I efteråret 1946, knap et år efter Anden Verdenskrigs afslutning, rejste den svenske forfatter Stig Dagerman til det nederlagsramte Tyskland for at skrive en reportageserie til den svenske avis Expressen. Som tysk gift kunne han rejse frit rundt i landet, og på den måde undgik han den censur, som akkrediterede journalister måtte indrette sig under. Resultatet blev en barsk skildring af et knust land, hvis væsentligste byer var omdannet til ruinørkener, og hvis befolkning var udsultet og uden håb for fremtiden.

Krigsafslutningens barske realiteter samt det faktum, at Danmark fra 1940-45 havde været under tysk besættelse, afholdt dog ikke danske turister fra at besøge landet blot få år efter.

Det viser en lang række postkort, som Julie Andersen, ph.d.-stipendiat på Institut for Historie, Syddansk Universitet, har undersøgt. De postkort, danske turister sendte hjem, fortæller en anden historie om Vesttyskland end den, den svenske forfatter skrev om.

“Postkortene fortæller overordnet om mødet med en storslået natur og en venlig befolkning og giver på den måde et positivt og mere nuanceret indtryk af efterkrigstidens Tyskland”, siger Julie Andersen, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling, som hun afleverer til efteråret, har indsamlet cirka 150 postkort sendt af danske turister i Vesttyskland i perioden 1949-69.

Som følge af Anden Verdenskrig og den tyske besættelse var danskernes syn på det tyske folk overvejende negativt. Det bekræfter en undersøgelse udført af analyseinstituttet Gallup i 1947, hvor knap 50 procent har svaret, at de ser “uvenligt” eller “ligegyldigt” på det tyske folk. Alligevel har mange valfartet sydpå.

“Størstedelen af postkortene er sendt fra naturområder som Harzen, Rhinen, Mosel og Schwarzwald. Mange har således forbundet de større byer med krig og politik og undgået dem. Ikke desto mindre har ferieoplevelserne givet de danske turister et andet og mere positivt billede af det tyske folk”, forklarer Julie Andersen, der har opstøvet de gamle postkort på filatelistmesser i hele landet.

Til eksotiske Vesttyskland for billige penge

Det var et økonomisk opsving i årene efter Anden Verdenskrig, der gjorde, at den brede befolkning fik råd til at tage på ferie udenlands. Endvidere betød vedtagelsen af ferieloven i 1938, at det blev muligt at holde længere sammenhængende ferie. At Vesttyskland fra midten af 1950’erne og for alvor i 1960’erne blev danskernes foretrukne feriedestination i udlandet, skyldtes økonomi, forklarer Julie Andersen.

“Selvom flere havde fået råd til at rejse udenlands, var det de færreste, der havde råd til at tage til f.eks. Frankrig eller Italien. Her var dét at tage sydpå til Vesttyskland både billigt, men også mere eksotisk for mange, end det f.eks. var at tage nordpå til Sverige. Og i Vesttyskland skulle man ikke køre så langt for at opleve bjerge, floder og en væsentligt anden natur end hjemme i Danmark”, siger hun og tilføjer, at turen oftest foregik i egen eller lånt bil med telt, da det var den billigste måde at rejse på.

At danskerne i denne periode for alvor begyndte at rejse uden for landets grænser, kan også forklares med en øget rejsemarkedsføring. I 1952 udgav Politikens Forlag sin første guidebog i form af Turen Går Til Østrig og ikke længe efter udkom Turen Går Til Vesttyskland. Samtidig begyndte FDM, interesseorganisation for bilejere, i medlemsbladet Motor at skrive artikler om, hvordan man camperede, hvilke faciliteter man kunne forvente, at der var på en campingplads, samt hvad man generelt skulle huske, når man tog på ferie i udlandet, herunder at veksle penge og at have styr på visumreglerne.

“Markedsføringen fremstillede Vesttyskland som et romantisk ferieland, og den beskrivelse bekræfter postkortene langt hen ad vejen”, siger Julie Andersen.

Mødet med ruinerne

Et fåtal af de cirka 150 postkort er sendt fra større vesttyske byer, såsom Køln, og her var oplevelsen for de danske turister helt anderledes end dén, der er beskrevet fra naturområderne.

“De, der har været i byerne, har oplevet de mange ruiner og kalder det gennemgående for en ubehagelig oplevelse. To af postkortene har sågar billeder af flotte bygninger på forsiden, mens afsenderen på bagsiden fortæller om mødet med de ødelagte byer, hvor det endda også regner meget”, siger hun.

Som supplement til postkortbeskrivelserne, guidebøgerne og FDM-bladene har Julie Andersen undervejs interviewet 12 personer, der alle har været på ferie i Vesttyskland i 50’erne og 60’erne, enten som barn eller som voksen.

“De, som har været dér som voksne, husker alle ruinbyerne bedst. Det er tydeligt, at det er dét, som har gjort størst indtryk på dem og har indprentet sig i deres erindring. Det har været en uhyggelig oplevelse for dem, og det står i skarp kontrast til den ofte romantiske fremstilling af Vesttyskland”, siger hun.

“Omvendt er der flere af dem, der har besøgt Vesttyskland som børn, som ikke forbinder landet med krigen. For deres første møde med landet var de positive ferieoplevelser, oftest langt væk fra ruinbyerne”, forklarer Julie Andersen.

Postkortformatets betydning

At der er forskel på beskrivelserne på postkortene og dét, de interviewede personer husker, forklarer Julie Andersen bl.a. med postkortets format. For det firkantede kort, der måler 10,5 x 14,8 centimeter giver ikke meget plads at udfolde feriens oplevelser på.

“Man skal først og fremmest huske på, at der ikke er særligt meget skriveplads på sådan et kort. Derfor skriver de fleste meget basale ting, som at man har det godt, og at vejret er dejligt. Man skriver ikke, at nu har man skændtes i tre uger og vil bare gerne hjem. Det passer ikke ind”, siger hun.

“Derudover skriver mange, at nu har de kørt så og så mange kilometer og er nået hertil. Det fortæller os, at der har været status i pludseligt at være så langt væk hjemmefra”, afslutter Julie Andersen.