“Jeg synes næsten, det er lidt pinligt at sige det. For det lyder så indspist, når vi nu begge er frisere.”

Marie Hahn smiler, da hun sammen med sin mand, Dietrik Barkmeijer, tager imod i det rummelige køkkenalrum i parrets hus i Herrenkoog et stenkast fra Risum, der er en af de centrale landsbyer i Nordfrisland, hvor også den dansk-frisiske skole og danske børnehave ligger.

Magasinet Grænsen er taget til Risum for at besøge 39-årige, nordfrisiske Marie Hahn og 36-årige, vestfrisiske Dietrik Barkmeijer, der har slået sig ned i det traditionelle nordfrisiske område, for at også deres børn skal vokse op med frisisk sprog og kultur. 

Dét, Marie synes er lidt pinligt, er, at hun og Dietrik mødte hinanden på et af de store frisertræf, der hvert tredje år afholdes på den nordvesttyske ø Helgoland, som også er hjemsted for en del nordfrisere, der sammen med Tysklands andre frisere udgør den frisiske folkegruppe, der er anerkendt som nationalt mindretal.

I mødet med Marie og Dietrik er det dog langt fra ordet indspist, man først tænker på. Det vest-nordfrisiske par har hver især været ude og opleve verden, og siden de mødte hinanden i 2013, har de først boet i Friesland i Holland, hvor Dietrik kommer fra, og siden 2017 i Risum, hvor Marie er vokset op og selv har gået på den dansk-frisiske skole. De har hurtigt lært ikke bare henholdsvis nord- og vestfrisisk, men også henholdsvis hollandsk og tysk. Og deres to døtre, Nanne på halvandet og Dina på fire år, vokser op med fem til seks forskellige sprog.

“Det har altid været klart for mig, at jeg selvfølgelig skulle tale frisisk med mine børn. Jeg er selv vokset op med flere sprog. Min far talte frisisk, min mor tysk, og dansk lærte jeg i skolen”, siger Marie, der i samtalen frit skifter mellem tysk og dansk. 

Opstår der sprogforvirring?

Netop sproget er vigtigt for Marie og Dietrik. I starten talte de engelsk sammen, så skiftede de til hollandsk. Men da børnene meldte deres ankomst, begyndte de at tale frisisk.

“Jeg taler vestfrisisk, Marie taler nordfrisisk. På den måde er vores hverdag tosproget”, siger Dietrik, som i situationen taler tysk og fortæller, at forskellen på de to frisiske sprog er omtrent som forskellen på tysk og hollandsk.

Også i hverdagen indgår tysk, som er hovedsproget i det omkringliggende samfund. Dertil kommer dansk, som tales i børnehaven og senere i skolen, og hollandsk, når de hollandske dele af Dietriks familie kommer på besøg. Yderligere går Nanne hos en dagplejemor, der kun taler plattysk med børnene. Men bliver Nanne og Dina nogensinde sprogforvirrede, fristes man til at spørge.

“Nej. Det er klart, de ikke behersker alle fem til seks sprog lige godt, men særligt på Dina kan vi mærke, at hun forstår meget, og at hun sprogligt er helt på niveau med jævnaldrende på tysk, dansk, nord- og vestfrisisk”, siger Marie og understreger, at Nanne på grund af sin alder endnu ikke taler så meget.

“Og så skifter børnene mellem sprogene, hvilket er fedt, for på den måde bliver de opmærksomme på, hvor sprogene ligner hinanden”, tilføjer Marie og nævner ordet “præcis” som eksempel, der i udtale og betydning er stort set identisk på hollandsk og dansk.

Hjemme i kulturen

Nordfrisland er et af de sprogligt mest mangfoldige områder i Tyskland. Ved siden af tysk, nordfrisisk og dansk, tales der her også plattysk og sønderjysk. Selvom familien Hahn-Barkmeijer med deres mange sprog således passer godt ind, lå det ikke entydigt i kortene, at Marie og Dietrik, der sammen havde startet en møbelvirksomhed i Holland, skulle bosætte sig i Nordfrisland. I valget om at flytte spillede også det nordfrisiske sprog en vigtig rolle.

“Da jeg blev gravid, blev jeg klar over, hvor vigtigt det er for mig, at det frisiske sprog, jeg gerne vil tale med mine børn, også findes i samfundet”, siger Marie. 

For Dietrik var det vigtigste, at parret kom til at bo i et frisisk område.

“Det er for mig det samme, om det er vestfrisisk eller nordfrisisk”, siger han og tilføjer, at også områdets nærhed til havet, landbruget og fiskeriet minder ham om sin hjemstavn i Friesland.

“Hvor vi bor nu, er vi meget tæt på den kultur, jeg kender hjemmefra”, siger han. 

Hvorfor skal man poste penge i det?

Selvom familien Hahn-Barkmeijer bor i Nordfrisland, er det ikke en selvfølge, at det frisiske sprog er en integreret del af samfundet. I børnehaven i Risum er der eksempelvis for tiden ingen pædagoger, der taler frisisk med børnene. Og indbyrdes taler børnene tysk, som er langt de flestes hjemmesprog.

“Vi ville ønske os, at frisisk kunne blive en større del af hverdagen i børnehaven og i resten af samfundet”, siger Marie.

For at sætte handling bag ordene har

Marie engageret sig i Frisisk Forening (Friisk Foriining), hvor hun i dag er næstformand.

“Som friser bliver man ofte mødt med undren: ‘Det er da meget fint med det frisiske, men er du nu dansk eller tysk?’ Det er et spørgsmål, jeg ofte får”, siger Marie og forklarer, at spørgsmålet for hende at se udtrykker en generel indstilling i samfundet, hvor dét at være friser ses som et supplement til en anden national identitet.

“Og så spørger folk, hvorfor man skal poste penge i det frisiske. For mig gælder det derfor om at gøre folk opmærksomme på, at friserne altid har været her”, siger Marie og slutter:

“Det frisiske handler ikke kun om sprog, men også om identitet, rødder og hjemstavn. Folk skal blive bevidste om, at det er vigtigt at investere i.”