforeningen
Hvem er friser?
Friserne har altid levet ved Vadehavet, og også den nordfrisiske identitet er i særlig grad præget af nærheden til vandet, forklarer Claas Riecken, der i løbet af interviewet har fortalt, at han selv taler nordfrisisk, og at det frisiske er en del af hans egen identitet. Men hvordan hænger det sammen med, at han selv er født og opvokset i en landsby uden for Hamborg? Og hvad er det egentlig, der gør en til nordfriser? Det er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på.
“Friserne er grundlæggende åbne over for, at man bliver en del af deres identitet”, siger Claas Riecken og fortæller, at han selv fandt vej til det nordfrisiske, da hans moster giftede sig med en nordfrisisk bonde, som han talte plattysk med.
Da Claas Riecken undrende spurgte sin onkel, om ikke der også er nordfrisere, der taler frisisk, kom svaret prompte: Jo, men de er danske. Onklen er nemlig tysksindet nordfriser og ikke national nordfriser, og det er ifølge Claas Riecken en forskel, der er vigtig at holde sig for øje, hvis man vil forstå friserne.
“Historisk ligger der en dyb splittelse mellem tysksindede nordfrisere, for hvem frisere per definition er tyske, og de nationale frisere, der forstår det at være frisisk som en selvstændig national identitet. De tysksindede nordfrisere grundlagde i 1902 den Nordfrisiske Forening (Nordfriesischer Verein, red.), der ved folkeafstemningen om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1920 opfordrede til at stemme tysk. De nationale friseres Frisisk Forening (Friisk Foriining, red.) blev først grundlagt i 1923, og siden da har de nationale frisere ønsket et tættere forhold til Danmark, som de historisk har været regeret af i længst tid, og hvor de har følt en større grad af selvbestemmelse”, siger Claas Riecken.
I tiden efter Genforeningen i 1920 var de nationale frisere ivrige fortalere for en grænserevision, hvor grænsen skulle flyttes mod syd, så Nordfrisland kunne blive del af Danmark, forklarer Claas Riecken og
tilføjer, at der aldrig har været frisiske bosættelser nord for grænsen.
Som bekendt kom der aldrig nogen grænseflytning. Til gengæld blev den nordtyske forvaltningskreds Nordfriesland oprettet i 1970.
“Det er første gang i historien, at der findes et officielt Nordfrisland. Og det har helt sikkert gjort noget ved folks identitet, hvor flere i dag vil svare ja til, at de er nordfrisere. Men de fleste vil nok svare nej til, at de er frisere, medmindre de har en direkte tilknytning til sproget eller familiære bånd til nationale frisere. Uanset den enkeltes identitetsfølelse er vi i dag heldigvis ud over de gamle stridigheder om nationalitet og arbejder godt sammen”, siger Claas Riecken.
Inficeret med det frisiske virus
For den dengang 16-årige Claas Riecken tændte onklens kommentar om de danske frisere en interesse, som fik ham til at tage knallerten ind til Bredsted for at besøge Frisisk Forening og ved selvsyn at stifte bekendtskab med disse andre nordfrisere.
“Siden da har jeg været inficeret med det frisiske virus. I dag taler jeg frisisk hver dag med mine kollegaer på instituttet, og jeg har ved siden af min tyske identitet også en frisisk identitet. For mig er det ikke et spørgsmål, som det var engang, om man er enten tysk, dansk eller frisisk, men derimod et både-og”, slutter Claas Riecken.