Da vi sagde ja til at tage imod en feriepige, anede vi ikke, hvad det ville bringe med sig. Men vi har aldrig fortrudt. Gaby er en del af vores familie. Sidste år blev Gabys datter konfirmeret, og vi var inviteret med. Det var vi meget beærede over,“ siger Jytte Sandvad.

Hun sidder ved spisebordet i parcelhuset i Silkeborg, og foran hende ligger en bunke fotos; de ældste er fra 1970’erne, de nyeste fra sidste år. Blandt de nye er et konfirmationsfoto af Gaby Brixs datter, Emma. Blandt de ældste er et konfirmationsbillede af to af Gaby Brixs søstre. På et andet af de ældre fotos smiler en lille mørkhåret pige, så man kan se, at hun netop har tabt en fortand.

“Jeg glemmer aldrig den dag, vi skulle hente Gaby første gang. Det var sommeren 1972. Jeg kørte ind til Horsens Banegård sammen med vores datter, Dorte, som dengang var fire år. Det vrimlede med børn på perronen, som alle havde et skilt med deres navn på om halsen. En masse danske ferieværter rendte rundt og kiggede på skiltene. Jeg fik øje på en pige, der stod lidt for sig selv, og så gik Dorte og jeg hen og kiggede på hendes skilt. Det var Gaby. Hvad er der mon ikke gået igennem hovedet på hende. Hun var jo bare fem år og anede ikke, hvad hun skulle op til“, siger Jytte Sandvad.

Georg Sandvad nikker: “En bekendt af Jytte havde spurgt, om det ikke var noget for os at få et feriebarn fra Sydslesvig. Vi kendte ikke noget særligt til grænseregionen. Men vi syntes, at det var en fin idé. Vi er begge vokset op i familier, som havde københavnske feriebørn“, siger han.

“Jeg kom ind i en kærlig familie”

Georg og Jytte Sandvad bladrer lidt i billederne på spisebordet. De venter på Gaby Brix, som i dag er 53 år. Hun bor i den sydslesvigske kommune Læk (på tysk Leck), hvor hun arbejder som revisormedarbejder.

Hun har aftalt med Jytte og Georg Sandvad at komme på besøg denne sommeraften for at udveksle minder. De vil fortælle magasinet Grænsen om deres erfaringer med at være feriebarn og feriebarnsværter under den ordning, som blev etableret i maj 1919, da de første feriebørn fra Sønderjylland, Flensborg og Sydslesvig kom til Danmark. I 1970’erne og 1980’erne, da Gaby Brix og fire af hendes søskende blev feriebørn hos Jytte og Georg Sandvad i Hornsyld, kom de fleste feriebørn til Danmark for at blive introduceret til dansk sprog og kultur. Men for Gaby Brix var opholdene hos Jytte og Georg Sandvad først og fremmest en oplevelse af at blive indlemmet i en kærlig familie, fortæller hun, da hun – lidt forsinket af en trafikprop omkring Kolding – er kommet frem til Silkeborg.

“Vi var syv søskende, og vores mor var ikke i stand til at give os den omsorg og tryghed, som børn har brug for. Så det var en stor frihed for mig og mine søskende at komme herop”, fortæller Gaby Brix. Moren havde mødt sin tyske mand i Sverige, og Gaby Brix mener, at hendes motivation for at sende dem på ferieophold i Danmark var, at de lærte så meget dansk, at de kunne klare sig i Sverige, hvis hun ville vende tilbage dertil.

“Der var ikke mulighed for at lære svensk i Sydslesvig, men min mor kunne sætte os i dansk børnehave og skole og sende os på ferieophold i Danmark,” siger Gaby Brix, der ikke husker meget fra sin første sommer hos Jytte og Georg Sandvad. Men noget står dog klart i erindringen:

“Jeg husker, at jeg stod på perronen, og flere forskellige damer kom hen og kiggede på mit skilt og gik igen. Men så kom der én, som ville tage mig med, og jeg tænkte, at det vist var meget godt. Da jeg kom ind i Jytte og Georgs hjem, var det som at blive en del af familien med det samme. Alligevel blev jeg ked af det den første aften, og så fik jeg lov at sove imellem dem i dobbeltsengen, og det blev jeg ved med ret længe. De første nætter skulle jeg altid sove inde hos dem”, siger hun.

“Vores datter kaldte på os den første nat og sagde: ‘Den lille pige græder – kan hun ikke få lov at sove hos dig, mor’, og det kunne hun selvfølgelig”, husker Jytte Sandvad.

Hos Jytte og Georg Sandvad blev Gaby Brix inddraget i hverdagen, uden at det føltes som en pligt. Hun var med til at at slagte dyr og arbejde i stalden, og hun plukkede ærter i haven og spiste frikadeller, kartofler og persillesovs.

På tur i en gammel folkevogn

Senere kom fire af Gaby Brixs søstre også skiftevis på ferie hos Jytte og Georg Sandvad, og selv om opholdene på det tidspunkt var fastsat til tre uger, blev de typisk i hele skoleferien. Desuden kom de flere gange på efterårsferie, og Gaby Brix var også på juleferie hos familien Sandvad flere gange.

“Vi tog ikke på en masse udflugter, for vi havde ikke så meget at rutte med. Men jeg havde en gammel folkevogn med kaleche, og så stakkede vi ungerne op og kørte til Juelsminde og badede en hel dag; det var sommerens højdepunkt,“ husker Jytte Sandvad. Og Georg Sandvad tilføjer;

“Gaby ville altid spille 500, og hun snød, så det drev. Hun kunne se Jyttes kort, fordi de spejlede sig i hendes briller.“

Som barn tænkte Gaby Brix ikke så meget over, hvad det særligt danske ved ferieopholdene var.

“Men da jeg fik min datter, blev jeg klar over, at meget af det, jeg ønskede at give videre til hende, stammede fra mine ophold i Danmark. Min datter har gået i dansk børnehave og skole, for jeg sætter meget pris på det danske skolesystem, hvor man ser på det hele menneske. Og så er jeg vild med den danske tradition for at synge fællessang. Ja, og vi flager naturligvis også med Dannebrog på vores fødselsdage“ siger Gaby Brix.

Perleven med bedstemor

At knytte bånd over grænsen har enorm værdi, er Gaby Brixs, Jytte og Georg Sandvad og enige om.

“Selvom vi ikke kendte til egentligt had mod tyskere, sådan som der nok har været i grænseregionen, var der en snert af det i vores familie. Da Jyttes bedstemor hørte, at vi skulle have et sydslesvigsk feriebarn, sagde hun, at vi ikke skulle komme rendende med sådan en tysker. Men da hun så Gaby, gik der et kvarter, så var de blevet perlevenner. Hun kunne jo pludselig se, at hun bare var en pige på fem år, som ikke havde haft noget med krigen at gøre,“ siger Georg Sandvad.